Nissen flytter altid med

En fremmed i toget spørger, hvad kameraholdet er ved at optage. 

Efter mange års øvelse er skuespiller Jan Linneberg høflige scenesmil overbevisende, når han fortæller passageren, at han skal ud og optræde som Pyrus. 

Det viser sig, at den fremmede godt kender den oprørske teenage-nisse fra de populære julekalendere som Alletiders jul fra 1994. Men han genkender ikke Jan, før han hører navnet. 

Heri ligger Jan Linnebjergs ambivalente forhold til tv-figuren. Præstationen gjorde ham kendt og har været hans levebrød lige siden. Men nissen er blevet større end ham selv. 

TV 2-dokumentaren følger den nu 62-årige skuespiller, der kigger tilbage på sit liv og funderer over, hvad berømmelsen har betydet. Samtidig overvejer han at pensionere sin mest ikoniske rolle. 

Kameraet kommer med ind i hans barndomshjem, hvor far spiller på violin, og mor spørger, om han skal være nisse igen i år. 

Der hersker en ro i den gammeldags indrettede stue med hvid dug og tunge gardiner, hvor det ældre ægtepar drikker kaffe. En stærk kontrast til Jans optræden som Pyrus, der er kendt for at besynge ønsket om mere ramasjang i julehøjtiden. 

Der er skam stadig gang i den, når han optræder på scenen og nyder at se stjernerne i det barnlige publikums øjne, selv om han både tiltrækker store og små. 

I baggrunden spænder musikken fra Jimmy Helms’ Jingle Bell Rock til hovedpersonens egen Cool jul, mens han bag scenen tager Pyrus-kostumet på og går rundt i landets storcentre og markedspladser. 

Selv om arbejdet omfatter en masse sjov og ballade, er han stadig professionel. Showet starter og slutter til tiden, fordi han skynder sig mellem omklædningsrum og scenen. 

Imidlertid overrasker det ham, når publikum nærmest som et memento mori til et kræmmermarked udelukkende består af nostalgiske pensionister, hvis børn så julekalenderen, da den var ny. 

Imellem gamle fjernsynsklip, live-optrædener og interviews med hovedpersonen dramatiseres nøglescener fra Jan Linnebjergs personlige liv. 

Den fjerde væg brydes. Han blinker kækt til seeren og taler med holdet bag kameraet, selv om ingen af dem var til stede, da han som dreng kom til at smadre køkkenbordet eller blev sendt i seng uden aftensmad. 

Udlængslen fylder i barndommen, hvor ballademageren foran fjernsynet drømmer sig langt væk på eventyr, ja, måske endda til månen. Til kameraet siger han dog, at hvis han blot kunne drømme sig til en smule anerkendelse, ville det være fint. 

Han kalder arrene efter en hård opvækst for sorte huller. En beskrivelse, der får det til at lyde som et tomrum, der skal fyldes. Måske med anerkendelsen og glæden i børns øjne, når de ser ham på scenen. 

”Jeg har ikke været nisse,” siger Jan bestemt mod kameraet. ”Jeg er en voksen mand, der har spillet nisse.” 

Dengang han spillede en noget mere voksen rolle i A Clockwork Orange ved Aarhus Teater, husker han barnegråd nede i salen, fordi forældrene havde taget dem med til, hvad de naivt troede ville handle om Pyrus. 

Det morede de andre medvirkende, men Jan følte det som en hæmsko, når han ville bruge sine skuespilevner til mere voksne roller. 

Siddende på en trone omgivet af julegaver er sekvensen ironisk iscenesat, men budskabet er immervæk væsentligt. Skuespilleren forklarer, selv om han har lagt meget af sin egen personlighed i tv-nissen, er den fiktive karakter og han ikke den samme. 

Han fortæller også åbenhjertigt om vredesudbrud og alkoholisme, der måske hænger sammen med at blive sat i bås. En kamp, som kammeraten Jes Holtsø – bedst kendt som Børge fra Olsen banden-filmene – støtter ham i. 

Begge kender berømmelsens pris. 

Dilemmaet omkring at spille en figur, han på den ene side elsker, og på den anden side holder ham fast, er til at føle på. Nissen flytter altid med tegner derfor et nuanceret, sjovt og til tider rørende øjebliksbillede af Jan Linnebjerg.