Mrs. America

En kvinde træder ind på podiet iført badedragt med korset, opsat hår og et usædvanlig tykt lag sminke.

Cate Blanchett smiler og vinker elegant til et publikum af midaldrende mænd, hvis sultne blik hæfter sig ved hendes indsnørede krop. De klapper lystigt af hende.

Vi er med til konvention for USA’s republikanske parti, hvor politikernes hustruer årligt deltager i en skønhedskonkurrence.

Den er symbol for en politisk virkelighed, der mistede relevans efter 1970’ernes kvindekamp, som er seriens egentlige kerne.

Cate Blanchett spiller den dannede politikerfrue Phyllis Schlafly, der leder husmødrenes kamp for at stoppe feminismens fremmarch. Feministerne anføres af Rose Byrnes personificering af virkelighedens glamourøse aktivist: Gloria Steinem.

Med de to i front følger hvert afsnit en ny kvindes oplevelse af ligestillingens medvind i 1970’erne. Således blomstrer serien til en nuanceret multiplot-fortælling a la Robert Altmans klassikere som det politiske drama Nashville fra 1975.

Det er en enorm gevinst for serien, at den er båret af et alsidigt persongalleri, der vækkes til live af stærke præstationer.

Og så er det væsentligt, at både serieskaber Dahvi Waller og instruktørerne bag syv af sæsonens ni afsnit er kvinder: Amma Asante, Anna Boden og Laure de Clermont-Tonnere.

”Hun er så smuk, at hun sagtens kunne finde en mand,” siger Sarah Paulsons føjelige, men charmerende husmor Alice om Gloria. Hvortil veninden Phyllis svarer: ”Ja, men feministernes kamp handler åbenbart om frihed fra mænd.”

Som komisk islæt slutter Alice med et glimt i øjet: ”Jeg troede, det var frihed fra husarbejde.”

Gloria Steinem er i Mrs. America en sofistikeret kendis, der jages af journalister, når hun drager ud i nattelivet og fremstår som yin til husmødrenes yang. I virkeligheden var hun – og er stadig – en markant røst, der har kæmpet for kvinders rettigheder. Og har derved opnået ikonstatus.

I serien er hun træt af nederlagene i den aktivistiske kamp og prøver at påvirke udfaldet i den politiske boksering. Men Cate Blanchett stjæler rampelyset som forstadsfruen Phyllis, der aggressivt higer efter en plads på den politiske scene.

Ikke desto mindre optræder fruen eksemplarisk iført nydelige kjoler, permanentet hår og skuespillerens funklende smil som husmoridealet. En standard, hun mener, feminismen er med til at nedværdige. Netop hendes indre kamp bliver genstand for et fængslende drama.

Derfor går hun og ligaen af husmødre til modangreb på kvindekampen. Kredsen uddeler hjemmelavet bagværk til politikere som reklame for konservative dyder: Kvindens plads er i hjemmet.

Omvendt fremhæver Glorias fløj, at grundstenen for den amerikanske forfatning er friheden til egenrådighed.

I et flashback fra Glorias perspektiv sidder en abortlæge med en ung kvinde på briksen.

”Du må sværge to ting,” siger han med alvorlig røst, men viser sig så som en af de gode i en svær tid. ”Du fortæller aldrig nogen mit navn. Og du skal gøre lige, hvad der passer dig med din krop og dit liv.”

Således forstår man, at det i virkeligheden er en etisk kamp, der består af forskellige syn på, hvad kvindeidealet bør være. Eller om der bør være et. Det bliver fremhævet i sekvenser, hvor journalister, politikere og samtidens tv-personligheder deler deres mening om kvinders rettigheder.

Under organisationens landsmøde følger vi Phyllis i en festsal med nydeligt påklædte, høfligt smilende fruer, der minder om robotkvinderne i gyserfilmen The Stepford Wives fra 1975.

”Vi må standse disse radikale, kommunistiske feminister,” siger repræsentanten fra Texas og får store klapsalver. Stemningen bliver anderledes anspændt, når hun fortsætter med at nedskyde andre ligestillingsprojekter og siger ”neger”.

Imidlertid er også seriens feministiske bevægelse splittet. Nogle mener, at de bør støtte den autentiske politiker Shirley Chisholm som både USA’s første kvindelige og sorte præsidentkandidat. Andre synes, at de skal prioritere kampen for fri abort, der stadig deler vandene i USA i 2020.

Allerede i første afsnit bliver det tydeligt, at titlen Mrs. America ikke hentyder til vinderen af en skønhedskonkurrence. Hun er en allegori over såvel forstadsfruer som ligestillingsaktivister, der mødes i den politiske boksering for at afgøre kvinders fremtid i USA.