Biografanmeldelse
04. dec. 2013
This Is Not a Film
Jafar Panahis værdighed og lune slår igennem i This Is Not a Film. Foto | Sophia Olsson

This Is Not a Film

Filmen, som iranske Jafar Panahi lavede fra sin husarrest i al hemmelighed, vidner om trodsighed og kreativitet – og hvad prisen for den slags er i Iran lige nu.

Af Rasmus Brendstrup

En midaldrende mand sidder i sin stue, drikker sin te, tygger sin morgenmad. En ikke-begivenhed efter stort set alle tænkelige parametre – hvis ikke manden havde været filminstruktøren Jafar Panahi.

This Is Not a Film har fået sin titel, fordi Panahi i 2010 fik tyve års forbud mod at lave film, da hans samfundskritiske fokus til sidst blev for meget for det iranske styre. I tilgift fik han seks års fængsel, der efter nogle måneder blev omsat til husarrest, og forbud mod at give interviews.

This Is Not a Film er alt det, Panahi ikke må lave: En kombination af interview, samfunds- og censurkritik per hjemmevideo og som den ultimative ydmygelse smuglet ud af Iran på en usb-nøgle skjult i en fødselsdagskage og hyldet som en sensation i Cannes.

Filmen i sig selv er mindre spektakulær end dens forhistorie, men er ikke desto mindre både rørende og interessant. Det er hjerteskærende, da Panahi forsøger at dramatisere et ikke-realiseret filmmanuskript ved hjælp af Dogville-lignende tape-streger på gulvtæppet, men pludselig bryder af og opgiver med en tåre i øjenkrogen.

I det hele taget slår Panahis værdighed og lune igennem. Han taler i telefon med advokater, møder naboer i døren og byder venner indenfor. Og han filmer sin modige filmkollega Mojtaba Mirtahmasb, samtidig med at denne filmer Panahi, der prøver at joke med paradokserne i det filmningsforbud, der er blevet ham pålagt.

Bedst fungerer de sekvenser, hvor selvbevidstheden skrælles bort, og virkeligheden banker på. Som da Mirtahmasb i en uforglemmelig optagelse indfanger en kran, der svinger snert forbi Panahi på lejlighedens altan – en gigantisk, anklagende robotpegefinger, man får lyst til at læse som metafor.

Filmens blotte tilblivelse vidner om trodsighed og kreativitet, men også om, hvad prisen er for netop trodsighed og kreativitet i Iran netop nu.

Denne tekst blev bragt som dvd-anmeldelse i Ekko #61 (juni-august 2013).

Land:
Iran

År:
2011

Instruktør:
Jafar Panahi, Mojtaba Mirtahmasb

Manuskript:
Jafar Panahi

Medvirkende:
Jafar Panahi

Spilletid:
75 min.

Premiere:
5. december 2013

Relevante artikler

Feature
19. mar. 2013
Farhadi er Last Man Standing

Farhadi er Last Man Standing

Essay
12. okt. 2011
Han taler kvindernes sag

Han taler kvindernes sag

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
02. dec. 2025
Saras stempel

Saras stempel

Biografanmeldelse
22. okt. 2025
After the Quake

After the Quake

Biografanmeldelse
07. okt. 2025
Modstanderen

Modstanderen

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten