Biografanmeldelse
27. maj 2014
Oh Boy
Instruktør Jan Ole Gerster har lånt filmens titel fra Beatles-sangen A Day in the Life, der begynder: ”I read the news today – Oh boy!” På samme måde følger Oh Boy et døgn i slackeren Nikos liv. Foto | Schiwago Film

Oh Boy

Med sort-hvid storbystemning og historien om en ubeslutsom dagdriver fremstår Oh Boy som en tysk pendant til Frances Ha – desværre uden samme skæve karisma eller sjove dialog.

Af Rune Bruun Madsen

Når tyske film hitter i danske biografer, handler de næsten altid om det blodige vanvid i Anden Verdenskrig eller koldkrigstidens aura af paranoia og terrorisme.

Tænk blot på succeserne Der Untergang, De andres liv og Baader Meinhof komplekset.

Derfor er det forfriskende med en smal og kunstnerisk film, der fokuserer på Berlin anno i dag. Oh Boy er et tysk storby-essay om ungdommeligt sløvsind, der skildrer et døgn i dagdriveren Nikos liv. Billedsiden er holdt i sort-hvid, og en dramaturgisk udvikling er erstattet af små, dialogdrevne episoder i bedste mumblecore-stil a la Andrew Bujalskis Funny Ha Ha.

Tom Schilling, der selv havde en rolle i Baader Meinhof komplekset, spiller Niko, hvis primære formål med hverdagen er at finde en anstændig kop sort kaffe (heraf filmens engelske titel, A Coffee in Berlin).

Det fører til en sjov scene, hvor en speedsnakkende barista overdænger Niko med en sværm af fancy cafe latte-gloser. Storbyens vifte af hipster-korrekte modeluner har tydeligvis overhalet Niko indenom. Da Nikos business-far finder ud af, at sønnen for længst har droppet jurastudiet, stopper den økonomiske forsyning, der har finansieret den rodløse tilværelse.

Desværre er dialogen ikke altid lige skarp, og humoren mangler bid i Jan Ole Gersters debut som spillefilminstruktør. Den løbende joke om en god kop kaffe bliver eksempelvis lidt anstrengt i længden.

Små vignetter, der indrammer Berlins grove gadebillede i nydelige, urbane postkort, fungerer som intermezzo mellem filmens scener.

Den sort-hvide æstetik tilfører storbylandskabet et tidløst udtryk, der står i kontrast til det moderne identitetsportræt. Selv har Jan Ole Gerster udtalt, at han er kraftigt inspireret af den franske nybølge, og Oh Boys første scene, hvor Niko slår op med sin kortklippede kæreste, er en kærlig hilsen til Jean Luc-Godards Åndeløs.

Det er oplagt at se Oh Boy som en tysk lillebror til Noah Baumbachs mere vellykkede Frances Ha, der også pakkede en historie om moderne identitetskrise ind i en delikat sort-hvid-æstetik og et retro-cool, jazzet soundtrack.

Her besad hovedpersonen imidlertid al den charme og skævvinklede humor, som Niko mangler. Når faren nægter den forvoksede teenager lommepenge, og kvinderne bliver hysteriske over hans passive natur, sympatiserer vi med dem, for i bund og grund er vores hovedperson et egocentrisk røvhul.

Men hvem skal vi så holde med? Der gives ingen simple svar i en træg og underlig konfliktløs fortælling, der er smittet af samme sløvsind som hovedpersonen.

På en tilfældig cafe møder Niko en pige fra folkeskolen. Dengang blev hun kaldt Julika Harmonika, fordi hun var fed som en bybus. I dag er Julika en veldrejet danser, der inviterer Niko og taber-vennen Matze til en undergrunds-performance.

Her bliver han fanget af Julikas passion og indlevelse i det abstrakte danseshow. Men ellers kan han ikke indleve sig i noget som helst og afbryder alle menneskelige relationer i en sær frygt for ægte følelser.

”Ved du, hvordan det føles? At alle omkring dig er underlige. Men jo mere du tænker over det, jo mere klart bliver det, at det er dig selv, der er problemet,” udbryder Niko over for Julika i en sætning, der diagnosticerer hovedpersonens problem lige lovlig pædagogisk for publikum.

Stærkest er Oh Boy, når Nikos identitetskrise sættes ind i en historisk forståelsesramme. Hen over en fedtet bardisk konfronteres han med en fordrukken gamling, der oplevede Krystalnatten i Berlin under Anden Verdenskrig. Først forsøger han at undgå den gamle mands floskler, men langsomt får Niko indsigt i en generation, som havde klart definerede udfordringer at slås med.

Her antydes det mellem linjerne, at den totale ødelæggelse af Berlin, det massive skyldkompleks og den efterfølgende opdeling af byen i fire udenlandske zoner har efterladt en forvirret og empatiforladt generation uden et konkret livsprojekt.

Her løftes Oh Boy til andet end en delikat stiløvelse. Desværre falder denne scene først i filmens sidste minutter.

Titel:
Oh boy

Land:

Tyskland

År:
2012

Instruktør:
Jan Ole Gerster

Manuskript:

Jan Ole Gerster

Medvirkende:
Tom Schilling, Katharina Schüttler, Justus von Dohnányi, Friederike Kempter

Spilletid:

83 min.

Premiere:
28. maj 2014

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
19. nov. 2014
Human Capital

Human Capital

Tv-anmeldelse
13. nov. 2014
Democrats

Democrats

Biografanmeldelse
29. okt. 2014
Nightcrawler

Nightcrawler

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten