Mumifars eventyr

Tove Janssons mumitrolde har underholdt og fortryllet både børn og voksne siden den første historie om de charmerende væsner fra 1945.

Forfatterens eventyrlige verden fuld af sødme beholder sin relevans i instruktør Ira Carpelans animerede Mumifars eventyr. Finske Carpelan har tidligere lavet Mumitroldenes vinter – Bliver det jul i år fra 2017, og instruktøren har blik for at genfortolke historierne til nye generationer.

Mumifars eventyr er baseret på Janssons Mumifars erindringsbog fra 1950, hvor den ældre Mumifar er i centrum.

Unge Mumi kommer efter en fisketur i karambolage med en hveps. Hvepsen stikker hans hale, så den karakteristiske hårtot på enden falder af. Mumi nænner ikke at fortælle sandheden om, hvad der er sket med halen, så hele familien tror, at han er dødeligt syg.

Mens Mumimor samler urter under månelyset, så hun kan lave en helende trylledrik, fortæller Mumifar deres lille trold om et eventyr, han engang var ude på. Sådan hører Mumi om farens opvækst helt fra børnehjemmet, til han mødte kære Mumimor.

Filmengør uhyre lidt for at introducere uindviede børn og voksne til sit faste karaktergalleri, men Mumifar møder mange andre finurlige karakterer på sin vej, som man lærer bedre at kende. Efter flugten fra sit strikse børnehjem støder han på opfinderen Frederiksen og dennes nevø, Fjumredyret. Sammen med dem oplever Mumifar de fleste af sine ungdomseventyr, og de er et herligt bekendtskab.

Frederiksen er som opfindere er bedst: lettere distræt, fuld af gode og mindre gode idéer, og så har han et hjerte af guld. Hans nevø er en nervøs størrelse, der altid forlægger og taber sine ting og bor i en kaffedåse. De to er vidunderligt skøre og søde, konstant godt selskab.

Da Frederiksen skal søsætte den båd, han har bygget, kræver det højere vandstand. Derfor lokker han Dronten Edvard – en gigantisk stendrage – til at sætte sig i floden, så hele skoven bliver oversvømmet, og båden får vand at flyde på. Mens den umage gruppe flyder til havs, klager Edvard over, at flodens stendækkede bund gør ondt på hans stenfødder.

På den måde er der også overraskende meget at komme efter som voksen seer. Mumifar spørger forfærdet, om Edvard mon er farlig, og Frederiksen forklarer, at Dronten måske træder på en, men så skal han også nok betale for begravelsen! Sådan trækker man løbende på smilebåndet, og det er let at forstå, hvorfor Janssons univers består.

De skægge replikker går dog lidt rigeligt over stok og sten. Så snart en udveksling er ovre, er den næste nærmest allerede i gang. Der er ikke meget plads til at fordøje handlingen og dialogen, og det er synd, når den ellers er så god.

Det er nok et forsøg på bedst muligt at ramme den unge målgruppe, som jo er vant til, at deres underholdning foregår i et hæsblæsende tempo. Men Mumifars eventyr har en ambition om at lægge op til fælles udfoldelse og diskussion af filmens budskaber og begivenheder.

Det samme gælder den fornemme animation, der består af små filtfigurer og papir. Den håndlavede stopmotion klæder i høj grad den nuttede historie. Lige så bedårende som mumitroldene ser ud, lige så uhyggelig kan den monstrøse Murren fremstå, når hun titter frem bag mørke bjerge med gennemborende gule øjne.

Der er masser af indtryk for små filmelskere at tage med videre og diskutere indgående med de ældre af slagsen.

Mumifars eventyr er en film, der gerne vil give børn noget med videre – visuelle indtryk, værdifulde budskaber og noget at tale om. For Mumi er det stort at høre om sin fars eventyr, for under dem fandt han ud af, hvem han var, og i hvilken retning hans liv skulle gå.

Den højtflyvende tematik oversættes fint til børnehøjde, og mumitroldenes fantasifulde eventyr får de store tanker til at virke ganske overskuelige.