On My Mind

”Nej, du må ikke synge,” lyder det afvisende fra bodegaejeren Preben, når Henrik spørger, om de vil tænde karaoke-maskinen, når han ankommer en tidlig tirsdag morgen.

Lige indtil han ser maskinen omgivet af glimmer i lokalets anden ende, var han ellers kommet for at drikke sorgerne væk.

Preben sidder og fører regnskab, så det sidste han er interesseret i, er lyden fra beværtningens eneste formiddagsgæst, der efter fire shots af den billigste whisky tonedøvt skråler med på en gammel slager.

Filmhistorien er rig på konflikter, der opstår på grund af misforståelser mellem fulde mænd på værtshuse. Tænk blot på Bridget Jones’ dagbog, Star Wars og talrige westerns.

Striden mellem Henrik og Preben, der er træt af at have fordrukne sutter på besøg fra morgenstunden, bliver omdrejningspunkt i instruktør Martin Strange-Hansens Oscar-nominerede kortfilm On My Mind.

Med den brune bodega som bagtæppe udspiller den atten minutter lange film sig som et hjertevarmt kammerspil.

Den smålige konflikt om karaoke-maskinen udvikler sig nemlig ikke blot til en hanekamp, men også et studie i Henriks indre liv.

Rasmus Hammerich er fremragende som den stædige gæst, der på overfladen synes usoigneret og til last for andre.

Ømheden lyser imidlertid ud af hans sårede øjne lige fra den første scene, hvor han igen og igen slår hovedet mod en rude og ser deprimeret ned, mens nogen i baggrunden fortæller, at ”det er i dag, det sker”.

Hvad det lige præcis er, der skal ske, forbliver sløret undervejs, og filmen lægger op til en tragisk overraskelse, man som seer ved kommer før eller siden.

Det er tydeligt, at Henrik bærer på en tung, indre byrde, der uden forløsning medfører, at manden allerede stinker af sprut, før fanden får sko på.

Han ser træt og ukoncentreret ud, mens depression og fuldskab flyder sammen. Det eneste han med sikkerhed ved, er, at han for alt i verden skal bruge en optagelse af sig selv, der synger Elvis Presleys Always On My Mind, koste hvad det vil.

Elvis Presley cementerede serenadens ikonstatus med sin udgivelse i 1972. Siden har den gennemgået utallige hamskifte med så forskellige musikere som countrysangeren Willie Nelson og synthpop-bandet Pet Shop Boys.

Det er modigt at bruge så fladtrådt en sang til at udfolde den mystiske mands indre liv. Men når Henrik omsider får lov til at synge, får hans dårlige sangstemme krydret med kraftig dansk accent og hjertevarme ”sjælen til at flyve”, som han citerer sin fraværende kone for at sige om elskovshymnen.

Det særlige forhold mellem bartendere og deres bedrøvede gæster er kendt i filmhistorien fra Casablanca til Ondskabens hotel. Også Henrik møder forståelse fra kromutteren Louise (Camilla Bendix).

Ole Boisens Preben rynker på næsen og bemærker komisk, at den nyankomne ligner en, der har sovet under en bus. Men Louise gennemskuer en inderlig ømhed ved første øjekast og hjælper ham derfor i sammenstødet med chefen.

Omend hun ser, at noget er helt galt, kender hun takt og tone. Hun spørger aldrig ind til noget, gæsterne ikke allerede er ved at fortælle hende. Louise har et hjerte af guld, men har arbejdet længe nok i branchen til at vide, hvordan hun bedst servicerer kunderne.

Derfor ser hun mellem fingrene med beværtningens strikse regler og laver gerne undtagelser for de besøgende.

Den brune bodega fuldendes med reklamer for Unterberg og gamle billeder af boksere på væggen, en gammel bardisk og matchende lamper i banket messing samt funklende spillemaskiner ovre i hjørnet.

Det er netop sådan et sted, hvor stamkunder ikke føler sig set ned på, når de skyller smerten ned med en sjus, og tristessen får frit løb.

Hovedpersonens tunge følelser bliver aldrig så dystre, at de forstyrrer den fremragende dynamik mellem personerne. Tilsat popmusik og fremragende præstationer er On My Mind en sjælden perle.