Serieanmeldelse
14. juni 2017
Orange Is the New Black – sæson 5
Femte sæson af den populære fængselsserie slutter, hvor fjerde sæson slap: Kvinderne i Litchfield har gjort oprør og Daya (Dascha Polanco) har rettet pistolen mod vagtens hoved. Foto | Netflix

Orange Is the New Black – sæson 5

Der vendes op og ned på tingenes tilstand i Litchfield-fængslet, hvor fængselsvagter bliver til fanger og fangerne til vogtere.

Af Samina Jakobsen

Det er efterhånden blevet en naturlov: At man skal kæmpe sig igennem første halvdel af Netflix’ kvindefængselsserie for derefter at få glæden ved sidste.

Femte sæson er ingen undtagelse på trods af, at serieskaber Jenji Kohan har komprimeret handlingen til kun at udspille sig over få dage.

Vi starter, hvor fjerde sæson slap. In medias res med Daya (Dascha Polanco) i centrum, en pistol rettet mod vagten Humphrey og et råbende kor af vrede kvinder: ”Skyd ham!”

De har fået nok.

Efter Pousseys chokerende, tragiske død i sidste sæson, hvor den utrænede vagt Bailey maste al luft ud af spinkle Pousseys lunger, er kvindefængslet Litchfield i oprør.

Vagterne bliver taget til fange, og anarkiet hersker. Uden for fængslet står en hær af journalister og politistyrker, der blot kan se måbende til, mens guvernøren forsøger at forhandle med de indsatte.

Men før forhandlingerne for alvor kommer i gang, skal vi igennem et antal afsnit, som ikke gør meget andet end at opfylde Netflix’ kvote for tretten afsnit per sæson.

I tidligere tiders tv-landskab gav antallet tretten mening, da man skema-lagde sæsoner kvartalsvis, og hvor tretten som bekendt er en fjerdedel af 52 (uger). Standarden er af uransagelige årsager forblevet i det nye tv-landskab, selv om alle afsnit frigives på én gang.

Det er synd.

Hvis Netflix havde modet til at forkorte Orange Is the New Black med bare tre eller fem afsnit, er jeg overbevist om, at resultatet ville blive blændende. For Orange Is the New Black er en blændende tv-serie.

Serien har på sin helt særegne, formidable dramedy-facon formået at tackle svære tematikker som eksempelvis moderskabet bag tremmer (tredje sæson) og kritik af fængselsvæsnets neoliberale forretningsmodel (fjerde sæson).

I femte sæson er den altdominerende tematik resocialisering. For med vagterne bag tremmer er det op til de indsatte selv at sætte regler og skabe rammerne for deres hverdag.

Nogle af kvinderne går kreativt til værks som eksempelvis den sørgende Soso, der stabler en smuk mindeceremoni på benene. Junkierne Angie og Leanne laver et talentshow, hvor vagterne ydmyges til stor moro for de indsatte. Og Taystee (Danielle Brooks) går i brechen for bedre forhold og uddannelsesmuligheder i forhandlingerne med guvernørens udsendte i en Emmy-værdig præstation.

Men størstedelen har svært ved at tackle de nye forhold.

Da Alex sætter sig ud på det grønne areal for at få luft, følger adskillige kvinder efter, og snart er hun ufrivilligt leder for et oprør mod oprøret. Alle søger efter en leder, der kan fortælle dem, hvad der skal ske, og hvordan de skal agere. Særligt Suzanne (Uzo Aduba) reagerer stærkt på de manglende rammer og leverer – sammen med Danielle Brooks – den stærkeste og mest hjerteskærende præstation i denne sæson.

Samtidig bliver behandlingen af de tilfangetagne vagter mere og mere modbydelig.

Hvem skulle have troet, at det er crackpotten Angie, der til sidst rammer hovedet på sømmet: ”Hvad nu, hvis vi er de onde?”

Svaret blæser i vinden.

Og det er godt set af Jenji Kohan, at tiden er inde til for alvor at dykke ned i de indsattes usympatiske sider. På ryggen af de fire foregående sæsoner har vi nu en forståelsesramme for de ubehagelige sandheder.

Vi har set kvinderne blive ydmyget, tævet, degraderet til et nummer på trøjen og berøvet deres anstændighed og mest basale rettigheder. Hvad er der så tilbage? Og hvordan kan man nogensinde komme hel tilbage i samfundet uden nogen former for uddannelse eller resocialisering?

Det handler om værdighed, som fængslets mest garvede indsatte, Frieda (Dale Soules), siger i den foruroligende sæsonafslutning.

Og til de smukke toner af The Cinematic Orchestras To Build a Home forstår vi endelig i de døende minutter Litchfield-fængslets monumentale betydning for de indsatte kvinders liv.

Titel:
Orange Is the New Black

Land:
USA

År:
2017

Serieskaber:
Jenji Kohan

Medvirkende:
Taylor Schilling, Danielle Brooks, Uzo Aduba, Selenis Leyva

Spilletid:
Tretten afsnit af cirka 55 minutter

Anmeldelse:
Tretten afsnit

Premiere:
9. juni på Netflix

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
19. mar. 2019
Ramen Shop

Ramen Shop

Biografanmeldelse
07. jan. 2019
Før frosten

Før frosten

Serieanmeldelse
19. okt. 2018
Making a Murderer – sæson 2

Making a Murderer – sæson 2

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten