Oblivion

Mere end nogen anden genre står og falder science fiction-genren med overbevisning og atmosfære: Æder man filmens virkelighed, der ofte er så langt fra den, man kender fra dagligdagen?

Det har instruktøren bag den amerikanske science fiction-storfilm Oblivion, Joseph Kosinski, eminent forståelse for. Han sætter en tyk streg under sine evner som stemningsmager, der bogstavelig talt kan skabe universer af en anden verden.

Filmen fungerer blændende som et eventyr fra Jorden anno 2077, hvor en atomkrig mellem menneskene og de udefrakommende ”gribbe” har efterladt jorden ubeboelig. De overlevende mennesker er flygtet til Titan, Saturns største måne, med undtagelse af kæresteparret Jack (Tom Cruise) og Victoria (Andrea Riseborough), som sammen står for vedligeholdelsen af de droner, der bekæmper de resterende gribbe på jorden.

Deres hverdag vendes på hovedet, da et rumskib brænder gennem atmosfæren og forulykker. Den eneste overlevende, den smukke Julia (Olga Kurylenko), kender nemlig på mystisk vis Jack, som samtidig får kendskab til en gruppe mennesker, der stadig lever på jorden under lederskab af en ufrivilligt komisk og karikeret Morgan Freeman med solbriller og cigar i mundvigen (hans højre hånd spilles i øvrigt af Nikolaj Coster-Waldau).

Det leder op til den livsforandrende åbenbaring, som sci-fi-hovedpersoner så ofte gennemgår. Overraskelsen skal selvfølgelig ikke afsløres her, men det bør nævnes, at den ikke har tilnærmelsesvis samme prægnans som eksempelvis Luke Skywalkers bitre erkendelse af sit faderlige ophav i Star Wars.

Oblivion formår således heller ikke at gøre det, der kendetegner de allerbedste sci-fi-film: den futuristiske verden som springbræt for fundamentale overvejelser om den menneskehed, der som regel er på vej ud over afgrunden. Fra The Matrix’ fokus på den galoperende teknologiske udviklingtil den filosofiske grublen over menneskets eksistens i Andrej Tarkovskijs Solaris.

De luftlag bevæger Oblivion sig ikke i, men til gengæld sætter dens post-apokalyptiske verdensbillede nye standarder for, hvad man kan forvente af production value. Her er til overflod majestætiske totalbilleder af en trøstesløs og gold klode, hvor smadrede skibe, broer og stadioner stikker op fra jordoverfladen som fugleskræmsler fra en fjern fortid.

I scenerne i Jack og Victorias lejlighed højt oppe i luften er green screen og computereffekter vellykket tilsidesat til fordel for et mere realistisk look med den mere gammeldags metode, hvor billeder – i dette tilfælde af betagende himmelhvælvinger – projiceres på baggrunde på settet.

Opbyggelsen af atmosfære fungerer ikke kun på overfladen. Joseph Kosinski debuterede med den lige så visuelt overdådige Tron: Legacy i 2010 og skal blive et spændende navn at følge. Han spenderer en god sum af filmens over to timer lange spilletid på indledende rekognosceringsscener med Jack, som emmer af Palle alene i verden-uhygge.

Scenerne bliver ekstra stemningsfulde takket være den franske duo M83’s pompøse og melankolske elektrorock, der passer som fod i hose til det atomkrigshærgede udørk-univers.

Men en sammenligning af dronerne i Oblivion og deres tydelige inspirationskilde, computeren Hal 9000 fra Stanley Kubricks mesterlige Rumrejsen år 2001, viser samtidig, hvorfor Oblivion trods alt ikke vil indskrive sig i science fiction-kanonen.

Begge robottyper er udstyret med det ikoniske røde øje, der er evigt manisk stirrende. Men hvor Hal er uhyggelig på grund af sine kolde kalkuler, er dronerne farlige på grund af noget mere banalt: deres enorme maskingeværer, som får lidt for meget spillerum mod slutningen af filmen. Som sci-fi-blockbuster sidder Oblivion dog lige i skabet.