Biografanmeldelse
10. sep. 2014
Night Moves
Jesse Eisenberg, der er kendt som Facebook-stifteren fra The Social Network, har skiftet spor og spiller i Night Moves noget så usædvanligt som en økoterrorist. Foto | Christopher Blauvelt

Night Moves

Night Moves er en top-neglebidende-film, der tilmed stiller vigtige spørgsmål: Hvad gør politisk aktivisme ved mennesker, og hvad gør menneskelighed ved politisk terrorisme?

Af Lars Bukdahl

Jeg er lidt i tvivl om den femte stjerne til amerikanske Kelly Reichardts film om øko-terrorisme, Night Moves, men jeg tror, at jeg holder fast på den. Det eneste problem, jeg reelt har, er en pludselig dramatisk hændelse, som det virkelig ikke går at plotspoile, i filmens sidste ti minutter.

Og det er ikke så meget hændelsens karaktermæssige og psykologiske rimelighed, jeg vil problematisere, som det er selve det faktum, at en dramatisk hændelse finder sted. For hvis der er noget, Reichardt skyer som pesten i både Night Moves og sin forrige film, Meeks’s Cutoff, en slags neo-revisionistisk western, er det dramatiske hændelser eller i det hele taget hændelses-dramatik.

Efter at være blevet tvangs-slowmotion’iseret af Meek’s Cutoff var jeg nødt til at lade den vellykket maniske The Lego Movie sætte mit blik i omdrejninger igen, før jeg turde udsætte mig for Night Moves.

Der sker i en vis, referatmæssig forstand langt mere i Night Moves, der handler om tre aktivister, som sprænger en dæmning i luften, end i Meek’s Cutoff, der handler om en karavane, der ikke kommer ud af stedet. Men det, der sker og ikke sker, sker på samme tålmodigt og nysgerrigt dvælende facon. Og det sker gerne uden et ord og i nattemørke, jævnfør titlen på den nye film.

For det kan godt være, at der ikke er nogen action i Night Moves – eller, at actionen ikke får lov til at være hektisk actionagtig, men snarere nøgtern og konkret brugsvejledningsagtig – men der er masser af spænding, som vi vel også bare kan kalde genre-dvælen.

Flere sekvenser fungerer optimalt som både Reichardt’sk dvælen for situationens og karakterernes egen skyld og som klassisk, top-neglebidende-genre-dvælen. Fremfor alt da de tre aktivister sætter ud i mørket for at placere bombe båden ved dæmningen, og de får øje på en bil, der bliver parkeret i nærheden.

Men også da den rige, unge pige i trioen, Dena (Dakota Fanning), skal overbevise en mistænksom butikschef (fremragende James Le Gros) om, at hun da ikke behøver vise identifikation for at købe en farlig masse gødning. Eller da aktivisterne sidder og spiser ved en flodbred og en meget talende camper kommer vandrende ud af skoven og mødes med en mur af tavshed.

De to sidstnævnte episoder er ikke kun auteur- og genre-dvælende, de er også temmelig sjove; en tør humor knirker hele tiden med i baggrunden. Vi kan gyse med personerne, men vi får ikke lov til at leve os ind i dem, ligesom deres bevæggrunde til at begå vandalisme i den store, terroristiske skala aldrig for alvor udredes. Det er med en både forundret og sorgfuld distance, Reichardts kamera gør sine iagttagelser.

Mest fokus er der på Jesse Eisenbergs sammenbidte, humorforladte Josh, der til daglig bor og arbejder i et hygsomt landbrugskollektiv. Et lidt mere flimrende indtryk får vi af den fandenivoldske soldaterveteran Harmon (en skægformummet Peter Sarsgaard) og nervøst livlige Dena, collegepige ud af en rig familie.

I tredje akt, efter aktionen både er lykkedes og gået frygteligt galt, bliver filmen hos Josh, der bliver mere og mere paranoid i sin kollektive idyl. Eisenberg er rigtig god til at lade sit pokerface langsomt krakelere.

Det er ikke en politisk film, men det er heller ikke en kynisk eller ironisk anti-politisk film. Det er velsagtens noget så fint som en nysgerrig film, der stiller spørgsmålet: Hvad gør politisk aktivisme ved mennesker, hvad gør menneskelighed ved politisk aktivisme – og derfor er det i al nævenyttig dvælen en skidegod film.

År:
2013

Land:
USA

Instruktør:
Kelly Reichardt

Manuskript:
Jonathan Raymond, Kelly Reichardt

Medvirkende:
Jesse Eisenberg, Dakota Fanning,Peter Sarsgaard

Spilletid:
112 min.

Premiere:
11. september

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
26. nov. 2022
Vanskabte land

Vanskabte land

Biografanmeldelse
12. juli 2022
Et sekunds lykke

Et sekunds lykke

Biografanmeldelse
06. mar. 2022
Benedetta

Benedetta

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten