No Dogs Allowed

Det er et mærkværdigt sammenfald. Instruktøren bag No Dogs Allowed – en tysk film trods den engelske titel – debuterer med et værk, hvor også hovedpersonen træder ind i voksenlivet gennem en voldsom oplevelse: et seksuelt overgreb, som han selv nægter har fundet sted.

Forvirringen er reel og helt bevidst. Den er nemlig filmens centrale omdrejningspunkt. I forgrunden ligger temaet pædofili, men i dybden handler filmen om den altopslugende frygt for, og skam over, måske selv at bære på sådanne impulser.

Carlo Krammling er med et forbløffende stort register den femtenårige tiendeklasseelev Gabo, der i et internetforum møder den pædofile HR-chef Dave, spillet på en gang slesk og omsorgsfuldt af Robin Sondermann.

De to falder i snak, fordi Gabo har pædofile tilbøjeligheder.

Han tænder nemlig lidt på sin vens lillebror Sam, som han har haft en brydekamp med i sofaen. Og endelig finder han i Dave én at betro sig til. 

Forholdet udvikler sig hurtigt til, at de to snakker og går på bar eller mødes i bilen. Og på et tidspunkt presser Dave Gabo. Har han lyst til at prøve et blowjob? 

Man gyser, da handlingen tager denne drejning, men hele filmen er optaget på en raffineret måde, så alting kun antydes. Blowjobscenens begyndelse fotograferes tæt på. Men da akten går i gang, er indstillingen tyve meter fra stedet, hvor det udspiller sig på kanten af bagagerummet i den gifte Daves familiebil.

Da Dave på et hotelværelse senere presser mere på, ser vi ham bare vise en kondompakning. Senere ser vi et blodigt kondom. Gabo prutter, chokeret, og Dave smiler overbærende. Alle ved, hvad der er sket. 

Filmen begynder egentlig langsomt, nærmest lidt sløvt. Og de hverdagsagtige scener, der faktisk er skudt i enormt smukke billeder, fotograferet i et mildt erindringslys og bløde, douche nuancer, kontrasterer emnets frastødende karakter.

For det er en hård film at se. Den er ikke særligt ulækker, men snarere meget smertefuld.

En af kunstens opgaver er at gøre det banale eller det, vi normalt ser som simpelt, mere komplekst. Kunsten ser nuancerne. Normalt vil vi ikke høre om hverken pædofile eller pædofili, og mange ser endda enhver mistanke om pædofili som et carte blanche til selvtægt. Pædofile er klamme svin, men hvad nu, hvis de selv endnu er børn?

Filmens insisteren på at gå ind i et tabuiseret emne med træsko på er prisværdig. At smerten i de lukkede rum bliver sagt højt er den bedste medicin med den akavede tavshed og den dybe skam. På den måde er filmen beslægtet med andre tabunedkæmpende film om børn. For eksempel børn, der lider af psykopati som i Lynne Ramsays We Need to Talk About Kevin fra 2011. 

Begge film efterlader beskueren i et dilemma. Kan vi overhovedet holde med den her karakter? Kan vi indleve os i ham og måske endda sympatisere med ham?

Halvvejs tager filmen en drejning, da både kriminalbetjente og Gabos familie bliver involveret. Den forvandles til en regulær krimi-thriller, hvor vi følger opklaringen af en sag, vi muligvis kender svaret på.

Hvis man ved noget om pædofili i forvejen, afkoder man hurtigt, at filmens ærinde nok i virkeligheden er at afsløre det mest infame i seksuelle overgreb på børn, nemlig groomingens ækle tendenser. Og scenen, hvor en mindre dreng prøver at spise den for ham alt for stærke japanske wasabi, viser elegant, hvordan legen med grænser kan ses som en slags overgrebsforspil.

Tør du? Er det ulækkert? Eller kan du lide det? Lidt?

Filmen har allerede høstet priser og flotte anmeldelser rundt om i verden, inklusive den nystartede, københavnske sommerfestival CPH Headliner Film Festival. Og det er med god grund. Den er veludført i både instruktion og skuespil – så veludført, at man bliver overrasket over at erfare, at det er 34-årige Steve Baches spillefilmdebut. At behandle et grænseoverskridende tema så komplekst i sin første film vidner om en usædvanlig modenhed.

Det her er ikke for børn. Men hvis man vil redde børn fra pædofile, er man nødt til at forstå, hvordan de laver deres overgreb.