Mustang

Fem forældreløse, smukke og sådan set glade søstre i alderen fjorten til 21 år – Lale, Nur, Selma, Ece og Sonay – boltrer sig på vej hjem fra skole med nogle jævnaldrende drenge ved strand og hav.

Vi er langt ude på det tyrkiske bøhland ved sortehavslandsbyen İnebolu. Men pigernes uskyldige vandsjov med drengene og efterfølgende æblerov med hinanden får rigide, puritanske konsekvenser.

Deres ellers så frisindede bedstemor bliver af sine ortodokse islamiske naboer og sin egen søn tvunget til at trække pigerne ud af skolen og isolere dem. Deres hjem bliver snart til et veritabelt fængsel, hvor de skal lære at blive gode islamiske koner og vente på den rette ægtemand.

Tyrkiske Deniz Gamze Ergüvens Oscar-nominerede Mustang har sit navn efter pigernes otte, flagrende, mørke hår a la hestemanker og deres flyvske, fandenivoldske oprør efter de berømte stride og utæmmelige indianerheste.

Historien om de fem pigers tætte søsterskab og mere og mere nådesløse knægtelse – og ordet er velvalgt, vi taler om det maskuline tyranni: patriarkatet – er fortalt retrospektivt af yngste søster Lale. Hun er den sidste oprører, som trodsigt ikke lader sig kue, og hun spilles helt fantastisk af naturtalentet Günes Sensoy.

Men alle pigerne spiller fremragende i deres møde med den frygteligt strikte fruentimmerskole, som udgør deres fængsel.

Deres uovervindelige skæbne og slutpunkt er det arrangerede ægteskab.

I den fundamentalistiske islam sætter det punktum for enhver kvindes ungdomsliv. Resten er tavs underdanighed, fødsler og madlavning. Der er andre udveje, men de fleste rimer på en død, der såmænd kan ankomme, hvis mødommen ikke ses som blodplet på bryllupsnattens lagen.

Det interessante ved filmen, der samtidig gør den så tyrkisk og aktuel, er udstillingen af miljøets kønsmæssige dobbeltmoral.

Pigernes hjem er på overfladen en del af den moderne, sekulariserede middelklasse, der er opstået i kølvandet på Atatürks modernisering af Tyrkiet. Kvinder kan færdes uden tørklæde over håret, gå i skole og bruge computere. Mændene synes milde, går vestligt klædt og drikker alkohol.

Men det er en meget tynd facade, og bag dette skin trives den islamiske sharialovgivning. Og, som filmen antyder, incestuøst misbrug af pigerne.

Det er denne impressionistiske afdækning, som er filmens kunstneriske styrke. Uden militant pegefinger hudflettes et Tyrkiet, som i de senere år har fjernet sig mere og mere fra sin historiske humanisme og modernisme og tilnærmet sig den form for islamisme, Atatürk ønskede at befri sin nation fra.

Deniz Gamze Ergüven er blevet bebrejdet, at hendes film ikke er tyrkiske nok i hverken form eller indhold.

Tager vi det første, er hendes instruktørstil i Mustang yderst fransk med sine anekdotiske montager, elegante episoder og en tone, der veksler mellem dur og mol. Stilistisk er kameraet som en pen i den sidste søsters dagbog. Hendes stemme lyder kun ved filmens skelsættende vendepunkter.

Faktisk kom jeg undervejs til at tænke på François Truffauts klassiker Ung flugt og selvfølgelig Sofia Coppolas filmatisering af The Virgin Suicides.

Men indholdsmæssigt er filmen en poetisk og politisk afdækning af et land, som bejler til europæisk og amerikansk kultur, men samtidig fastholdes i en mandsterroristisk middelalder. Enhver mand i slægten står altid over enhver kvinde.

Mustang er på alle måder en såre sød og smuk film. Delikat, tyrkisk konfekt, men med bitre mandler.