Nattebarn

”Du skal ikke pille næse. Vi filmer jo!” 

Det siger Sverre drilsk til sin bedste ven Petter. De to norske gutter kører rundt i Oslos gader og er allerede begyndt at optage sig selv, imens de brainstormer, hvad deres kommende dokumentar skal handle om. 

Sjovt nok udvikler deres pingpong sig til den film, vi sidder og ser. Filmen undersøger Petters svære følelser om at være biseksuel og have sindslidelser – en bagage, som er en udfordring i sociale sammenhænge. 

Han har villet springe ud fra en bro og er lige blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Filmprojektet skal være en slags gulerod til at undgå den slags destruktiv adfærd. 

I nattemørket følger de lyden af musik og opsøger folk for at finde en fest. For er der en bedre lejlighed til at finde nogen, de kan tale med om at have ondt i sjælen, end når sprutten flyder? 

Sådan starter projektet, men snart udvikler filmen sig til en åbenhjertig udveksling mellem Petter og Sverre og de folk, de møder på deres vej. 

Der er Monica, som har selvpåførte ar på sig. Hun kan ikke helt selv forklare hvorfor. Når støvet af et manisk anfald lægger sig, kan hun nemlig ikke forstå, hvad der er sket. Tilbage sidder hun med skammen. Men nu hvor hun kan tømme sit hjerte foran kameraet, kan hun smile lettet. 

Hendes kæreste Emma er transkønnet og undgår for alt i verden at se sine nedre dele, fordi hun stadig ikke kan få godkendt en kønsskifteoperation. Det er naturligvis en ekstra byrde at vokse op med den forkerte krop og samtidig få at vide, at hun skal være mere mandig. 

Som bilmekaniker gør hun dog op med en fordom om, at transkvinder udelukkende er feminine. Som alle andre har de også feminine og maskuline sider af sig selv. 

Deres fortælling giver Petter modet til at fortsætte en rejse ind i sig selv. 

Han fortæller om den aften, hvor han ville begå selvmord. Inden han tog ud på broen, havde han sex med en sød fyr, der spurgte ham, om ikke han ville blive og ligge i ske. 

Men selv om han ikke er homofobisk, døjer han med internaliseret had og skam, der kombineret med en række diagnoser – heriblandt adhd og bipolar lidelse – drev ham ud på den bro, hvor en tilkaldt ambulance stoppede ham. 

Takket være Sverres kamera er vi med, når Petter begynder at date Miriam, som han kommer i kontakt med på nettet. Han siger, at en kvindelig kæreste kan distrahere ham fra hans tiltrækning til mænd, samtidig som han opnår tosomhedens ro. 

Optagelserne viser ham gøre sig klar og løbe afsted til deres første date. Der zoomes ind, når Petter og Miriam begynder en akavet snak, som udvikler sig til munterhed og latter. 

Det virker voldsomt, men kærligt, at kameraet også forbliver tændt, når de senere har sex, flytter sammen og skændes i bilen om hinandens opførsel til en fest. 

Men det største indgreb må være, når de selv filmer hinanden en aften, hvor Petter har det særlig dårligt, og hun ikke vil give ham bilnøglerne af ren frygt for, hvad han kan finde på. 

Nattebarn tager publikum med ind i folks hjem, i bilen og rundt omkring i Oslos gader. Frem for alt åbner den døren til en sindstilstand, hvor der oftest er adgang forbudt. 

Det er indtagende at se, hvordan en åben snak om maniske udbrud og andre symptomer på lidelser får de medvirkende til at trække på smilebåndet. De danner et fællesskab og får håbet om en lysere fremtid. Om ikke andet kan de støtte hinanden, når det går rigtigt skidt. 

Men Nattebarn er ikke en blåøjet skildring, der vil underminere psykiatriens alvor. Ej heller er det alle de medvirkende, der ser så lyst på tingene. 

Den unge Cornelia skiller sig ud med afbleget, kort hår, tatoverede arme og en evig cigaret i hånden. Efter en heroinoverdosis beslutter hun sig for at kvitte stofferne. 

Med spejlblanke øjne ser hun direkte ind i Sverres kamera og siger, at hun bliver nødt til at være ædru. Mens tårerne presser sig ud af øjenkrogene, indrømmer hun, at hun er dødsensangst for de følelser, hun ikke længere kan fortrænge.