Nat på museet: Gravkammerets hemmelighed

Den bærende idé bag Nat på museet-filmene er ikke til at tage fejl af: Hvad nu hvis alle genstandene på New Yorks naturhistoriske museum vækkedes til live om natten?

Folkene bag stiller nu hvad-nu-hvis-spørgsmålet for tredje gang i Nat på museet: Gravkammerets hemmelighed.

Mens første film i serien var et hæderligt bud på en eventyrfilm for børn, blev i handlingen i toeren flyttet til et museum i Washington med et blandet resultat. Med den nye film danner London nu ramme for eventyret, der trods alt virker mere forfriskende end sin forgænger.

Alt går tilsyneladende godt på Natural History Museum i New York. I de to foregående film har nattevagten Larry Daley (Ben Stiller) bortforklaret museets hemmelighed for omverdenen ved at kalde de levende genstande for special effects. Nu er Larry tilbage på museet, denne gang netop som ansvarlig for special effects.

Museets hemmelighed ligger i den magiske, egyptiske gulvtavle. Men snart begynder tavlen at tabe sine magiske evner og får alle museumsgenstandene til at opføre sig mærkeligt. Tavlen viser sig kun at kunne reddes med hjælp fra en egyptisk farao, der står udstillet på British Museum i London.

For at redde sine venner må Larry nu drage til den engelske hovedstad. På sin rejse får han blandt andet følgeskab af sin søn og det efterhånden velkendte Nat på museet-slæng: Teddy Roosevelt (Robin Williams), hunner-kongen Attila (Patrick Gallagher), miniature-romeren Octavius (Steve Coogan) og miniature-cowboyen Jedediah (Owen Wilson).

Desuden støder hulemanden Laaa (også spillet af Ben Stiller, nu på en mere gryntende facon) til gruppen og knytter særlige bånd til Larry.

Larry har særdeles svært ved at give slip på sin teenagesøn og lade ham blive voksen, og det ømtålelige forhold mellem far og søn bliver tematikken, der skal bære løjerne. Budskabet er velmenende nok, men i forsøget på at gøre filmen dybere bliver det også en kende forudsigeligt og kedeligt.

I London stifter gruppen bekendtskab med nye museumsgenstande, og det bliver tydeligt, at filmen virker bedst, når den spiller på mødet mellem den virkelige verden og museets kunstighed. Især er den ærkebritiske Sir Lancelot (Dan Stevens) underholdende som høvisk ridder, der skal gebærde sig i den moderne verden.

Serien har hele vejen igennem været velsignet af et stærkt cast, som i den nye film forstærkes yderligere med navne som Ben Kingsley og Hugh Jackman – sidstnævnte spiller i øvrigt sig selv med en befriende selvironi.

Ben Stiller Stiller er igen sikker i rollen som nattevagten, der må agere redningsmand og tropsfører for den brogede skare af eksotiske personager. Han forvalter rollen med både sårbarhed og beslutsomt heltemod.

I sit livs sidste film får Robin Williams det maksimale ud af sin rolle, selv om man kunne unde ham en bedre film at slutte af på. Rollen som Roosevelt er simpelthen for flad til Williams’ komiske talent, og han drukner desværre i en overflød af andre figurer.

Både Ben Kingsley og Owen Wilson fråser deres gode kræfter på karakterer, der enten er ligegyldige eller gennemført platte. Og der går unægteligt lidt inflation i stjernerne, når Ben Kingsley sammenlagt er med i mindre end fem minutter af filmen.

Til gengæld er Ricky Gervais et lyspunkt som museumsdirektøren, der minder mistænkeligt meget om hans The Office-karakter David Brent – han er som altid en flabet fornøjelse.

Nat på museet: Gravkammerets hemmelighed er en ganske fantasifuld eventyrfilm, og som en blanding af Indiana Jones, Toy Story og Min søsters børn vælter byen har universet masser af potentiale. Men filmen formår aldrig at bryde med den moraliserende forudsigelighed – og den er ikke sjov nok.

Når store dele af komikken er baseret på Ben Stillers langsomt opfattende hulemand, bliver det bogstaveligt talt en omgang fald-på-halen-komik og hulemandshumor, der taler ned til publikum.