Der er mere end en snert af magelighed over denne statelige debutfilm, et portræt af englænderen Nicholas Winton, som helt uventet fandt berømmelse i en sen alder.
Det skyldes til dels, at One Life genremæssigt hører til den slags smerteligt oprigtige dramaer for voksne, der ellers er gået af mode for tiden. Men først og fremmest spiller den bare sine kort meget sikkert.
Johnny Flynn og Anthony Hopkins deles om hovedrollen som henholdsvis ung og gammel. Unge Nicholas er en idealistisk bankmand med socialistiske overbevisninger – en usædvanlig kombination.
Kort før Anden Verdenskrig er han med til at redde udsatte mennesker ud af Prag, særligt jødiske børn. Det var et afgørende led i et netværk, der senere blev kaldt Kindertransport og førte 10.000 børn til Storbritannien fra nazistisk besatte lande.
Filmens spænding opstår i scener, hvor Nicholas og hans mor Babi (Helena Bonham Carter), der selv emigrerede til England fra Tyskland, kæmper mod et ufølsomt bureaukrati kun bevæbnet med
korrekt udfyldte formularer.
De lange samtaler om visa-stempler og endeløse lister over trængende børn er ikke altid lige ophidsende, selv om den slags intense forhandlinger kan være nøglen til at redde liv.
Nicholas og hans støtte Babi forsøger at udmanøvrere systemet og er derfor nødt til at holde sig ét skridt foran ikke blot nazisternes fjendtlighed, men også foran den dræbende apati i den engelske socialtjeneste.
I Prag får deres handlekraftige medsammensvorne Doreen mere sved på panden i scener, hvor hun jagtes af nazister langs brostensgader. Også her er det altafgørende at kontrollere information og i værste fald at destruere dokumenter, hvis fjenden kommer for nær.
Mange år senere, i 1980’erne, hjemsøges Anthony Hopkins’ Nicholas stadig af alle de børn, han ikke kunne redde.
Men han er fast besluttet på, at verden i det mindste ikke bør glemme hans kolleger. Han begynder at skrive til Holocaust-museer og arkiver for at tilbyde dem sine klenodier fra krigsårene og får langsomt åbnet øjnene for, hvor stor en forskel han gjorde.
Det kræver en usandsynlig hjælpende hånd fra en millionærhustru og en fjollet tv-udsendelse at minde ham om, at han faktisk udrettede en hel del. Filmen afsluttes med et twist lige så tårevædet som den autentiske historie, der har givet inspiration til filmen.
Der er ikke meget at udsætte på One Life.
Skuespilpræstationerne er lige så stærke, som man måtte forvente af så kapable kræfter, og filmen genopliver flot begge de tidsperioder, den skildrer.
Instruktør James Hawes har en lang karriere bag sig som episodeinstruktør af Doctor Who, Black Mirror og den fremragende spionserie Slow Horses. Og selv om filmen aldrig ligefrem er nervepirrende, skruer han effektivt op for tempoet ved at krydsklippe mellem historiens forskellige elementer.
Det hele føles bare lidt fladt.
Som endnu en britisk film om heltedåd under Anden Verdenskrig, med endnu en uanselig og udadlelig helt i front, baseret på endnu en autentisk mediesensation, som enhver britisk bedstemor vil kunne genfortælle med fornøjelse.
Filmens blide tone og dens fokus på den gamle Nicholas’ anerkendelse for ungdommens gerninger ender ligefrem med at sløre for den radikale empati, der engang drev ham og hans støtter.
Man får et klart indtryk af, at filmskaberne fremhæver denne historie for at mane til medlidenhed med de utallige flygtninge, der lider verden over i dag.
Men budskabet leveres så sagte og så venligt, at det er lige så let at overse, som filmen er let at glemme.
