This Much I Know to Be True

Pandemien har gjort det umuligt at ernære sig ved at spille koncerter, så Nick Cave har trænet som keramiker.

Med en hvid kittel over sit jakkesæt viser han Djævlens liv fortalt i atten skulpturer. I en af de sidste er Djævlen knægtet og står på tåspidser med et ængsteligt udtryk i øjnene, udsultet og nøgen på nær et tylskørt – skrøbelig som en af Edgar Degas’ balletpiger.

Det er en skælmsk indledning, men også et sigende portræt af en kunstner, der er på evig jagt efter nye måder at forstå de emner, som har optaget ham hele livet.

Nick Cave er 64 år gammel. Og i sin karrieres efterår er han kun blevet mere selvransagende.

Siden Nick Cave: 20.000 dage på Jorden, hvor musikeren ser tilbage på sin karriere i en halviscenesat performance, har han talt ud. Direkte med sine fans i live-koncerterne Conversations with Nick Cave og siden på bloggen The Red Hand Files, for ikke at nævne udstillingen Stranger Than Kindness på Den Sorte Diamant.

Og selvfølgelig indirekte gennem sin musik.

Sangteksternes buldrende sydstatsgotik og lange narrativer, og musikkens præg af stadionrock, veg på pladen Push the Sky Away tilbage for et blues-klingende, kompliceret lydbillede.

På Skeleton Tree, delvist indspillet efter sangerens søn Arthur døde af et tragisk fald, giver Warren Ellis’ smukke synthmusik fylde til Nick Caves bevægede baryton i uudslettelige skildringer af sorg: ”The phone, the phone, the phone it rings / The phone it rings no more.”

Det var dengang, instruktøren Andrew Dominik (Killing Them Softly) første gang blev inviteret med i studiet. Ud af det kom dokumentaren One More Time with Feeling, der gjorde familiens sorg kollektiv og viste, hvordan Nick Cave finder heling i musikkens fællesskab.

I Dominiks This Much I Know to Be True taler Cave fra et mere afklaret sted. Her er det musikken, ikke sorgprocessen, der er i centrum.

På et lukket set i en elegant bygning i Brighton kredser fotograf Robbie Ryan omkring Nick Cave, dyrker underbiddet og opstoppernæsen, det kulsorte hår og jakkesættet med skjorten åben til midt på brystet.

Musikeren er rockstjerne-cool, mens han og Warren Ellis spiller sig gennem de dirrende smukke og modne ambientballader fra deres to seneste plader, Ghosteen og Carnage.NickCave er skiftevis henført ved klaveret og djævelsk som den reaktionære jæger i sangen White Elephant, der har elefantpistolen parat til tidens krigere for social retfærdighed.

Andrew Dominik bygger elegant videre på sangenes skiftende stemninger med dramatisk belysning, men holder ellers et spartansk fokus på musikerne i den spektakulære intimkoncert. Samtidig viser instruktøren forberedelserne, anstrengelserne, kaffeordrer og ventetider i en skildring af musikken som et fællesprojekt.

Gamle venner som Marianne Faithfull lægger vejen forbi for at indtale et digt, som Warren Ellis forvrænger til et sælsomt dragende lydtapet.

Warren Ellis er en fascinerende skikkelse. Jovialt australsk og rastløst musikalsk nørkler han med et MIDI-keyboard eller flår i strengene på en elviolin. Han ser studiet som et meditativt rum, hvor han kan jage øjeblikkets musikalitet. Nick Caves poesi udstikker retninger i deres jammende udforskning af et kompliceret og elegant lydrum. Og af og til rammer de noget, der transcenderer øjeblikket.

”Stumper i et hav af bullshit,” som Nick Cave siger det.

Men makkerparret er eminente til at samle stumperne sammen, både i The Bad Seeds-regi og i deres musik til utallige film. Andrew Dominiks dokumentarer giver et fascinerende indblik i deres venskab og kreative proces.

Og hvor One More Time with Feeling holdes sammen af Nick Caves chokerede, famlende poesi fra tiden kort efter tragedien, taler han i This Much I Know to Be True fra et mere reflekteret sted som én, der har fundet styrke i at dele ud af sine tanker – og af sig selv.