The Old Guard

Det er, som om jeg allerede har skullet skrive den her anmeldelse én gang før: Nyt Netflix-actionbrag baseret på en tegneserie og med en af Hollywoods største stjerner i hovedrollen.

Tidligere på året udsendte streamingtjenesten Extraction, som blev den mest sete premierefilm nogensinde på Netflix, da over 90 millioner mennesker så minimum to minutter af den ifølge deres egne målinger.

Hvor den udmærker sig med en ekstremt veludført actionscene på lige under tolv minutter og det, der skulle ligne én ubrudt optagelse.

Den slags perler finder man ikke i The Old Guard med Charlize Theron, det nyeste udspil fra streaming-titanen.

Hun er leder af en gruppe lejesoldater, der ganske belejligt for deres profession ikke kan slås ihjel. De forsøger så vidt muligt at undgå opmærksomhed eller arbejde for den samme person to gange, så deres identitet og hemmelighed ikke bliver afsløret.

Men det er svært konstant at holde ansigtet i skyggerne, så selvfølgelig er der nogen, der kommer på sporet af dem. Sikkerhedschefen og tidligere CIA-agent Copley (Chiwetel Ejiofor) har fulgt dem og især deres leder Andy (Charlize Theron) igennem lang tid.

Han arbejder for en skruppelløs medicinalfyr, den lettere psykopatiske Merrick (Harry Melling), som vil udnytte de udødeliges genetik til at tjene endnu flere penge.

Det bliver tilsat en splinterny udødelighed i form af soldaten Nile (KiKi Layne), og så er der ellers lagt op til fuld smadre-action med eksistentielle overvejelser om, hvordan det er at overleve alle dem, man elsker.

Det lyder måske som en rigtigt underholdende film, men det kan Old Guard desværre i leve op til.

Actionen skiller sig ikke på nogen måde ud, og der er ingen scener, som har det mindste potentiale til at blive sommerens store samtaleemne blandt actionfilmfans.

Kampene er velkoreograferede, men uden spræl eller holy fuck-øjeblikke, som de indonesiske slå-på-tæven-film og John Wick-franchisen har sat standarden for.

Historien er heller ikke særligt medrivende, og det er lidt underligt, når man tænker på, at manuskriptforfatteren er Greg Rucka, der også har lavet tegneserien, som filmen er baseret på.

Filmen er proppet med oplysninger om, hvad det vil sige at være udødelig, og hvor smertefuldt det er, når en kollega lige pludselig ikke er der mere. For lejesoldaterne kan åbenbart dø. Lige pludselig holder sårene op med at hele, og så er de bare et almindeligt menneske.

Christopher Lambert-klassikeren Highlander – den udødelige kredser omkring de samme dilemmaer, men med en grotesk overdrivelse og kitsch, som det er svært ikke at blive charmeret af.

Og det er The Old Guards største problem. Den tager sig selv for alvorligt. Den mangler den elegance, som kunne få én til at acceptere løjerne.

Da Nile spørger resten af gruppen, om de er gode eller onde, kommer det perfekte svar, at det afhænger af århundredet. Men gudhjælpemig om Therons karakter så ikke siger: ”Vi kæmper for det, vi tror på.”

Det er der ikke meget kant over.

Og de mange elementer og plot-twists bliver presset ind i en to timers ramme. Havde de fået tid og plads til at udfolde sig i et serielt format, ville det have fungeret meget bedre. Der er en smule udvikling af karaktererne, men den er gumpetungt forudsigelig.

Hvis man fra starten kan regne ud, hvad der vil ske, er det vigtigt, at indpakningen har noget særligt at byde på. Men også på det plan skuffer The Old Guard.