Ninna

Ninna (Susanne Juhàsz) er en barsk kvinde. Sådan en dame, man slår sig på. Hård og kantet, bramfri og barmfager. En Linse Kessler-type med falske negle, bryster og hår-extensions.

Det opdager naboen i opgangen – den dating-ivrige Morten (Peter Gantzler) – hurtigt, da han forsøger at nærme sig hende.

Ninna arbejder i den lokale grillbar i sydsjællandske Præstø, 25 kilometer fra ”Næver”, som grillmutter med garanti ville kalde Næstved.

Sønnen Dennis (Rex Leonard) fylder atten år, så Ninna hopper op på sin scooter efter arbejde og tager til fest med ungdommen. Men Dennis har en overraskelse, som han gerne vil vise moren: Han har fået sin egen lejlighed!

I øvrigt har han også fået sig en kæreste.

Det er for meget for den enlige mor med det hidsige temperament, der ikke er klar til at give slip på sønnen. I de følgende uger op til jul forsøger hun med både pisk og gulerod at få Dennis tilbage i en form for humoristisk juleeventyr fra Udkantsdanmark.

Instruktør Fabian Wullenweber, der har instrueret træfsikre hits som Klatretøsen og serien Badehotellet, har slået sig sammen med partneren Susanne Juhàsz, der står bag manuskriptet.

De har forsøgt at skabe en titelperson i lighed med Mille Dinesen i Rita eller Nynne, der er fixpunkt for mange pinlige optrin, og som kan udvides til at optræde i flere historier, hvis chancen byder sig.

Juhàsz har fortalt, at der allerede ligger et manuskript klar til en toer og idéer til en treer.

I sammenligning med de ovennævnte er Ninna dog en meget lille film, der er nærmere en skitse end et færdigt produkt.

Jacob Kusks fotografering svinger i kvalitet, og det samme gør skuespillet, der ofte er overgjort. Værst er scenerne mellem mor og søn, hvor sønnen Dennis altid er vred og derfor råber sine replikker, mens mor Ninna skifter ansigtsudtryk som vinden blæser.

Det er svært at greje, om man skal grine eller græde. Det virker, som om instruktør/manuskriptforfatter-parret har haft svært ved at finde den rette balance mellem det tragiske og det komiske.

Det resulterer i nogle voldsomme toneskift og læg dertil, at Ninna er ufattelig svær at holde af.

Hun er på grænsen til det enerverende, særligt fordi Juhàsz har travlt med at gøre hende så hård og utilnærmelig, at det bliver karikeret.

Hun har altid en smøg hængende i mundvigen, når hun går, kalder konsekvent sin søn for ”unge” og er altid klar med en spydig kommentar, der er lidt for lang og manuskriptagtig.

Men da alting ser sortest ud, begynder sprækker af menneskelighed at komme til syne i titelkarakteren.

Efter et optrin hos Dennis’ svigerforældre, der vistnok skal forestille at være sjovt-pinligt, men mest bare er virkelig underligt, nægter Dennis at have yderligere kontakt til sin mor.

Ninna drukner sorgerne til en julefrokost og kommer hjem uden nøgler til en låst hoveddør. Heldigvis bliver hun reddet af naboen Morten, og det er i deres samtaler, at man begynder at forstå Ninna via hendes traumatiske barndom med alkoholiske forældre.

Parykken falder af. Det samme gør det karikerede, og Ninna bevæger sig over i et spændende skæringspunkt, der vækker mindelser om Maria Bamfords Lady Dynamite.

Ikke at vi er i nærheden af Bamfords mesterlige Netflix-serie, hvor man pludselig opdager, at grunden til, at Bamford både er ulidelig og hylende morsom, er en bipolar lidelse. Men der er en snert af samme interessante dynamik, når irriterende og utilgængelige Ninna pludselig gemmer sig under sengen i flere dage.

Ninna vil gerne favne bredt som en folkelig dramakomedie med falde på halen-komik og en farverig juleeventyrramme, men det halter desværre på for mange fronter. Wullenweber og Juhàsz skal dog have point for en synsvinkel, der er forfriskende interessant.