Serieanmeldelse
04. aug. 2024
Nul stjerner – sæson 7

Morten Kirckhoff og Jan Elhøj tager i syvende sæson på eventyr i kongeriget Bhutan, som er verdens første CO2-negative land.

Foto | DR

Nul stjerner – sæson 7

Fra underholdende udstilling af dårlige rejseoplevelser har Jan Elhøj og Morten Kirckhoff forfinet deres koncept i en grad, så det er turist- og kulturformidling af fineste karat.

Af Kristian Ditlev Jensen

I en tid, hvor tv excellerer i Hammerslag på millionvillaer, besøg hos de rige og kendte (Kender du typen?) og så meget overforbrug, at Fede forhold og Luksusfælden, der også kan klappe for normaldanskeren, er blevet tv-koncepter, opstår der en naturlig modpol. 

Med udsendelser som Bonderøven og Nak & æd søger vi det autentiske. Eller rettere: Vi nyder at se nogen, der rent faktisk gør det. 

Igennem de seneste syv år har danskerne kunnet følge de to budgetrejsende kammerater – komikeren Jan Elhøj og reklamemanden Morten Kirckhoff – når de har begivet sig ud på sløje eventyr. 

Konceptet er lige så enkelt, som det er elendigt: Find de værste hoteller! Dem, der får nul stjerner på Trustpilot. Find de mest corny oplevelser. Og find dem gerne på de mest obskure non-destinationer. 

Allerede i første sæson – helt tilbage i 2019 – var de to rejsende væggelus i Albanien, på storbyferie i Kairo, vinrejse i Moldova og skiferie i Ukraine. Og i orgiet af sædplettede lagner, nærmest uspiselig mad og møder med den ene character efter den anden, får de to gen-x’eres 90’er-ironi frit løb. 

Det har i årevis været forrygende underholdning. Lidt med samme tungen i kinden-humor som hos den bragende dygtige samtidsfolklorist Jan Gintberg har vi kigget ind i folks liv og dagligstuer. Og lugtet med, når vores rejse-standins har været ved at besvime ved stanken af de rådne fisk i gryden eller sovet i de beskidte stalde. 

Men løbende har Kirckhoff og Elhøj formået at forfine deres koncept i en grad, så man efterhånden faktisk ser noget nær det modsatte af det, der postuleres. For det her er overhovedet ikke rejser til nul stjerner. Det er turist- og især kulturformidling af fineste karat. 

Efterhånden bliver der også længere og længere imellem loppehotellerne. 

I den aktuelle sæson syv er der fire afsnit ude, som alle er forrygende. Det mage – men aldrig magelige – par rejser til Bhutan, Usbekistan og Seoul i Sydkorea, hvor de tager på rundrejse i de rurale områder. 

Afsnittet Landidyl i Sydkorea viser, hvordan konceptet kan varieres, og hvor sjovt det egentlig er. 

Da de to Tintin’er skal meditere hjemme i privaten hos en buddhistisk munk, prøver de at komme i zen-mode, imens jægerflyene patruljerer grænsen til Nordkorea. 

Da de skal overnatte i et rigtigt kloster, farer de vild og ender i en religiøs ceremoni, inden de finder de spartanske værelser med futonmadrasser – i øvrigt en af seriens fineste indkvarteringer. 

Serien er for hver sæson blevet mere og mere seriøst tv og øjenåbnende antropologiske formidling. Vel at mærke uden at give køb på de grænseoverskridende oplevelser. 

I denne sæson besøger de pivåbne sind slumkvarterer i Seoul, besigtiger vandkraftværker i Bhutan og smager på en slags traditionel usbekisk fårenumsesushi. For åben skærm spises der råt fedt fra nyslagtede lams balder. 

Og besøget i et sydkoreansk hundewellnesscenter er så gakket, som noget bliver. 

Igennem årene har vi sammen med Jan og Morten også kedet os gudsjammerligt i Belgien, holdt en skøn og folkelig jul i Gedser, råhygget os med hr. og fru Brexit i Blackpool, været på en forbavsende hyggelig cykelferie i Liechtenstein og på en paranoid opdagelsesrejse igennem Transnistrien – et land, som end ikke findes længere, i hvert fald ikke officielt. 

Serien er et bevis på, at den gode idé – det klart tænkte tv-koncept – overvinder alt. Fem stjerner til Nul stjerner!

Titel:
Nul stjerner

Sæson:
7

Land:
Danmark

År:
2024

Tilrettelægger:
Jens Thorborg, Michael Wichmann

Medvirkende:
Jan Elhøj, Morten Kirckhoff

Spilletid:
Seks afsnit af 29 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:
11. juli på DRTV

Fra samme skribent

Tv-anmeldelse
04. dec. 2025
Hvem passer på grisene?

Hvem passer på grisene?

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Valdes jul – Vintermiraklet

Valdes jul – Vintermiraklet

Serieanmeldelse
28. nov. 2025
Blossoms Shanghai

Blossoms Shanghai

Serieanmeldelse
24. nov. 2025
The Beast in Me

The Beast in Me

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

Disney investerer over seks milliarder kroner i selskabet bag AI-tjenesten Sora, som får adgang til at generere videoer med det enorme galleri af figurer fra Star Wars og Marvel.

Nyhed
15. dec. 2025
Dansk film leverer flotte tal for 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Nekrolog
15. dec. 2025
Rob Reiner er død

Rob Reiner er død

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Rob Reiner er død
Nekrolog
15. dec. 2025

Rob Reiner er død

Dansk film leverer flotte tal for 2025
Nyhed
15. dec. 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten