Mrs. Fletcher

Efter morsom hakken og stammen i en sætning, der synes endeløs, kommer Eve Fletcher – fremragende Kathryn Hahn – endelig frem til budskabet til sin søn: ”Du bliver nødt til at være god mod kvinder. Forstår du, hvad jeg prøver at sige?” 

Sønnen Brendan (Jackson White), en jock med vaskebræt og dårlige manerer, sidder i bilen på vej mod college med åben mund og polypper. ”Ja, ja, okay,” siger han blankt, imens Eves nervøse blik på sin søn fortæller en anden historie. 

For selvfølgelig aner han ikke, hvad hun taler om.

Sekundet inden de skulle køre, fik han besøg af en pige, som han havde smidt væk som affald og dernæst sms’et i et liderligt øjeblik. Og da Eve vil hive ham ud til bilen, hører hun ham gennem værelsesdøren overdynge pigen med skældsord, mens han får et blowjob: ”Din fucking, beskidte luder!” 

Men det er åbenbart sådan de unge snakker, for pigen kommer glad ud derfra med sæd på trøjen. Eller også er det sådan, de snakker i high school, inden pigerne bliver selvstændige nok til at sige fra. For da Brendan ankommer til college, er det en helt anden virkelighed, han skal agere i. 

Hjemvendt skal mor Eve også administrere en ny virkelighed i det tomme hus, som hun forsøger at fylde med aftenskolekurser og tilfældig MILF-porno på den bærbare. Det udvikler sig snart til en besættelse, der bliver sværere og sværere at tøjle. 

Mrs. Fletcher følger mor og søns deroute i to spor, der ender med at kollidere, præcis som i bogforlægget af Tom Perotta. Hans forfatterskab er tidligere blevet filmatiseret med succes: Election, Little Children og ikke mindst serien The Leftovers. 

Første afsnit er underholdende fortalt af den erfarne instruktør Nicole Holofcener, der står bag afsnit af serier som Parks and Recreation, Six Feet Under og det bedste afsnit af Inside Amy Schumer – Last Fuckable Day, der også er en kommentar om samfundets opfattelse af midaldrende kvinders sexappeal. 

Det er såvel sjovt som bevægende at se Eve sætte alt ind på at gøre dagen hjemme speciel, mens Brendan forlader hende til fordel for en sidste fest med vennerne. 

”Jeg er så vant til at blive afvist af ham, men helt ærligt: På den sidste aften?” beklager hvidvinsdrikkende Eve sig til nabokonen. 

Replikken er flertydig – den henviser også til eksmanden, der forlod hende for en yngre model og nu ikke har tid til at hjælpe hende med at pakke bilen. Og samtidig knytter den an til det underliggende tema, man aner fra starten, hvor Eve føjer mænd for kærlighed. 

Det er kløgtigt tv, og hvor ville man ønske, at Holofcener stod i spidsen for samtlige syv afsnit. 

Men Tom Perotta, der for første gang også agerer serieskaber, er akkompagneret af forskellige kvindelige instruktører gennem afsnittene, hvilket gør Mrs. Fletcher til lidt af en indie-metervare uden signifikant præg. 

Der mangler en stærk, konceptuel instruktør og en skarphed i de efterfølgende afsnit, hvor Mrs. Fletcher behager sig selv på forskellige morsomme måder, mens hun får øjnene op for en elev på aftenskolen, der er cirka lige så gammel som hendes søn. 

Serien yder ingen assistance i forståelsen af Eves forstyrrede adfærd, og vi må derfor selv diske op med årsager. Og det er en smule utilfredsstillende, særligt da vi bevæger os ud i det dubiøse. 

Både mor og søn ender begge i en form for overgrebsgråzone. Men hvor sønnens er godt fortalt – man forstår, hvorfor han ender der, hvad han kommer fra, og hvorfor han ikke selv synes, han har gjort noget forkert – er Eves anderledes underfortalt. 

Gråzonen behandles som enhver anden problematik, der foregår i et varmt, blødt og hyggeligt skær med en quirky vennegruppe ved siden. 

Der bliver slået hårdt ned på sønnens gråzoneovergreb, mens Eves behandles som en charmerende selvudfoldelse – hvilket højst sandsynligt ville have skabt et ramaskrig, hvis kønnene var omvendt. Og det hele bliver kun værre af en uforståeligt abrupt slutning.