Pacific Rim

Årets store sommerfilm fra Hollywood har skuffet på stribe. Fra Superman, der fløj i tomgang i Man of Steel, og Johnny Depps kiksede indianer i The Lone Ranger til Brad Pitts FN-helt, der nok befriede verden fra zombierne i World War Z, men ikke reddede filmen fra katastrofekurs.

Handlingen eller skuespilpræstationerne løfter heller ikke niveauet i sommerens sidste blockbuster, Pacific Rim, men filmen hiver alligevel sikkert sejren hjem ved at levere et spektakulært action-brag med visuelt design og lydeffekter i særklasse.

Guillermo del Toros film har et budget på en milliard danske kroner og er vel den første af sin art, som ikke har et almenkendt Hollywood-ansigt på plakaten. I hovedrollen ses opkomlingen Charlie Hunnam, der slog igennem i tv-serien Sons of Anarchy og her har smidt rockervesten. Han gør dog stadig det, han er bedst til: slår en proper næve og trasker ubekymret rundt med sin ghetto-gangart, der kan gøre enhver ung lømmel misundelig.

Hunnam er ikke den mest interessante skuespiller, men det tilgiver man, for filmens egentlige hovedroller er de kæmpemæssige robotter, der tager kampen op mod de lige så gigantiske øgler – kaldet Kaiju – som dukker op fra en revne i jordens indre under Stillehavet og invaderer jorden.

Kaiju er fællesbetegnelsen for de mange uhyrer, der steg op fra havet i den japanske bølge af monsterfilm fra 1950’erne og frem, hvor Godzilla naturligvis er den mest kendte.

Vi er kun et par år ude i fremtiden, da det første angreb lægger San Francisco i ruiner. Bygninger, broer og biler flyver rundt i flot 3D i filmens første sekvens, hvor de massive lydeffekter får biografgulvet til at ryste.

Angrebene baner vejen for verdensfred mellem klodens supermagter, der i en koalition bygger de enorme robotter – Jaegers – som kan stå distancen og gå alle tolv runder mod Kaiju. Og det går ikke stille for sig, når først mastodonterne bokser og bryder mod hinanden i et visuelt festfyrværkeri ud fra Hong Kongs kyst.

Det er her, at det meste af handlingen udspiller sig, og det er tydeligt, at Pacific Rim sigter efter at udnytte det asiatiske filmmarkeds store salgspotentiale. Filmen er da også renset for amerikansk patriotisme, sex og vold, og piloterne er et potpourri af kinesere, russere, australiere og amerikanere.

Hver robot styres nemlig simultant af to piloter, hvis hjerner forbindes gennem et avanceret netværk. Piloterne får status som rockstjerner, mens freden er sikret. Men pludselig rejser en ny generation af aggressive øgler sig fra vandet og forvandler robotterne til skrotbunker.

Klodens ledere satser i stedet på at bygge ”livets mur” rundt om de udsatte kystbyer. Det skal dog vise sig at være lige så effektivt som at spærre en elefant inde bag et bambushegn. Og derfor samler den ansvarlige for Jaeger-programmet, Oberst Pentecost (Idris Elba fra tv-serierne The Wire og Luther), jordens sidste fire overlevende Jaegers og deres piloter (heriblandt Hunnam) i et forsøg på at stoppe den forestående apokalypse.

Guillermo del Toro har tidligere været i bedst form, når han har lavet mørke og psykologiske gysere som Pans labyrint og The Devil’s Backbone, mens de kommercielle Blade II og Hellboy aldrig blev interessante med deres fade historier og gennemsnitlige effekter. Med de visuelle bannerførere fra Industrial Light and Magic i ryggen kommer han denne gang sikkert i havn.

Nok skal man sluge en del kameler undervejs i Pacific Rim – hvad sker der egentlig uden for Hong Kong? – men del Toro formår at holde tempoet imponerende højt uden for mange overflødige omveje. Sjældent har den klassisk klichefulde kamp mellem det gode og det onde været kamufleret i en så slagkraftig fernis, der skaber fuldbyrdet underholdning på første klasse.