Nikolaj – Københavns Kunsthal 40 år

Der er formentlig ikke noget galleri, museum eller udstillingsbygning, der har gjort lige så meget for videokunsten som Nikolaj Kunsthal.

I sin nu 40-årige levetid har den tidligere kirke i hjertet af København været med til at etablere video-formatet som en respekteret kunstform. Blandt andet hylder den årlige videokunstfestival Fokus international videokunst.

Længe anså danske museer ikke kunstarten som udstillingsværdig. Og hvis de gjorde, blev installationerne henvist til et hjørne som en ubetydelig parentes. Ifølge kritikerne var video ikke et kunstnerisk medie på højde med billedkunsten eller performancekunsten.

Siden sin fremkomst i 1960’erne har videokunsten udviklet sig radikalt sammen med mediet. Fra i begyndelsen primært at være et redskab til at dokumentere kunstneriske optrædener udnyttes videokunstens fulde potentiale i dag.

Billedkvaliteten er blevet bedre sammen med udstyret. Og det ellers beslægtede filmmedies mere klassiske fortællerformer omfortolkes med skæve narrativer – eller uden nogen historie overhovedet!

Anerkendelsen blandt publikum og udstillingssteder kom sent, især i Danmark, men det er anderledes i dag. Fra at være hengemt i museets hjørne er videokunsten blevet et hovedværk i sig selv.

I Nikolaj Kunsthal kan man i disse dage se en jubilæumsudstilling, der er en fejring af et partnerskab mellem stedet og mediet. Her kan man virkelig få syn for den udvikling, kunstformen har undergået.

Siden Nikolaj Udstillingsbygning, som Nikolaj Kunsthal hed ved åbningen i 1981, så dagens lys, har videokunsten haft en ganske central plads. Det var et af de første steder til at vise den nye genre. Med tiden fik kunsthallen overdraget et videoarkiv fra Huset i Magstræde med førende danske og internationale kunstnere.

På jubilæumsudstillingen er det netop et udpluk fra denne samling, der bliver projekteret op i det storslåede rum. Kuratorerne har udvalgt otte værker, der suppleres af otte nye og mere moderne.

Fra arkivet er der kendte værker som Peter Greenaways 26 Bathrooms, der er en hyldest til badeværelsets univers og alt det, man kan bruge rummet til.

I Marina Abramovic og Charles Atlas’ korte og retrospektive monolog med udgangspunkt i Abramovic’ eget liv går hun langsomt ned ad en trappe, mens hun opremser nedslag fra barndoms- og ungdomsårene.

Zbigniew Rybczynskis ikoniske Tango er også udstillet. Flere forskellige mennesker gentager én efter én deres handlinger i et lille rum uden at interagere med hinanden. Den absurde oplevelse fra 1981 viser den animerede videokunsts muligheder.

Disse værker er frit tilgængelige gennem en Google-søgning. Og er man en smule kendt inden for genren, vil man formentlig også have stiftet bekendtskab med en række af de udstillede værker på Nikolaj Kunsthal.

Men værkerne har på udstillingen fået en nutidig kontekst. De eksisterer ikke isoleret, men indgår i en sammenhæng og bliver perspektiveret. Til hver af de otte ældre videoinstallationer er der udvalgt otte nye værker af yngre kunstnere fra den københavnske kunstscene.

Filip Vest har skabt et performativt værk, der hænger sammen med Tango. Hans mennesketomme scenografi står i skærende kontrast til Rybczynskis’ overbefolkede rum, men Vest inviterer museets gæster ind i scenografien for at deltage fysisk. På den måde skaber han et moderne Tango.

Ligeledes har Ida Kvetny skabt et tredimensionelt videoværk i en homage til Greenaways 26 Bathrooms. Hun har i sin multisensoriske installation lavet et 27. badeværelse, hvor alle grænser udviskes.

Nikolaj Kunsthal slår med en fornem udstilling igen et vigtigt slag for videokunsten.