Narcos – sæson 2

Kokainkongen Pablo Escobar var blandt meget andet usandsynligt dygtig til gemmeleg.

Hvor første sæson af Netflix’ narkoserie viste, hvordan han med stor fantasi smuglede hvidt pulver fra Colombia til USA, så handler anden om, hvordan han selv undgår at komme i myndighedernes klør. Og narkobaronen er lige så god til at smugle sig selv som kokain.

Vi starter lige dér, hvor første sæson sluttede.

Pablo Escobar (Wagner Moura) har udvist blodtørst og hævngerrighed i det fængselspalads, staten har sat ham i, så nu vil militæret ind og have en alvorssnak. Escobars krusede hår er begyndt at gråne, og maven bulner efterhånden langt ud over buksekanten, men det tynger ham ikke.

Escobar undviger 4.000 soldater gennem en tunnel, han har gravet, og trisser roligt ud i friheden. En taxas bagagerum holder ham skjult for militæret den næste stykke tid.

Skaberne af Narcos – Chris Brancato, Carlo Bernard og Doug Miro – har i anden sæson valgt mange af de samme greb som i første til at fortælle Colombias kokainhistorie.

Det er fortsat den amerikanske narkobetjent Steve Murphy (Boyd Holbrook), som i en voice over binder de mange karakterer og handlingstråde sammen. Den stoiske og hæse stemmeføring giver mindelser om en film noir, men Murphy og makkeren Javier Peña (Pedro Pascal) må sande, at de snarere befinder sig i en blodvædet thriller.

Og her har de det faktisk udmærket. Murphy udtrykker glæde, da Escobar flygter, for han er også betaget af gemmelegen.

Serien benytter sig igen af arkivbilleder for at indgyde autenticitet og information. Sådan kortlægges George Bush den ældres kamp mod narkoen, Escobars forhold til guerillabevægelsen FARC – og alliancerne mellem dem, som vil Pablo til livs.

Men der er også kvalitetsmæssige forskelle på de to sæsoner.

Hvor første sæson var en grundig og encyklopædisk, men også til tider halvtør gennemgang af begivenheder i Pablo Escobars liv, så fremstår anden sæson mere intens, ond og fængslende.

Første sæson dækker årene fra slutningen af 1970’erne til 1992, mens der nu fokuseres på 1992-94.

Fortætningen giver mulighed for udelukkende at fokusere på kampen for at fange Pablo Escobar, og serieskaberne formår at opbygge en ubehagelige og dybt fascinerende historie om krig og lemlæstelse. Pulsen stiger stødt over de ti afsnit, mens borgerne i kokainbyen Medellín lider.

Det er ikke kun myndighederne, der vil Escobar til livs. Efter et utal af likvideringer har han også skaffet sig en horde af fjender i narkomiljøet. De danner gruppen Los Pepes, som om muligt er endnu mere brutale end Pablos kartel.

Judy Moncada (Cristina Umaña) er en af lederne i Los Pepes. Hun beviser, at kokainbranchen ikke blot er et spil for mænd med moustache. Mens Escobars trasker rundt med stor mave i slidte sweatre, så er Judys opulente palæ pyntet med genialske malerier af hende selv og farlige dyr – der er både ét med en hvid tiger og et med en hanløve.

Anden sæson er mindre pæn end første, og det klæder Narcos. Væk er de billedskønne, solbeskinnede overbliksbilleder af den sydamerikanske jungle, for både rænkespil og våbenkampe gør sig bedst om natten.

I sjette afsnit indtræffer en frenetisk, overrumplende kugleregnscene. Kameraet løber med en nervøs knægt rundt i hans første skudduel. Der er mørkt, og han når ikke at se den mand, som skyder ham i hovedet. Kameraet løber herefter videre med bødlen. Det er brutalt. Og elegant eksekveret.

Der er dog som i første sæson stadig en distance til Pablo Escobar i Narcos. Serien forsøger ikke at lege med vores sympati, for pointen synes at være, at alle bliver forrået i en narkokrig.

Det kulsorte overskæg tynger givetvis mundvigene nedad, for Moura gør udelukkende kokainkongen til en sammenbidt mand uden humor.

Men det kan jo også forstås som et budskab: Escobars person har en sekundær betydning. Skulle det lykkes modstanderne at få ramt på ham, forsvinder kokainproblemet ikke.