This Is Not a Film

En midaldrende mand sidder i sin stue, drikker sin te, tygger sin morgenmad. En ikke-begivenhed efter stort set alle tænkelige parametre – hvis ikke manden havde været filminstruktøren Jafar Panahi.

This Is Not a Film har fået sin titel, fordi Panahi i 2010 fik tyve års forbud mod at lave film, da hans samfundskritiske fokus til sidst blev for meget for det iranske styre. I tilgift fik han seks års fængsel, der efter nogle måneder blev omsat til husarrest, og forbud mod at give interviews.

This Is Not a Film er alt det, Panahi ikke må lave: En kombination af interview, samfunds- og censurkritik per hjemmevideo og som den ultimative ydmygelse smuglet ud af Iran på en usb-nøgle skjult i en fødselsdagskage og hyldet som en sensation i Cannes.

Filmen i sig selv er mindre spektakulær end dens forhistorie, men er ikke desto mindre både rørende og interessant. Det er hjerteskærende, da Panahi forsøger at dramatisere et ikke-realiseret filmmanuskript ved hjælp af Dogville-lignende tape-streger på gulvtæppet, men pludselig bryder af og opgiver med en tåre i øjenkrogen.

I det hele taget slår Panahis værdighed og lune igennem. Han taler i telefon med advokater, møder naboer i døren og byder venner indenfor. Og han filmer sin modige filmkollega Mojtaba Mirtahmasb, samtidig med at denne filmer Panahi, der prøver at joke med paradokserne i det filmningsforbud, der er blevet ham pålagt.

Bedst fungerer de sekvenser, hvor selvbevidstheden skrælles bort, og virkeligheden banker på. Som da Mirtahmasb i en uforglemmelig optagelse indfanger en kran, der svinger snert forbi Panahi på lejlighedens altan – en gigantisk, anklagende robotpegefinger, man får lyst til at læse som metafor.

Filmens blotte tilblivelse vidner om trodsighed og kreativitet, men også om, hvad prisen er for netop trodsighed og kreativitet i Iran netop nu.

Denne tekst blev bragt som dvd-anmeldelse i Ekko #61 (juni-august 2013).