Når dyrene drømmer

Siden den lille danske genrefilm havde verdenspremiere på årets Cannes-festival, har der været skrevet meget om filmen. Og i pressens omtale er hovedpersonen skiftevis blevet kaldt en vampyr og en varulv. Det sidste kommer nærmest.

Vi er i en lille jysk kystby, hvor betonbunkere stikker op af bølgerne som ildevarslende minder om en mørk fortid, der ikke må gentage sig.

Med lidt held vil sekstenårige Maria da også finde sig til rette som et normalt menneske i de voksnes rækker ved de lokale samlebånd. Eller ende som sin mor, der fastholdes i en stærkt medicineret eksistens som umælende zombie. Der er nemlig også en tredje mulighed, men den tør ingen sige højt. Især ikke til Maria.

Danske folkesagn vrimler med varulve, men i dansk film er emnet til at overse med hidtil kun en enkelt spillefilm, Jens Ravns Polanski-inspirerede Ulvetid (1981), hvor Ghita Nørby og Frits Helmuth mistænker Jannie Faurschou for at forvandle sig ved hjælp af et magisk bælte, og tre kortfilm: Driver dug falder rim (1985), Mareridt (1987) og Lykantrop (1991).

I samme nabolag spiller Cyron Melville en otteårig knægt med et indre vilddyr i Carsten Rudolfs Menneskedyret (1995). Og i Legos dansk producerede, animerede tv-serie Legends of Chima går menneskeagtige ulve amok i episoden The Hundred Year Moon (2013).

Hvorvidt Når dyrene drømmer rent faktisk skildrer en varulv kan diskuteres, for ingen betegnelser for fænomenet nævnes, og der er hverken pentagrammer, fuldmåne, ulvehyl eller sølvkugler.

Det udyr, der lejlighedsvis antydes af urolig rygmuskulatur, beherskede sminkørtricks og knurrende underlægningsmusik, kunne således lige så vel være eksempelvis en varræv eller varschæfer.

Heller ikke filmens genre er nem at fastslå. På papiret har Når dyrene drømmer givetvis lignet en ret traditionel monsterfilm: En teenagepige opdager, at hun ligesom Michael J. Fox i Teen Wolf (1985) har arvet et dyrisk gen. Tilstanden synes relateret til hendes pubertet (The Company of Wolves, Ginger Snaps), og forældrene har intet fortalt hende (True Blood, Bitten).

Det oplæg kunne snildt have resulteret i en effektfuld horrorfilm med forvandlinger i fuldmåneskær, klør og tænder i blodigt strubekød, støbning af sølvkugler og en afsluttende jagt i et tåget landskab.

Men sådan skulle det ikke gå.

En for danske film typisk berøringsangst over for konkrete genreelementer har sat sit præg på tingene, så eksempelvis en vigtig dramatisk hændelse mod filmens slutning ikke vises – pludselig render personerne bare rundt tilsølet i blod.

Humor er også bandlyst, og der bruges kun lidt energi på erotik og basal suspense.

En horrorfilm skræddersyet til unge er det i alt fald ikke blevet, selvom den har modtaget støtte (over ni millioner, hvoraf næppe halvdelen er synlige på lærredet) under Filminstituttets ungdomsordning, der satser på ”Nordic Twilight”-gysere.

Alligevel er resultatet langt fra endnu en fiasko.

Muligvis har heldet været bedre end forstanden. Eller måske er debuterende instruktør Jonas Alexander Arnby et markant talent.

Berøringsangst eller ej – filmens styrke er antydningens kunst, præget af realistisk miljøskildring, fint skuespil og de bjergtagende stemningsfulde billeder, hvor tågen ruller ind over et dunkelt Jylland: mytologisk socialrealisme a la arthouse-film Lad den rette komme ind.

Et særligt lyspunkt i filmen er den filmdebuterende Sonia Suhl i hovedrollen, solidt flankeret af Lars Mikkelsen og Sonja Richter. Ikke blot er hun af udseende særdeles troværdig som sidstnævntes datter, hun spiller rollen med et væld af nuancer, mens man under hendes sarte ydre fornemmer et stærkt og gådefuldt indre, perfekt til rollen.

Det bæst, der har erstattet Olsen-bandens granat i Vestjyllands bunkere, er et velkomment vilddyr.