Nightmare Alley

Sidste gang den mexicanske instruktør Guillermo del Toro havde en film i biografen, var det mesterværket The Shape of Water.

I filmen forlener han kærligheden til de gamle Hollywood-klassikere med sin unikke stil. Priserne regnede ned over filmen, hvor kulminationen var Oscars i 2018 for både bedste film og instruktion.

Derfor skabtes store forventninger, da det blev annonceret, at den mexicanske romantiker skulle lave en adaption af William Lindsay Greshams roman Nightmare Alley.

Der findes allerede en filmatisering fra 1947. Den blev en finansiel fiasko og fik en blandet modtagelse af kritikerne. Men siden er filmen blevet rehabiliteret, og i dag nyder den klassikerstatus.

Det kunne godt gå samme vej for del Toros version.

Bradley Cooper spiller Stanton Carlisle, en bonderøv med pæne tænder, som han bliver beskrevet. Efter at have forladt hjemstavnen i det amerikanske midtvesten i 1940’erne bliver han en del af et omrejsende tivoli.

Her er der nemlig ingen, som stiller spørgsmål ved ens fortid, og alle er forenet i kampen for at lokke penge ud af publikum.

For det er, hvad Stantons overordnede mål i livet er: jagten på rigdom og det gode liv. Og han skyer ingen midler.

Han kommer i lære hos clairvoyant-parret Zeena (Toni Collette) og Pete (David Strathairn) og finder ud af, hvordan man ved hjælp af ordkoder kan snyde folk til at tro, at man er synsk.

Da Stanton samtidig er en mester i at afkode mennesker, er valget af profession nemt. Sammen med søde Molly (Rooney Mara) – en ung kvinde, der kan tåle meget elektricitet – drager han til storbyen.

Spring to år frem i tiden, hvor de to har en indbringende business kørende. De er så overbevisende, at rige folk er klar til at betale fyrstelige summer for at komme i kontakt med deres afdøde kære.

Sådanne spookshow var ellers noget, som Zeena og Pete advarede imod. Men det er svært at sige nej til mange penge.

Nightmare Alley udfolder sig som en meget klassisk fattig til rig-fortælling krydret med en dyster noir-stemning.

At Stanton er en suspekt person, får vi slået fast allerede i filmens første sekunder. Møjsommeligt slæber han en tung sæk hen over gulvet i et faldefærdigt hus. Tyngden og størrelsen signalerer, at det er et lig, som han smider ned i et hul i gulvet og tænder ild til.

Flammehavet er et tilbagevendende syn i Stantons mareridt, og det er et af de steder, hvor man fornemmer del Toros forkærlighed for horror og det makabre.

Der er rigeligt med eksplicitte blodudgydelser. Smadrede ansigter og forvredne lemmer popper med jævne mellemrum op og fungerer som en påmindelse om, at vi ikke skal forvente en lykkelig slutning på historien.

Der er dog lang vej til slutningen. Del Toro og medmanuskriptforfatter Kim Morgan har skrevet en moppedreng af et drama på to og en halv time. Sidste halvdel, der primært foregår i byen, er ikke nær så spændende som den del, der finder sted i tivoliet.

Med excentriske personager, der inkluderer den gnavne stærkmand Bruno (Ron Perlman) og dværgen Major Mosquito (Mark Povinelli), føles det som et betydeligt mere interessant miljø end storbyen, hvor vi har set utallige noir-film foregå.

Ingen er dog mere diabolsk end Clem, som har de mere bizarre attraktioner i tivoliet, herunder en vildmand. Det dækker over en spritter, der er blevet psykisk nedbrudt til at bide halsen over på høns og leve i et bur.

Kynismen flyder ud af lærredet, hvor Bradley Cooper leverer en overbevisende præstation som opportunistisk dumt svin, der ikke er så klog, som han selv tror.

Alligevel sidder man tilbage med følelsen af at have set to rigtigt gode film, der er blevet sammenflikket til et værk. Med de mange flotte billeder i filmen er det ikke utænkeligt, at den danske fotograf Dan Laustsen får en ny Oscar-nominering for sit bidrag.

Men Guillermo del Toro skal nok ikke sætte næsen op efter en gentagelse af Oscar-triumfen.