Noas ark

Der er ikke noget bedre end, når voksne tager børn alvorligt. Det kan man også gøre kunstnerisk, nemlig ved at lave ægte kunst i børnehøjde.

Men indimellem ser vi også det modsatte. At film til børn ikke er nær så gennemarbejdede og stilrene, som man kunne ønske sig.

Et noget skuffende eksempel på det er den brasiliansk-indiske animationsfilm om Noas Ark, som de to brasilianske instruktører Alois Di Leo og Sergio Machado har lavet sammen. De er mest kendt for kortfilm og musikvideoer.

Noas Ark er ikke en gengivelse af historien fra Bibelens Første Mosebog, om manden Noa, som skal frelse verden og alle dyrene ved at bygge en kæmpebåd, da Gud oversvømmer Jorden i vrede over menneskenes synder.

Det er derimod en slags spinoff-film baseret på digte skrevet af de brasilianske musikere Vinícius de Moraes og Tom Jobim – sidstnævnte er et pseudonym for den berømte bossanovamester Antônio Carlos Jobim.

I musikernes version af Noas Ark sniger to rotter – Tom og Vini, opkaldt efter netop musikerne – sig ombord på skibet. Der bliver snart arrangeret en sangkonkurrence, og rotterne stiller op og vil bruge deres musikalske sejr på at skabe fred imellem alle dyr. Som er outsidere er de oplagte som gøglere og entertainere.

Filmen er okay, og man kan godt bruge en lørdag eftermiddag på at se den med sine børn. Men den er også lidt intetsigende, og det skyldes først og fremmest, at den er utroligt rodet. Den vil simpelthen for meget på én gang.

Animationsstilen er et miskmask af organiske streger og kantede, nærmest digitale elementer med et stopmotion-look. Nogle dele er ekstremt detaljerede, andre dele er overfladiske og uskarpe.

Og computerpåvirkningen er tydelig. De animerede ”brikker” er flere steder lagt så meget oven på baggrunden, at det samlede indtryk virker ufærdigt.

Plottet er ikke voldsomt spændende, og mange figurerer er uoriginale. Der er naturligvis hovedpersonerne, som er uartige og utilpassede rotter ligesom kokken Remy og hans venner i Ratatouille.

Men der er også insekter, som lige så godt kunne være marcheret ud af Antz. Og når kongen over alle dyrene nærmest er en kopi af Mufasa fra Løvernes konge, bliver man lidt træt.

Den musikalske glæde i filmen er åbenbar og sine steder dejligt brasiliansk. Men igen bliver det en megamix af stilarter. Der er både sarte viser, sej rap, altmodisch cabaret, klar pop og dunkende house-rytmer. Det er til tider funky, men samlet set må man spørge, hvad instruktørerne egentlig vil med deres bric-à-brac.

Jeg vil gerne give filmen en chance, men selv når jeg strækker fortolkningen til, at de mange usammenhængende enkeltdele kunne pege på mangfoldighed som tema, strander jeg.

For hvis det er, hvad man har villet, er der slet ikke nok forskellige dyr. Det virker på den ene side underligt henkastet og på den anden sært forceret.

Men gudskelov er der indimellem en smule humor, og det er ret sjovt, når kakerlakken Alfonso bryder ud i La Cucaracha – som netop betyder ”kakerlak” på spansk.