cph pix 2017
11. okt. 2017
Nico, 1988
Trine Dyrholm ligner ikke Nico og skyder langt forbi kultsangerens skræmmende tomme blik, men filmen har alligevel en autentisk styrke med sit fokus på mennesket bag myten. Foto | Vivo Film

Nico, 1988

Trods mislyde rammer filmen om kultsangeren Nicos sidste år, hvor hun ville være mere menneske og mindre myte, den sugende fornemmelse af at være på en anden planet.

Af Per Reinholdt Nielsen

”Jeg er på jagt efter en lyd, jeg hørte, da jeg var barn. En lyd båret af vinden. Lyden af Berlin, der bliver bombet, lyden af krigen, der stoppede. Lyden af nederlag.” 

Nico (Trine Dyrholm) har en båndoptager og en kæmpe mikrofon med som sine faste følgesvende på den turné, som spillefilmen om hendes sidste to leveår og genforeningen med hendes søn er bygget op over. 

Båndoptageren er en sidste reminiscens af den søgende kunstner og den gnist, der i glimt dukker op under koncerterne på turnéen. Altså et modspil til det på mange måder tragiske fald fra storhed, der blev spillet så autentisk og smukt af den virkelige verdens Nico, og som er filmens bærende fortælling. 

Filmens Nico vil være mere menneske og mor og mindre musiker og myte. 

Tyskfødte Christa Päffgen, der først blev model og skuespiller og siden kom ind i kredsen omkring Andy Warhol, blev især i tiden efter The Velvet Underground en slags undergrunds- og undergangsrockens diva. Først som sort lysende ikon for punk- og 80’er-generationen og siden som distant chanteuse for den okkulte neo-folkscene. 

Nico sang teksterne, som om hun kendte en hemmelighed om ordene, der ikke kunne siges, men kun kunne udtrykkes i klang, tonefald og udstråling. Der strømmede et messende mørke og en kontakt med et svimlende dyb fra hendes stemme, som man næppe kan skuespille sig til eller yde fuld retfærdighed ved en gengivelse. 

Trine Dyrholm gør, hvad hun kan. 

Hun rammer tonen dybt og ”tysk”, nogle gange for karikeret og tykt. Hun stirrer ud i luften med en intens desperation, mens hun messende afsynger det ikoniske Velvet Underground-nummer All Tomorrows Parties

Det har sin effekt på lærredet, men skyder også langt forbi Nicos skræmmende tomme blik på den YouTube-version af sangen, der må have været forlæg for denne scene. 

Der går vist også for meget rock’n’roll i den under en koncert i Prag, hvor Dyrholm fyrer den af foran mikrofonen som en anden Tina Turner. 

Men hvis man kan leve med disse visuelle og klanglige mislyde, er Nico. 1988 egentlig et fint lille stykke menneskefortælling med en kendt person som dragende stof. 

Manuskriptet er behageligt underspillet. Undervejs på turnéens bumletur og klare skær af afglans tegner den italienske instruktør Susanna Nicchiarelli et portræt af en stor kunstners sidste år, hvor hun veksler mellem at ville skride fra det hele og stadig har en indre trang til at udtrykke sig. 

Ofte med alle odds mod sig, som da hun får tilbudt gratis ophold på et luksushotel mod at synge med managerens jazzband i foyeren. 

Eller som i Tjekkoslovakiet bag Jerntæppet, hvor bandet spiller en illegal koncert og må afbryde og skynde sig væk, inden myndighederne dukker op og tilbageholder dem. 

Filmen former sig som en række enkeltstående scenerier og rummer mange replikskifter, som virker autentiske og både styrker portrættet af Nico og driver handlingen videre. Vi er med, når hun sprøjter heroin ind i en ankel fuld af blå mærker. Når hun forelsker sig i et læderarmbånd med nitter mere end i manden, der har det på. Når hun og bandet bumler rundt fra det ene andenrangs spillested til det næste. 

Undervejs erfarer vi også, at Nico bortadopterede sin søn Ari, da han var fire år. At han siden er blevet junkie, og hendes højeste ønske nu er at være mor og menneske og derefter musiker, så Ari kommer med på turné. 

Som et glimrende supplement til den mere klassiske dokumentar fra 1995, Nico – Icon, skildrer Trine Dyrholm og Susanna Nicchiarelli Nico tørt og nøgternt som et menneske, der oftere tager stoffer, end hun tager bad. En egensindig, isoleret, temperamentsfuld og skiftevis stærk og skrøbelig sjæl, som mænd forelsker sig i, uden hun opdager det. 

Filmens portræt af hende fungerer især, fordi det balancerer mellem myte og menneske og bedre end koncert-iscenesættelserne rammer den sugende fornemmelse af at være på en anden planet, som er en del af tiltrækningskraften ved Nico. 

Filmen begynder ganske udramatisk med, at Nico som barn på afstand ser Berlin brænde under krigen og egentlig synes, at det er mere smukt end skræmmende. Og den slutter lige så udramatisk med, at Nico tager sin cykel på Ibiza, hvor hun er på ferie med sin søn, går ud af porten og – det ser man ikke – falder af cyklen og dør af et hjertestop den 18. juli 1988.

Titel:
Nico, 1988

Land:
Italien, Belgien

År:
2017

Instruktør:
Susanna Nicchiarelli

Manuskript:
Susanna Nicchiarelli

Medvirkende:
Trine Dyrholm, John Gordon Sinclair, Anamaria Marinca, Sandor Funtek

Spilletid:
93 minutter

Premiere:
29. september på Cph Pix

Relevante artikler

Cph Pix 2017
03. okt. 2017
Nico efter Velvet Underground

Nico efter Velvet Underground

Nyhed
13. sep. 2017
Bramfri mænd og Dyrholm som punker

Bramfri mænd og Dyrholm som punker

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten