Operarejsen – sæson 3

At et program om opera skulle blive et folkeligt hit, havde de færreste nok forestillet sig, før Operarejsen fik premiere i 2022.

Men med stjernerne fra Den korte radioavis i front er den ellers svære kunstform nået ud til Gud og hver mand, og DR-serien er noget nær det perfekte komfort-tv.

Komponisten Allan Gravgaard Madsen mangler inspiration til den opera, han er ved at skrive, så vennerne Frederik Cilius og Rasmus Bruun transporterer ham gang på gang rundt til alverdens operahuse. På den måde oplever vi kendte og mindre kendte operaer og får deres reaktion på, hvad Europa – og nu USA – har at tilbyde.

Det er tre upåklageligt sjove mænd i lækre omgivelser, der nyder livet og ter sig åndssvagt, men med tilpas meget intellektuelt stimuli til, at man ikke føler sig pinlig over at se det.

Serien balancerer perfekt mellem det kunstige og autentiske. Gutterne ignorerer totalt kameraholdet, der følger dem, og især i første sæson betød tydelige fiktionselementer, at man hurtigt accepterer, hvor opstillet det hele må være.

I tredje sæson støder herrerne i New York nok ikke helt tilfældigt ind i en anden musikformidler, Kristian Leth, og de mange skift i hår- og skæglængde tyder på, at roadtrippet i USA er gennemført af flere omgange.

Til gengæld emmer interaktionerne mellem de tre mænd af sandhed. Ligesom i de bedste operaer forstærkes alt det ægte af den ekstremt kunstige ramme.

I tredje ombæring falder konceptet med Allans opera dog lidt for langt i baggrunden. Man mistænker efterhånden, at han slet ikke skriver på den! Men der kompenseres med den unikke hygge, som serien er leveringsdygtig i.

Det er den slags underholdning, hvor man skal kunne lide mindst en af hovedpersonenerne. Men det kommer man uundgåeligt til, for hver især repræsenterer de arketyper, der er at finde i enhver vennegruppe.

Bedrevidende Frederik, pleaseren Rasmus og den besværligt sarte skeptiker Allan.

Meget af tiden omslutter de sig af tykke sarkasmeskjold, men der er absolut også plads til følelser. Og programmet løfter sig til det smukke, når Allan og Frederik på hver deres tidspunkt kommer til at græde ukontrollabelt.

Førstnævnte da han får fingrene i filmkomponisten John Williams’ originale partiturer, og sidstnævnte efter en særligt god opsætning af Donizettis Elskovsdrikken.

”Der er bare noget rørende over, at de har øvet sig,” siger Frederik bævende og leverer med sine tårer en sjældent mærkbar form for kunstformidling.

Den vigtigste brik i programmets dannelsesprojekt er dog Rasmus Bruun, der mesterligt stiller alle de dumme spørgsmål.

”Hvad er en vals egentlig?” spørger han og tester de andres tålmodighed i public servicens ærinde. Han er lægmandens repræsentant, der lærer i takt med publikum, og efter tre sæsoner er klar til at erklære, at han er ”lidt en Wagner-pige”.

Hver gang der er brugt to minutter på seriøs operaformidling, bruges der fire på noget befriende åndssvagt. Især et besøg ved Michael Jacksons hus udløser pøllede scener, og skiftene mellem det snotdumme og højpandede er perfekt afbalanceret.

En fast del af trioens dynamik er den nærmest tourettesagtige provokationstrang, som Rasmus Bruun og Frederik Cilius lider af.

Normalt balanceres de drengerøvede kommentarer af Allans socialt bevidste indsigelser. Men i sæson 3 kommer kommentarer om køn, seksualitet og race til at fylde mere end sædvanligt, måske fordi vi er i Guds eget politiske mareridt af et land.

Efter succesen med at se den moderne komponist Kaija Saariahoi anden sæson er der denne gang plads til to moderne operaer, og især Cilius har svært ved at leve med de nutidige tendenser, de skriver sig ind i.

Cilius og Bruun når frem til, at det er ”wokey dokey” at skulle ind at se en opera om Malcolm X, skrevet af en sort komponist. Og helt barnligt nægter Frederik Cilius at klappe ad en sydamerikansk komponist. Operaen er nemlig dårlig, så hendes succes kan kun skyldes, at hun får særbehandling som minoritet, mener han.

Eller også har andre bare end anden smag end ham, får man lyst til at sige.

Skepsis over for tidens og kunstens bevægelser er fint, men de politiske brokkerier bliver en kende insisterende i afsnit fem og seks. Ikke desto mindre er Operarejsen det bedste rejse- og musikprogram, DR har at byde på.