Orkestret

Da Orkestret første gang var sat på plakaten, blev serien taget af igen. Premieren faldt sammen med krænkelsessagen i DR’s Pigekor, og det kunne man jo ikke have.

Når man har set serien, undrer man sig. For Orkestret er en fremragende analyse – og hudfletning – af hele #MeToo-bevægelsen.

Bo er den let kiksede, socialt udfordrede og helt oversete andenklarinettist i DR’s Symfoniorkester. Hans elev Elin er vild med ham, men han ænser det ikke. Han har kun øje for den eksotiske Anastacia.

Simon er førsteklarinettist, Bos ærkefjende og personalerepræsentant. Gertrud er den kvindelige leder af orkestret, på en gang seksualiserende, mandhaftig og traditionel. Jeppe er ny souschef, der både er feministforskrækket, akavet og hanrej. Hans kone Regitze har en affære med Simon.

Læg til dette persongalleri narkotiske stoffer, fri bar, højrøvet forfængelighed, narcissisme i metermål, oprigtige længsler, improviserede grænser og kunstneriske friheder – bomben er nærmest på forhånd detoneret.

En lettere fladpandet, tragikomisk kontorserie – som jo egentlig er et slags moderne kammerspil – ligger med dette setup lige for. Men sådan er Orkestret slet ikke.

Måske skyldes det flotte niveau, at serien er skabt af rutinerede Adam Price og Mikkel Munch-Fals med den skarpe pen. Måske har Frederik Cilius Jørgensen, der spiller Bo, budt ind med sin særegne, selvudleverende humor.

Der er i hvert fald dybde i fortællingen.

Karaktererne er komplekse og i udvikling – nogle af dem i frit fald – og det humoristiske er aldrig kun pjat. Det her er ægte satire. Virkelig sjovt, men hele tiden med kant og refleksion og noget så nyt som politisk røv i bukserne.

Orkestret tager hårdt fat om roden på #MeToo, så man kan få øje på, at frihedskæmpere ofte selv krænker andre, og at kvinder ikke altid er uskyldige små lamselår, men også selv kan spille førsteviolin, når et helt miljø skal gennemseksualiseres.

En af de sjoveste scener er den, hvor chefen Gertrud, som lige har fået lavet nye bryster, beder sin sekundant Jeppe om at prøve at røre ved dem.

Herregud, de er jo ikke engang ægte. Og de skal vel røres ved? Det var da derfor, hun fik dem lavet! Til sidst gør Jeppe, som han får besked på. Gertrud skriger højt i forargelse og raseri. Hvorefter hun flækker af grin.

Når man ser den scene, indser man for alvor, hvem der har bukserne på i dag. Det er ikke manden.

Samtidig spiller serien igen og igen på, at vi er kommet så langt ind i en hæmmet opfattelse af livet, at køn, ja, mennesker, snart ikke kan tale sammen mere. For må kolleger tale om hinandens kroppe? Hvor går grænsen for en kompliment?

Kvinder må gerne smukkesere sig, lade sig plastikoperere, klæde sig udfordrende på. Men må man så ikke anerkende det?

Orkestret er en samproduktion mellem alle de nordiske lande, og derfor er den såkaldte ”tilskudssvensker” – skuespilleren fra Stockholm, som udløser filmstøtte fra Sverige – her udvidet med ansigter fra både Norge, Finland og så videre.

Det fungerer faktisk rigtig godt, fordi et orkester i al sin elitære natur er internationalt, hvis det ellers har et vist format.

Denne anmelder har set de fire første afsnit på hver cirka en halv times tid. Og de er så gode, at man decideret glæder sig til de næste seks.

Skuespilpræstationerne er både i de bærende roller og de mindre på topniveau. Seriens hyggelige, lidt dunkle københavner-interiører med varmt orkestrerede farver flyder smukt sammen med seriens musikalske kommentarer. Og det fine blik for kroppen som enten alt for lang, tyk, handicappet, tiltrækkende, ulækker eller umusikalsk er med til at gøre oplevelsen enormt god.

Denne anmelders reaktion? Bravo!