Overleverne

Otte personer, der ikke kender hinanden, sætter sig i rundkreds i et mødelokale på et Comwell-hotel et sted i Danmark. 

De fortæller skiftevis om den kræftsygdom, som de hver især har overlevet. Nogle åbner kun modvilligt op, mens andre åbenhjertigt beretter om tiden efter kræft. 

Sådan lægger TV 2’s nye dramakomedieserie Overleverne fra land, og konceptet i de seks afsnit er enkelt. 

En gruppe danskere, der på hver sin måde har overlevet en alvorlig kræftsygdom, er tvunget sammen på et kursus, der skal give dem meningen tilbage i livet og lære dem at tage ansvar for tilværelsen. 

Serien er skrevet af Ida Maria Rydén og Ina Bruhn, der har stået bag henholdsvis DR-serien Når støvet har lagt sig og Rita. De formår effektivt at give et lynhurtigt indtryk af de otte hovedpersoner, når de checker ind på hotellet. 

Vi møder blandt andet den åbenmundede og kvindeglade Steen (Jacob Lohmann), den skamfulde sønderjyde Troels (Ari Alexander), den reserverede tv-kendis Naja (Jeanett Albeck) og den betuttede alderspræsident i gruppen, Ingelise (Kirsten Lehfeldt). 

Alle kursusdeltagerne slæber rundt på en fortid, de helst ikke vil ud med eller sågar direkte lyver om. Selv om emnet er alvorligt, er seriens tone for det meste letbenet. 

På sin helt egen slagfærdige og danske facon lægger Overleverne sig i slipstrømmen på en serietendens, der er på mode for tiden. En gruppe fremmede mødes på et hotel i både The White Lotus og Nicole Kidman-serien Nine Perfect Strangers. 

Undervejs i TV 2-serien bliver kursisterne kastet ud i en strabadserende overlevelsestur og intimiderende relationsarbejde. Kurset ledes af optimistiske Malene (Marie Askehave) med hjælp fra psykologen Niels (Ole Lemmeke), der for at gøre det hele mere speget og pikant tilmed har haft en affære med Malene tilbage i hendes studietid. 

Overleverne er klart bedst, når ensemblet efterhånden kommer i gang, danner relationer på kryds og tværs og kræften lægges lidt til side. Som en slags filmisk synergieffekt er summen af gruppen klart mere underholdende og engagerende end de enkelte personer i sig selv. 

Det skyldes især gode præstationer af skuespillerne, der til tider må kæmpe med et gumpetungt manuskript. 

Og så har Overleverne endda den ekstra krølle på halen, at den er produceret ”med støtte fra Kræftens Bekæmpelse”, som der står i rulleteksterne. Det er helt sikkert med sympatiske og velmenende hensigter, at Kræftens Bekæmpelse og TV 2 har slået pjalterne sammen. 

Det tjener desværre ikke til seriens fordel. Der er replikker, som mere lyder som en brochure om kræft end autentisk og reel dialog. 

”Vi mister 16.000 mennesker til kræft om året. Dem, der overlever, kan vi ikke bare acceptere går i stå,” som kursuslederen Malene belærer os i første afsnit. 

Overleverne bliver kort sagt for pæn, opbyggelig og didaktisk. 

Det er et klogt valg, at serien ikke konstant svælger i sygdom og død, men gakkede indslag og uelegante replikker slår serien ud af balance. 

Alle konflikterne skal helst løses med en tydelig morale uden for alvor at gå ind i de svære problematikker, som et sygdomsforløb kan bringe med sig. 

Ingelises sygdom har for eksempel fuldstændigt ødelagt forholdet til hendes mand og søster. Men den konflikt løses med en god og hurtig snak, hvor pointerne ikke er til at tage fejl af.