Nancy

Dårende dejligt falder sneen. 

Den ligner tøsne, når den først lander på jorden og blander sig med uhumsk grus og gammel asfalt ved vejkanten. Men snart lægger sneen sig tykt og billedskønt som på forsiden af et julekort. 

Ligesom den kryptiske fortælling i Nancy skjuler sneen alt det hæslige under overfladen og forstyrrer vores opfattelse af virkelighed og fantasi. 

Nancy følger en 35-årig kvinde, der hævder at være Leo og Ellens datter, som forsvandt for 30 år siden – øjensynligt bortført. De tager hende til sig, men den lykkelige genforening forstyrres af en snigende mistro. 

Andrea Riseborough er som skabt til at spille den tilsyneladende skrøbelige kvinde i titelrollen. Med dådyrøjne og en nervøs dirren i stemmen fremstår hun som det uskyldige barn, forældreparret mistede. Man kan ikke forestille sig, at hun har andet end rent mel i posen. Selv når hun fortæller røverhistorier om ophold i Nordkorea og et problematisk svangerskab, som aldrig har fundet sted. 

Nancy er vokset op hos Betty, der i Ann Dowds skarptandede moderfigur er lige så tyrannisk som hendes frygtindgydende Lydia i The Handmaid’s Tale. 

I nedslidte huse går almindelige mennesker med uglet hår og pjaltet tøj usminket rundt i stuer, som er metaforisk formørket af gardiner og nedtonet belysning. 

Fotograf Zoe White blander filmens skævvridende billedsprog med selektiv realisme. Resultatet er et udtryk, der er næsten lige så misvisende og svært at tyde som Nancys sande identitet. 

Kameraet hviler nådesløst ved hvert af de medvirkendes ansigter og tvinger os til smerteligt at kigge dem i øjnene, når de konfronteres med deres værste frygt: at miste et barn, døden og ensomhed. 

Steve Buscemi er som altid fremragende. Han spiller Leo, der ulig sin hustru er ganske afklaret med datterens forsvinden. Med skuespillerens ekspressive ansigt mærker vi både hans fornyede håb og udprægede skepsis, når Nancy dukker op. Buscemis enestående kemi med Riseborough gør kun dramaet mere fængslende, og man vil så gerne have, at den arme Nancy finder en længe savnet far. 

På Leos rustikke kontor under skråtaget tager han billeder af den hjemvendte datter, selv om hun beklager sig over ikke at være særligt fotogen. 

Faderligt bekræfter han Nancy i, at det er hun. Nervøst vender hun ansigtet mod kameraet, som om han tog hendes arrestfoto. Uvisheden breder sig, og man kan ikke være sikker på, om Nancy er bange for at blive taget i en løgn, eller om Leos beherskede gæstfrihed fremmedgør hende. 

Der opstår også forvirring af, at Nancy har Leos øjne og Ellens markerede kindben. Men der er også en udpræget lighed mellem hende og den formodede adoptivmor. 

Som alt andet i Nancy skaber symboler, lighed med mulige forældre og afslørende blikke kun mere forvirring, og tvivlen slipper os aldrig. 

Instruktør og forfatter Christina Choe giver den mystiske hovedperson et besynderligt, allegorisk forhold til katten Paul. Den får lov til at komme med indenfor hos Ellen og Leo, selv om den mistænksomme Leo er allergisk. Men en nat, når den forunderlige Nancy går ud for at ryge en cigaret, står døren på klem. Så løber husdyret væk og forsvinder i sneen, som ikke har taget sig så godt ud på film siden Fargo. 

Hun løber tåreblank i hælene på katten, men mister ham af syne og bryder ud i en hysterisk råben. Hendes gråd skærer igennem nattens ro og vækker forældreparret. Men kun Ellen hjælper hende med at lede. 

Snart forsvinder også Nancy af syne i forvirringen. Skiftevis ser vi hovedpersonen, der sanseløst kalder på katten, og Ellen, der ude af sig selv skriger efter sin hjemvendte datter. Hun må for alt i verden ikke forsvinde igen. Rundt om dem ligger landskabet henlagt i nyfalden sne, der skjuler alle spor og forhindrer mor og datter i at finde hinanden. 

Nancy er en smuk, men hård nød at knække. Den efterlader en masse stof til eftertanke.