Os på grænsen

Der er åbenbart ingen grænse for, hvor meget skønhed Jens Loftager kan mase ind i stort set hvert eneste billede i sin film om mennesker på grænsen mellem Danmark og Tyskland.

Om det er en olielampes sløvt vekslende flammer, en kvindes sarte kjole, der spiles blidt ud af vinden, eller vildsvineunger i munter leg omkring en førtidspensioneret krigsveterans sjoskende ben i arbejdsbukser.

Fotografen Talib Rasmussen bruger virkelig meget slowmotion. Hans grynede billeder er en grovkornet kliché, der tages lige til grænsen.

Der er forførende dybdeskarpheder. Rene, smukke farver og reklamelækre kompositioner. En droneskudt rød paraply på en smaragdfarvet regnvejrseng, som kunne gøre luftfotografen Yann Arthus-Bertrand grøn af misundelse.

På 30-året for Berlinmurens fald følger vi en krigsveteran. Thorsten var en del af krigen, da man ville opløse de forlorne, kommunistiske grænser i det kunstige land Jugoslavien, som var tvunget ned over folk i etniske, religiøse og politiske konflikter på Balkan.

I hans baghave vil Folketinget med et stort flertal nu lave et vildsvinehegn.

Og i Henriks opvækst har familiens lade ligget i Tyskland, mens stuehuset har ligget i Danmark, skønt det hele er landbruget Vilmkærgård.

Vi følger hans far og mor, Kristian og Ketty, som måtte have en dansk veterinær, en tysk veterinær og en tolder til at tilse hver enkelt ko, så der er skik på reglerne. Trivelige Ruth husker, hvordan hun grillede pølser på en grænsesten midt i haven: Vil du have en tysk eller en dansk pølse? Og hun kælkede fra Tyskland og ned i Danmark på en grænsebakke som barn.

Den nyslåede student Maylis Roßberg står som et teenage-fyrtårn, da hun rytmelæser et digt op om sin sammensatte identitet og et grænseløst sind. Hun er en litterær storstemme, der kunne gå hen og blive meget markant.

Vi møder også Jakob, der selv har hundredvis af svin, som er i fare for at blive inficeret med den vildsvinepest, som er årsag til det nye hegn. Han kan – som den eneste i filmen – faktisk godt kan se idéen med at lave det hegn.

Os på grænsen er velmenende, men den er samtidig hæmningsløst manipulerende. Præmisserne er savet ud i masonitplade, så man kun efterlades med én mulig tolkning.

Og den er ren John Lennon. For med hans naive sang Imagine, der handler om en lykkelig verden, hvor der ikke er nogen grænser, ingen religioner, ingen folkeslag, ingen racer og ingen etniciteter, får vi banket ind i hovedet, at alting ville være bedre uden den forbandede grænse. Uden hegn og dumme paskontroller.

Problemet er bare, at hele filmen er noget nær en lodret løgn.

For titlens grænsefolk – altså sønderjyderne – er jo slet ikke så grænsehadende, som de gøres til af instruktøren, der i øvrigt er født i Ebeltoft på Djursland, hvilket ikke plejer at trække op i det selvbevidste Syd.

Faktisk er der mange af sønderjyderne, der ligefrem elsker grænsen.

Når man tænker på, at ”Det gule Danmark” – altså Pia Kjærsgaards kernevælgere, som i disse dage er ved at blive overtaget af Inger Støjberg – netop skal findes i Udkantsdanmark, hvor der er færre radikale medlemmer og Enhedslisten-vælgere, end der er ulve, virker filmen som et falsum.

Skulle menneskerne, som frygter polske indbrudstyve og kidnapninger af små danske børn, der føres over grænsen, være nærmest en slags hippier og ønske sig en verden, hvor alle synger Internationale?

Det er så fordrejet, som det kan blive. Det svarer til at lave en dokumentar om ”Os nationalister på Østerbro” i København.

Når det hele samtidig hænges op på et jubilæum for Berlinmurens fald – en sand emancipering af de overlevende efter tusinder og atter tusinder ofre, der mistede livet til østblokkens hykleriske regimer – bliver det ikke bare tragikomisk, men faktisk tåkrummende.

Er der virkelig slet ingen grænser for skamløsheden blandt de politisk korrekte, som for statsmidler stopfodrer alle andre i samfundet med deres egne indforståede synspunkter?

Måske skulle de prøve at lave en dokumentar om hele virkeligheden næste gang? Det ville være mere interessant end den aktivistiske propagandafilm, som – uanset, hvor lyrisk og kvidrende og smuk og sweet talk’ende den er – er lysår fra at vise grænselandets faktisk meget overraskende politiske bredde.