Orkestret – Sæson 2

Noget af det mærkelige ved tv-serien Klovn er, at selv om den strengt taget var planket fra den amerikanske succes Curb Your Enthusiasm, fik den hurtigt sit helt eget liv. 

Plottet stak af i uventede retninger, og karaktererne udviklede sig vildt sjovt. I den forstand er serien faktisk endt som lidt af en original. 

Den samme dynamik mærker man i anden sæson af Mikkel Munch-Fals’ usædvanligt vellykkede serie om Orkestret, som er lavet efter idé af Adam Price. For mens personerne på en måde står bomstille, udvikler de sig. 

Anden klarinettisten Bo Høxenhaven (Frederik Cilius med heftig pondus) er uhæmmet indebrændt og notorisk konfrontatorisk. Men Bo bliver pludselig mere menneskelig og mild, da hans mor bliver syg, og da han forelsker sig i en tilsyneladende dårlig kok (spillet sjovt dominerende, men samtidig autentisk varmt af den altid sikre Lene Maria Christensen). 

Djøferen Jeppe Nygren (usikkert sikre Rasmus Bruun) er forsigtig og konfliktsky mellemlederagtig, selv da han endelig bliver chef. Men han finder en mere stærk side frem, da han står over for sit livs nederlag. 

Klarinettisten Simon Elliot (glatte og morsomme Caspar Phillipson) er om muligt endnu mere irriterende og overlegen end i forrige sæson, nu hvor han er blevet midlertidig førsteklarinettist. Men han bliver endnu mere til grin her i sæson 2, da han for eksempel må masturbere på sin bryllupsnat. 

Jeppes ekskone Regitze (en lettere hudløs Neel Rønholt) slås stadig med alkohol, men virker endelig mere autentisk og sårbar. Vibeke, Bos mor (spillet temmelig morsomt af Ina-Miriam Rosenbaum), bliver mere ærlig og åben. 

Sådan kan man blive ved. 

Serien er ikke bare befriende politisk ukorrekt. Den ryger også lige i flæsket på al den wokeness og de tabuer, som er i tiden. 

Jeppe Nygrens nye bestyrelsesformand Gertrud (en forførende magtfuldkommen Lise Baastrup) har fundet sig en ung elskerinde, og Jeppe Nygrens forsøg på tilnærmelser og hans afvisninger ender som lige-ved-og-næsten-MeToo-sager. 

Bo Høxenhaven sviner alt og alle, og de fleste karakterer kommer godt rundt i kæften. Men endnu mere uventet tages der livtag med velfærdssamfundets falliterklæring. 

Da Vibeke bliver indlagt med hoftebrud, får hun en terminal kræftdiagnose skreget ind i hovedet af stenansigtet på Biljana Stojkoska, der spiller en importeret læge plaget af et sprogligt hækkeløb, der selvfølgelig får Bo til at se rødt. 

På samme måde spiller nedskæringer i det offentlige flere gange andenviolin, når folk bliver forkølede, fordi der skal skrues ned for varmen. Hvis de da ikke vansmægter på et køkken, hvor kokken på et tidspunkt afslører, at hendes budget er på fire kroner per kuvert. 

Som i første sæson skriver manusforfatteren Søren Felbo og serieskaber Mikkel Munch-Fals virkelig sjovt og mange steder både rørende og tankevækkende. 

Da Jeppes ekskone endegyldigt bryder med ham – og alle prøver at lade, som om det er helt fint – bliver man faktisk ret sørgmodig indvendig. 

Handling, replikker og den fine personinstruktion samler sig til noget helstøbt. 

Komponist Nicklas Larsen Schmidts lette omskrivninger af klassiske værker spiller en hovedrolle i serien som et humoristisk-musikalsk leitmotif. De let forandrede, næsten jazzede motiver farver forgrunden, så man – hvis man ellers opdager det – må skrige af grin. 

I et af de første afsnit vrænger snobbede Bo, at det altså ikke kan være Vivaldis De fire årstider hver gang, da orkestrets fremførelse af et smalt stykke musik kritiseres eller overhovedet diskuteres. Nogle afsnit senere får vi en af satserne fra netop Vivaldis til kvalmepunktet brugte og især misbrugte parafrase på årets sæsoner. 

Med sine ti afsnit på hver 25 minutter kan man snuppe komedien som små intermezzi i en stresset hverdag. Men man kan også streame hele dynen, som var den en fem timer lang opera af Phillip Glass. 

Maestro!