Nostalgia

Det italienske drama Nostalgia udfolder et tænksomt portræt af den midaldrende napolitaner Felice. Efter 40 år i Mellemøsten og Afrika vender han hjem til Napoli for at besøge sin senile mor. 

Han vandrer gennem gaderne som en turist og suger til sig af sine gamle jagtmarker i det fattige Satiná-kvarter: travl trafik på snoede stræder, markedsstande med mad og isenkram, afskallede husfacader og reklamer hængt som guirlander over gågaden. 

Byen er helt sig selv, men Felice er en anden. Vin drikker han ikke længere. I udlandet konverterede han til Islam, og ofte snubler han over ordene på sit rustne italienske. 

Den flittige dramasnedker Mario Martone indleder sin filmatisering med et citat af italiensk films store systemstormer, Pier Paolo Pasolini: ”Al viden ligger i nostalgi. Den, der ikke har tabt sig selv, ejer intet.” 

Nostalgia er gennemsyret af smertefuld længsel efter det liv, Felice lagde bag sig som femtenårig. 

I enkelte scener fortætter dramaet sig som potente madeleinekager. Som da han ømt og kærligt bader sin svagelige mor. ”Hvorfor besøgte du mig aldrig?” spørger han senere, for naiv til selv at gætte svaret. 

Han slap væk. Hun blev boende og måtte tilpasse sig et presset lokalsamfund, hvor de lokale lukker skodderne, så snart de hører Camorra-medlemmernes motorcykler larmende nærme sig. 

Der ligger en traumatisk historie bag Felices lange eksil, som udfoldes i grynede, farvemættede flashbacks til hans sidste sommer med bedstevennen Oreste. De kører om kap på motorcykel, bader i havet og uddeler øretæver til konkurrerende gadelømler. 

Mafiaen spøger i kulissen, og det spor træder langsomt frem, da Felice beslutter sig for at flytte hjem. 

Han arbejdede sig frem i livet og har nu et byggeselskab og en kone i Cairo, der optræder undervejs som en støttende stemme i telefonen. Oreste steg også i graderne og er nu den lokale gangsterboss med styr på prostitution og narko og et gammelt horn i siden på Felice. 

Skuespilleren Pierfrancesco Favino er et stort brød med flere mafiafilm på cv’et. Han excellerer i at skildre sårede machomænd, som i periodedramaet Padrenostre eller Kolibrien, der får dansk biografpremiere den 3. august. 

Han bløder endnu mere op for sit spil i rollen som Felice, der betyder ”glad” på italiensk, og hvis gensynsglæde og optimisme gradvis begynder at ligne virkelighedsfornægtelse. 

Nogen sætter ild på hans motorcykel og skriver ”forsvind!” på væggen i hans lejlighed. Men han trodser alle gode råd i fast overbevisning om, at hvis bare han kan få Oreste i tale, kan de slå en streg over fortiden. 

Han bekender sig først til den gamle læderhandler Raffaele, som engang havde et godt øje til hans mor. Senere til præsten Don Luigi, der raser mod mafiaen og holder nabolagets unge beskæftiget med fritidsaktiviteter som musikundervisning og en bokseklub i kirkens baglokale. 

Her lader han Felice tæske sine frustrationer ud på boksepuden, indtil tårerne strømmer. En hårdtslående scene, der føles ude af trit med det ellers ret sagte drama. 

Tonen i Nostalgia piber stadig mere falsk, efterhånden som gangsterfilmens logik leder frem til et utroværdigt klimaks. Filmen sætter sig mellem to stole: et mediterende karakterstudie og en kontant krimihistorie. 

Mario Martone dvæler og dvæler ved sin stædige hovedperson, og Pierfrancesco Favino er fremragende, men Felice bliver aldrig rigtigt en vedkommende karakter. Instruktøren havde samme problem i periodefilmen The King of Laughter, hvor kameraet sværmer om dygtige Toni Servillo, mens historien glider i baggrunden. 

Nostalgia har mere på hjerte og flere mindeværdige scener. Ikke mindst én, hvor Felice udforsker kirkens katakomber, der var afspærret i hans barndom, og finder kranier stablet i lange rækker langs de underjordiske tunneler. 

Mario Martone er selv napolitaner og leverer et besk portræt af sin hjemby – uden helt at forklare, hvorfor Felice er så forhippet på at vende tilbage dertil. 

Nostalgia var sidste år i spil til en Guldpalme og blev Italiens bud på en Oscar-vinder. Det kan undre. I bedste fald kan man sige, at den har alle ingredienserne til en langt bedre film.