Only on Earth

Stepperne brænder i de første, dramatiske billeder af Robin Petrés dokumentar Only on Earth, der lørdag havde verdenspremiere på Berlinalen. 

Ukontrollerbare skovbrande truer landlivet i Galicien i det nordvestlige Spanien, hvor Europas største bestand af vilde heste græsser frit, og lokalsamfundet værner om et liv tæt på en natur i heftig forandring. 

Metoden er den samme som i Petrés debutdokumentar Fra det vilde hav, der var på Berlinalen for fire år siden. 

Kameraet er roligt og observerende. Publikum får ro til at fordybe sig i de små scener fra hverdagen og katastrofer, som Robin Petré og fotograf María Goya Barquet indfanger umærkeligt og gør publikum til medobservatører af. 

Denne gang er det ikke vand, men ild, der er filmens grundelement. Optagelserne af det kaotiske flammehav, der vokser sig utøjleligt større, har en almenmenneskelig fascinationskraft. 

Ilden er en urkraft, og Robin Petré beder publikum forholde sig til menneskets forsvindende handlekraft over for en solsveden natur, der bliver varmere år for år. 

Med de altødelæggende brande i Los Angeles i sidste måned er det fristende at kalde skildringen af et samfund i brandfarens skygge for en film til tiden. Men sandheden er, at verden brænder og har gjort det længe, uden at nogen har taget sig stort af det. 

Jeg ved godt, at der er utallige politiske, psykologiske og systemiske forklaringer på, at klimakrisen har det med at blive nedprioriteret i nyhedsdækningen. Vi har det med at bliver distraheret af krige og toldsatser og sabelraslen fra oligarker fra alle fire verdenshjørner. Vi er som hummeren, der trisser omkring i gryden uden at bemærke, at vandet nærmer sig kogepunktet. 

En brandmand med 30 års erfaring bliver under et radiointerview spurgt, hvordan brandene har forandret sig i den tid, han har bekæmpet dem. Han svarer, at de ikke blot er blevet vildere, hurtigere og mere voldsomme. De har fået en anden lyd: ”Nu brøler de, som vilde uhyrer.” 

Samtidig viser Robin Petré den lokalkultur, der udfoldes på trods i flammernes farezone. 

Som hun fortalte til en q&a efter verdenspremieren, var den oprindelige intention med filmen at skildre hestene og de mennesker, der tager sig af dem. Men naturen satte sine egne betingelser for optagelserne, og klimakatastrofen blev en uomgængelig del af fortællingen. 

Filmen følger forskellige personer. En af dem er brandmanden San, der briefes over walkie-talkie om brandværn og luftfugtighed, som var hver brand et militærslag. 

På et tidspunkt følger vi ham rundt i et knastørt, men indbydende sommerlandskab, hvor han tager fugtmålinger og trist proklamerer: ”Her er der sprængfarligt!” 

Vi møder dyrlægen Eva, der driver et tørkeramt landbrug med sin mor og samtidig tilser regionens vilde og tamme heste. Vi følger også den hesteglade, tiårige Pedro, der leger med sin ven Asier og underviser ham i at strigle, vaske og skyde mod dåser med slangebøsse. 

Og så følger vi hestene, som har deres egne, uigennemtrængelige bekymringer, og som nødtørftigt græsser tidsler i det afsvedne sommerlandskab. 

Filmen er eftertrykkeligt på dyrenes side i en klimakrisetid, hvor kun menneskedyret har en chance for at være omstillingsparat. I den allerførste scene høres et udsagn fra en brandmand, der fortæller, at utallige af skovens dyr vender forskrækkede om og løber tilbage til flammerne, når de ser brandfolkene nærme sig. 

Der klippes sjældent, og Robin Petré tager ikke tilskuerne i hånden ved at give informationer om hvem-hvad-hvor. Den tilgang havde jeg svært ved at sluge i hendes første film, som jeg følte, blev for stillestående og blafrende. 

Only on Earth går all in på samme fremgangsmåde, men er mere elementært engagerende. Man kan ikke undgå at interessere sig for de skæbner, vi møder undervejs. Ikke som betroede kompagnoner med et afklaret ærinde, men som fremmede i bussen, hvis liv vi fanger i overhørte snaser af samtale. 

Effekten af metoden hober sig op i løbet af filmen og efterlades som tankegods for eftertiden. For det bliver kun varmere. Og det er vores egen skyld.