Mudbound

Alt er mudret i Mudbound.

I Netflix’ ambitiøse drama skyller hyppig regn ned over den ellers tørre jord i 1940’ernes Mississippi og forvandler bomuldsmarkerne til store mudderpøle.

Livet er hårdt for de lokale bønder, der lever af landbruget og er afhængige af vejret og jorden.

Det første, Laura McAllan (Carey Mulligan) husker, når hun tænker på familiens gård, er mudderet. Og i filmens start begraver brødrene Henry og Jamie McAllan deres far, mens regnen siler ned og skyller hullet væk i mudder.

Også forholdet mellem filmens personer er mudret.

Mudbound, der er en egenproduceret Netflix-film, handler først og fremmest om borgerettigheder og racekamp mellem hvide og sorte i USA i tiden omkring Anden Verdenskrig. Slaveriet er for længst ophævet, men der hersker langt fra lighed mellem hvide og sorte.

Slet ikke i en amerikansk sydstat som Mississippi, hvor Ku Klux Klan og apartheid-lignende tilstande stadig hersker.

Instruktør Dee Rees’ film er baseret på en roman af Hillary Jordan og fortæller historien om to familier, der på mange måder deler samme skæbne trods åbenlyse forskelligheder.

Omkring 1940 flytter ingeniøren Henry McAllan (Jason Clarke) med sin kone Laura og far til en farm i Mississippi. Her bor også familien Jackson, der lejer sig ind på dele af jorden, fordi de ikke selv må eje land. Familien Jackson er nemlig sort, mens familien McAllan er hvid.

Filmen er fortalt ud fra skiftende synsvinkler, som ubesværet veksler mellem fire-fem centrale personer fra begge familier. Fortællerstemmerne og fortællingens episke vue giver Mudbound en litterær kvalitet, der trækker på traditionen fra den store amerikanske roman, hvor John Steinbecks Vredens druer virker som den oplagte reference.

Effektivt etablerer Dee Rees familien McAllan og Jackson som to adskilte størrelser. Men samtidig er der lighedspunkter, de har fælles drømme og parallelle historier.

Mest tydeligt bliver sammenfaldet mellem de to familier, der både er kolleger og konkurrenter, da Henrys bror Jamie (Garrett Hedlund) og den ældste Jackson-søn Ronsel (Jason Michell) begge sendes til Europa for at kæmpe mod nazisterne.

Det parallelle forløb kommer dog aldrig til at virke skematisk eller kunstigt.

Noget af det bedste ved Mudbound er ensemblets fornemme spil. Der er et par velkendte ansigter blandt hovedrollerne – foruden Carey Mulligan er der Jonathan Banks fra Better Call Saul og sangerinden Mary J. Blige – men flere roller er besat af mere ukendte ansigter.

Som flere andre film med lignende indhold er Mudbound drevet af indignation og retfærdighedsfølelse, men filmen bliver aldrig moraliserende. Man gribes helt naturligt, når Ronsel ikke får lov at benytte samme dør i den lokale købmandsbutik som hvide, eller når Laura godhjertet sponsorerer en læge til Jackson-familiens syge barn.

Historien er set før, og mod slutningen er den lige ved at kamme over i det klichéfyldte, men den finder en stor styrke i en meget nuanceret og kompleks fortælling, der formår at skabe indlevelse i de fleste karakterer.

Når Henry McAllan og hans far nedgør Ronsel med racistiske apartheid-regler, glemmer Dee Rees aldrig, at deres forkastelige handlinger bunder i noget større.

Mudbound er eminent til at vise, at den ellers så magtfulde hvide mand er lige så desperat og fattig som den sorte – og derfor klamrer sig til absurde, selvhævdende hvide privilegier.

Mudbound er en af Netflix’ allerbedste film til dato.