The Neon Demon

Nicolas Winding Refn sagde engang i et Ekko-interview, at han nok er bedst, når hans excesser udfolder sig inden for en genre. De indlysende eksempler er Pusher og Drive, som da også er hans største kritiker- og publikumssucceser.

Alligevel valgte han efter Drive at give den fuld skrue med Only God Forgives, hvor Ryan Gosling gik åndsfraværende igennem det ene blændende tableau efter det andet uden megen handling eller psykologi.

Det var mere en kunstinstallation end en film, og trods røde advarselslamper fortsætter Refn ufortrødent ud ad samme sidespor i The Neon Demon. Han er kultinstruktør med sin faste fanskare og har også Filminstituttets bevågenhed, men The Neon Demon fremstår som en film, der først og fremmest har festivalambitioner og kun begrænset interesse for det almindelige publikum.

Filmen starter ellers lovende. Med Jesse, der forældreløs og i en alder af bare seksten år gør sin entré i Los Angeles for at blive model. Og i en velfungerende casting-scene fejer hun sine konkurrenter af banen med sin blotte skønhed.

Elle Fanning har i rollen den rette blanding af jomfrunalsk usikkerhed og underliggende kraft, og scener med Karl Glusmans Dean lægger op til en film om det unge, uskyldsrene par, som skal stå sin prøve i mødet med den kyniske modeverden.

Men da det kommer til en konfrontation, falder Jesse på et splitsekund Dean i ryggen og vælger skæbnesvangert den overfladiske modeverden, hvor kvinde er kvinde værst. Det får vi aldrig nogen forklaring på, ligesom vi aldrig får Jesses motivation for overhovedet at ville ind i modelverdenen.

Heller ikke et langt setup med en skummel fotograf fører nogen vegne, og det samme gælder Jesses problemer med en endnu mere skummel ejer af det motel, hun bor på. For da slet ikke at tale om den puma, som af uransagelige årsager befinder sig på hendes værelse.

Halvvejs i filmen giver Refn nemlig pokker i handlingen (og sine to kvindelige manuskriptforfattere, der ellers har leveret udmærkede replikker) for i stedet at dyrke pirrende og perverse scenarier, der ofte foregår i slowmotion.

Det er forfinede fremstillinger af dekadence og brutalitet – fascinerende for øjet, men ikke noget, der intellektuelt eller emotionelt berører os. Det kommer til at virke spekulativt, og cirka halvvejs begynder filmen at falde fra hinanden.

Refn har udtalt, at The Neon Demon er realiseringen af en gammel drøm om at lave en gyserfilm. Men bortset fra et par skrækindjagende scener med bodyhorror og kannibalisme, er der lige så meget gys i The Neon Demon, som der er rejer i rejesalat.

Æstetiseringen af volden leder uvægerligt tankerne hen på italienske Dario Argento, men Refns film savner dialektikken mellem plot og vold. Også David Lynch spøger i kulissen, men Refn har ikke forbilledets evne til lade sine billeder med dragende mystik og intellektuel dybde. Det så vi allerede i Fear X (2003), og nu er det så slået fast med syvtommersøm.

The Neon Demon er dog ikke kedelig som Only God Forgives, og rent visuelt og auditivt er filmen en oplevelse.

Til lyden af pulserende elektromusik fører Refn os igennem det ene lækkert neonbelyste rum efter det andet, og der er en betagende renhed over hans modeverden. Kostumerne tager pusten fra én.

”Skønhed er ikke alt, det er det eneste,” siger en modeguru i filmen, og ironisk nok kommer Refn selv til at bekræfte udsagnet, fordi han aldrig formår at trænge under overfalden. Og når han drejer en kniv rundt i halsen på en model og lader en anden spise et opkastet øjeæble, fremstår The Neon Demon mere som en flot modefilm end det punkangreb, den er tænkt som.

Nicolas Winding Refn er en stor æstet, og han kan skabe visionære billeder af hypnotisk karakter. Men her mangler han den fortællende kraft, psykologisk persontegning og empati med sine karakterer.