Biografanmeldelse
25. juni 2017
Mysteriet ved Slack Bay
Ma Loute Brufort (Brandon Lavieville) og Billie Van Peteghem (Raph) forelsker sig i hinanden trods deres familiers forskellighed, mens to dilettantiske politimænd prøver at opklare en masse mord. Foto | Roger Arpajou

Mysteriet ved Slack Bay

Bruno Dumonts vidunderligt underlige farce om to meget forskellige familier ved den ildylliske Slack Bay hensætter Ekkos anmelder i en lykkelig WTF-tilstand. 

Af Lars Bukdahl

Det her er en virkelig underlig film og en virkelig vidunderlig film, netop fordi det er en virkelig underlig film.

Jeg blev fra start ramt af en absolut og lykkelig WTF-undren, som ikke forlod mig, så længe filmen varede, og det er og har altid været en sjælden foreteelse.

Jeg kom til at tænke på dengang, jeg første gang så Blue Velvet, og det kan godt være, at oplevelsen af Mysteriet ved Slack Bay i sin chokagtighed minder om oplevelsen af Blue Velvet, men filmen minder med sin tone og stil snarere om David Lynch’ uopdrivelige sitcom On the Air fra 1992.

Den ejer noget af den samme sublime skabagtighed, sære, umulige timing og forknoldede slapstick (det er ikke sjovt, at folk hele tiden går og falder – jo, det er sjovt, at folk hele tiden går og falder, fordi det for fanden ikke er sjovt, at folk hele tiden går og falder).

Mit chok er helt renfærdigt og autonomt, fordi jeg pinligt nok ikke har set Bruno Dumonts tidligere film.

De er, kan jeg forstå, helt anderledes alvorlige – bortset lige fra tv-serien P’tit Quinquin fra 2014, som jeg straks har bestilt på Amazon. For hvis den bare en smule er i familie med Mysteriet ved Slack Bay, er der ingen vej udenom.

Som udgangspunkt lyder filmen som en triviel, bittersød, fransk sommerkomedie.

Året er 1910, og familien Van Peteghem opholder sig som altid i sommerresidensen Tymphonium ved den idylliske Slack Bay i Nordfrankrig.

Antipoder til familien Van Peteghem er familien Brufort, der er lige så mut lumpenproletarisk, som familien Peteghem er hyst spidsborgerlig. Hovedindtægtskilden for familien Brufort er transporten af turister over bugten, i båd eller ved at bære dem over.

André Van Peteghems niece Billie, der skiftevis klæder sig som en pige og en dreng, og den ældste Brufort-søn Ma Loute forelsker sig trodsigt i hinanden. Imens undersøger to politimænd af meget forskellig bredde og drøjde, Machin og Malfoy, mysteriet om flere og flere turisters mystiske forsvinden.

Det er i første omgang ikke handlingen, der underliggør sig, men spillet og (hvad skal vi kalde det?) attituden.

Fabrice Luchini som den til overflod pukkelryggede André Van Peteghem kører diktion, mimik, gestik og ikke mindst gakket gangart helt langt ud, nærmest hinsides en Tex Avery-tegnefilm. Og da Juliette Binoche et stykke tid senere ankommer som Andrés søster (og Billies mor) Aude, tager hun straks konkurrencen op som en anden Bianca Castafiore fra Tintin.

Imens vælter Machin og Malfoy i deres Dupond og Dupont-uniformer rundt i klitterne som ikke bare dilettantiske politimænd, men også dilettantiske Gøg og Gokke-efterlignere. Og familien Brufort grimasserer bare grumt.

Øjet i farce-stormen er det unge par, Billie og Ma Loute, der betragter og behandler hinanden med en tungtvejende ro, der står i stærk kontrast til samtlige andre personers kukkede måde at te sig på.

Da handlingen omsider underliggør sig, sker det pludseligt og brutalt, men også provokerende nonchalant med en menneskefod i den sorte gryde. Fra nu af kan alting ske. Og gør det så alligevel ikke.

Farce-storm og kærlighedshistorie fortsætter derudad med kannibalismen i en sidevogn og med et gedigent højdepunkt i synet af Andrés fjæs, da han kører vind-ræs på stranden.

Indtil personer begynder at flyve! Hvilket jo er en helt tredje underlighed.

Og måske burde jeg hverken have spoilet kannibalisme eller flyvefærdighed, men hvordan antyder man den slags? Hvordan reklamerer man for det vidunderligt underlige uden at afsløre det?

Titel:
Mysteriet ved Slack Bay

Originaltitel:
Ma Loute

Land:
Frankrig, Tyskland, Belgien

År:
2016

Instruktør:
Bruno Dumont

Manuskript:
Bruno Dumont

Medvirkende:
Fabrice Luchini, Juliette Binoche, Valeria Bruni Tedeschi

Spilletid:
122 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
6. juli

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
26. nov. 2022
Vanskabte land

Vanskabte land

Biografanmeldelse
12. juli 2022
Et sekunds lykke

Et sekunds lykke

Biografanmeldelse
06. mar. 2022
Benedetta

Benedetta

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten