The Nevers

Jeg var kæmpe Joss Whedon-fan.

Buffy – Vampyrernes skræk, Firefly, Avengers og talrige andre film og serier fra hans kreative hjerne har tjent som skøn eskapisme fra hverdagens trivialiteter.

Evnen til at konstruere sjov og levende dialog, kombineret med et godt øje for den spændende historie, gjorde ham i lang tid til en af de mest efterspurgte og velrenommerede serieskabere i Hollywood.

Men i de seneste par år er det væltet frem med den ene beskyldning efter den anden, og tilsammen tegner det et billede af en yderst ondsindet mand.

Verbal nedgøring af skuespillere og andre filmfolk, ekstrem narcissisme og trusler om at sabotere karrierer, hvis man ikke makkede ret og gjorde, som diktatoren sagde, var tilsyneladende hverdagskost på en optagelse med Whedon.

Det stod åbenbart så grelt til på Buffy – Vampyrernes skræk, at der var en regel om, at Joss Whedon ikke måtte være alene med den unge skuespiller Michelle Trachenberg, der spiller vampyrjægeren Buffy Summers’ fjortenårige lillesøster Dawn.

Oplysningen stammer fra Trachenberg. Hun stod frem i solidaritet med kollegaen Charisma Carpenter, der i februar beskrev de mareridtslignende tilstande, det var at arbejde med serieskaberen.

Derfor er der en god gang ambivalente følelser til stede, når man ser HBO-serien The Nevers.

Den er prototypen på et Whedon-projekt, hvis man ser bort fra tidsperioden.

I det victorianske England har en stor gruppe mennesker fået særlige evner, efter et mystisk rumskib har fløjet hen over Londons himmel. Fortrinsvis kvinder er blevet velsignet med kræfter, der manifesterer sig meget forskelligt fra person til person.

Fælles for dem er dog, at det omkringliggende samfund er rædselsslagen. Misogynismen slår ud i lys lue, og kvindemord bliver en hverdagsbegivenhed.

Amalia True (Laura Donnelly) og Penance Adair (Ann Skelly) er ude på frontlinjen for at sikre, at de ”touched”, som serien kalder dem, ikke ender døde eller som skurke.

Finansieret af den rige Lavinia Bidlow (Olivia Williams) bestyrer de et stort hus, hvor man kan være i sikkerhed.

True er hende, som langer håndmadder ud, og Adair er Q til hendes James Bond – og der er rigeligt at komme i kamp med.

De rigide magthavere i patriarkatet hader forandring, så de touched bliver for det meste anset som fjender af imperiet. En morderisk Joker-agtig karakter Maladie (Amy Manson) skaber panik i gaderne, og mystiske mænd kidnapper dem til en splitterravende vanvittig læge (Denis O’Hare), som udnytter dem til eksperimenter.

Der er meget at fordøje, men afsnittene forløber meget hurtigt og fornøjeligt, hvor de klassiske Whedon-træk – kvikke replikker, der glider sømløst over i hinanden, og et spændende miljø – er til stede.

Men der bliver præsenteret for mange karakterer og plotlinjer, der med overvejende sandsynlighed nok skal blive forløst på et senere tidspunkt. Men i de første fire afsnit, som anmeldere har fået stillet til rådighed, skal man holde tungen lige i munden.

Og så er det svært at ignorere lighedspunkterne med andre værker.

Ud over den åbenlyse parallel til X-Men har Whedon ladet sig inspirere af J. Michael Straczynskis fremragende tegneserie Rising Stars.

Et væld af opfindsomme og farverige biroller opvejer dog til dels for det uoriginale. Især er det en fornøjelse af se Nick Frost i en mere seriøs rolle. Som Declan ”The Beggar King” Orrun har han stadig den charme, der gav ham gennembruddet i Shaun of the Dead. Men her formilder han til perfektion sin bandeboss-karakters uberegnelighed og hensynsløshed.

Hvordan det hele kommer til at udspille sig, er vanskeligt at sige. For de første seks afsnit, som kommer nu, er faktisk kun første halvdel af første sæson. Grundet covid-19 er sæsonen blevet delt op i to, og de resterende fire afsnit kommer på et senere tidspunkt.

Joss Whedons fingeraftryk er tydeligt. Serieskaber, instruktør, manuskriptforfatter, hans navn optræder hele fire gange i efterteksterne.

Men efter den her sæson kommer han kun til at stå som skaber. I november 2020 trådte han tilbage og gav som grund, at det var udmattende at arbejde på så stor en serie i en coronaramt verden. Med alle de dårlige sager, som klæber til instruktøren, er der nok mange hos HBO, som ånder lettet op.

Grundstenene til noget godt er lagt. Og forhåbentlig kan The Nevers med tiden slippe af med det tvivlsomme ry, der i dag uundgåeligt er forbundet med en serie af Joss Whedon.