Event-anmeldelse
04. mar. 2025
Oscar 2025

Værten Conan O’Brien kravlede ud af ryggen på Demi Moore i bodyhorror-filmen The Substance, og så var Oscar-showet i gang!

Foto | The Oscars

Oscar 2025

Verdens største prisshow fokuserede på filmkunsten og var så meget nede på jorden, at den firedobbelte vinder kom for sent til efterfesten, fordi han skulle lufte sin hund.

Af Casper Hindse

Årets Oscarshow var en aften for filmfeinschmeckere. De, der forventede politiske dundertaler, gik forgæves. Hollywood så indad for finde sin plads i virkeligheden.

Showet var teknisk nedbarberet. Old Hollywood trådte i karakter med stil og ro. Det var ikke drømmefabrikken for de fleste, men fremkaldervæsken for det meste.

Åbningen af den 97. uddeling slog tonen an.

I et sitrende intronummer blev Wicked – publikumsfavoritten fra filmåret 2024 – sat i scene. Ariana Grande sang Somewhere over the Rainbow fra 1939-klassikeren Troldmanden fra Oz. Cynthia Erivo fulgte op med Home fra 1975-musicalen The Wiz.

Derefter blev det gamle trukket frem til vor tid med hittet Defying Gravity fra netop Wicked. Flot, men aldrig pompøst.

Så blev vi inviteret backstage, som er en nyere Oscar-tradition. Værten Conan O’Brien kravlede ud af ryggen på Demi Moore i bodyhorror-filmen The Substance, og så var showet i gang!

O’Brien havde på forhånd delt vandene på X og Bluesky. Var han mon sjov og hyggelig nok? Hans åbningsmonolog lagde sig et sted mellem de senere års succes Jimmy Kimmel og Golden Globe-bulderbassen Ricky Gervais. 

”Jeg elskede The Brutalist. Den måtte bare ikke slutte,” sagde O’Brien om den 215 minutter lange film. ”Og det gjorde den så heller ikke.”

Klassisk standup-humor og alligevel moderne. Som da O’Brien nævnte, at han var skuffet over, at Babygirl ikke var nomineret.

”Antonio Banderas spiller en mand, der ikke ved, hvordan han skal give sin hustru en orgasme,” lød det fra O’Brien. ”Banderas har kaldt det den mest udfordrende rolle i karrieren.” 

Herefter begyndte priserne at rulle. De sociale medier kogte. Selv om sceneshow, liveorkester og den jakkesætsbærende vært kunne ligne noget fra alle tider, er vi i 2025, hvor alt bliver vendt og drejet.

Mange ville have politiske taler. Mere larm. Det fik de ikke. Oscar-showet glimtede ved at handle om film. Kun en mærkværdig, men dog veludført hyldest til James Bond-universet virkede malplaceret.

Da No Other Land vandt dokumentarprisen, kom der stærke ord om situationen i Gaza. Da Adrien Brody modtog prisen for bedste mandlige hovedrolle, noterede skuespilleren sig imellem flere rablerier følgende: ”Lad os kæmpe for, hvad der er rigtigt! Bliv ved med at smile, bliv ved med at elske hinanden!”

Adrien Brody, der som den første får to statuetter i kategorien for blot to nomineringer, sagde altså noget, men trådte absolut ingen over tæerne.

Det gør de fleste af årets vinderfilm til gengæld, hvis man ser dem. Der er politisk indignation i immigrationsdramaet The Brutalist, som løb med tre statuetter. Den kan bedst betegnes som det amerikanske mareridt.

Det samme kan aftenens helt store triumfator. Mesterværket Anora om en amerikansk escort-kvinde fanget mellem russiske oligarker har sejret, siden den modtog guldpalmen i Cannes sidste år. Oscaruddelingen var ingen undtagelse.

Instruktør Sean Baker er den første til at vinde fire statuetter siden Walt Disney i 1954. Baker topper dog Disney ved at gøre det for et enkelt værk. Han vandt både for manuskript, klip, instruktion og filmen. Samtidig modtog Mikey Madison fortjent prisen for bedste kvindelige hovedrolle.

Oscar-showet handlede langt mindre om stjerner og skarpskårne budskaber. Det handlede i år om, hvad filmene vil os.

Mikey Madison og Sean Baker var tydelige eksempler på det. De er begge introverte typer, som dyrker deres metier. Taksigelserne blev læst op fra papirlapper, og Baker opfordrede filmskabere og distributører til at blive ved med at lave film til det store lærred:

”Forældre, tag jeres børn med i biografen! Lad os holde filmoplevelsen i live!”

At den firdobbelte Oscar-vinder kom for sent til efterfesten, fordi han skulle lufte sin hund, da showet var forbi, siger alt om, hvor meget nede på jorden årets uddeling var.

Og måske er det lige netop dér, drømmefabrikken Hollywood skal bevæge sig i en eskalerende dramatisk verden.

Titel:
Oscar

Originaltitel:
97th Academy Awards

Land:
USA

År:
2025

Arrangør:
Academy of Motion Picture Arts and Sciences

Vært:
Conan O’Brien

Medvirkende:
Ariana Grande, Cynthia Erivo, Margaret Qualley, Sean Baker, Doja Cat, Mikey Madison, Kieran Culkin, Zoe Saldana

Spilletid:
226 minutter

Tidspunkt:
2. marts

Relevante artikler

Oscar 2025
03. mar. 2025
Anora triumferer med fem Oscar-priser

Anora triumferer med fem Oscar-priser

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
15. sep. 2025
Ultras

Ultras

Cph:Dox 2025
14. mar. 2025
Zlatan’s Nose

Zlatan’s Nose

Streaminganmeldelse
02. sep. 2024
Svennis

Svennis

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten