Muidhond

Pædofili er et af verdens største tabuer. Det er forkasteligt at være tiltrukket af børn.

Det er så forkert,at blot det at skulle forstå et menneskes pædofile drift virker ubehageligt. Og det er vel netop den følelse, man efterlades med, når man læser Vladimir Nabokovs klassiker Lolita.

Det er i sig selv en skræmmende erkendelse, at man rent faktisk får en form for sympati for Humbert Humbert. Det samme sker i Muidhond, hvor en ung mand slås med sin utilstedelige tiltrækning af en niårig pige.

I en sort-hvid tilværelse, hvor nuancer ofte kvæles, føles belgiske Patrice Toyes stille drama som en kærkommen gave. Filmen er baseret på en bestseller-bog (af samme navn), der nænsomt og nysgerrigt undersøger det tabuiserede emne.

I Muidhond er der ikke noget monster.

Der er et lidende menneske med en ensom, indre kamp. For det at være pædofil er ikke det samme som at begå overgreb på børn. Det ene er en sygdom, det andet er kriminelt og strafbart. Er man en rendyrket djævel på grund af de tanker og drifter, man ikke selv har valgt?

Der er noget befriende ved at overvære et portræt af en så kompleks problemstilling, der ikke ønsker at fordømme. Instruktøren forsøger derimod at forstå. Og Patrice Toye begår med sin fjerde spillefilm en intim og yderst gribende fortælling om en ung mands kamp mod sine indre dæmoner.

Jonathan er en blid fyr, der i fængslet får tæsk af de andre indsatte. Da overgrebsanklagerne mod ham frafaldes grundet manglende beviser, må han vende hjem til sin mor i udkanten af en trøstesløs, belgisk havneby.

Her får han arbejde på et fiskeri, hvor kollegerne tydeligvis kender hans fortid og ser skævt til ham.

Jonathan brænder for at forandre sig.

Han følger alle de regler, hans rådgivere har opstillet for ham. Men da en mor og hendes forsømte pige flytter ind i nabohuset, bliver han sat på prøve. Som to ensomme sjæle finder manden og den lille pige sammen i et venskab, der konstant udfordrer Jonathans gode intentioner.

Bogversionens jeg-fortæller har en indre monolog for at skildre de modsatrettede følelser og tanker i Jonathan. Den form er altid svær at oversætte til et filmsprog, men Toye har med sit valg af det håndholdte kamera, der altid bevarer en enorm intimitet med Jonathan, lykkedes at skabe en tæt kontakt til de mørke tanker, der præger ham.

Vi ser, hvad han ser. Og hvordan han ser det. Som når han stirrer på pigen, mens hun er i badekar. Når han holder hende, mens han lærer hende at svømme i en sø. Eller i ren ængstelse og total lyst betragter hende sove og nærmest ikke kan holde fingrene fra hende.

I dette øjeblik føler man den ætsende splittelse, der æder ham op indefra.

Historien udvikler sig endnu mere tragisk, fordi Jonathan rent faktisk bliver forelsket. En umulig forelskelse, et umuligt begær. Han svajer mellem normaliteten og det forbudte, mens han kæmper sin bitre kamp. Men filmen gør det også klart, at han selv vælger, hvordan han vil handle.

Toyes slørede billeder, når angsten overvælder ham, skaber en intens frygt for, om han kan bevare kontrollen.

I rollen som Jonathan finder den lovende belgiske skuespiller Tijmen Govaerts ind til stor ømhed som en mand, der ikke har lyst til at være i sig selv. Selv om dialogen er knap, er man aldrig i tvivl om hans indre tilstand, og skuespillerens lyser af smerte, der udmunder i en imponerende personificering af Jonathan.

Patrice Toye har med Muidhond skabt et rørende portræt af en indre konflikt. Det er en provokerende intim skildring, der som sin største bedrift formår at se et menneske i det monstrøse.