Mr. Turner

Det er som at opleve en tidsforskydning. I Mike Leighs nye film føres man ind i et præ-industrielt England, hvor livsrytmens slow motion afspejler sig helt ud i det magelige fortælletempo. Og hvor kunst, klassisk musik, naturvidenskab og litteratur var naturligt centrale interesse-sfærer for de bedrebemidlede.

Filmen fortæller om de sidste 25 år i den visionære maler J.M.W. Turners liv. Og ligesom den nedsatte hastighedsfornemmelse virker ny for biografgængeren, er selve filmen en frisk start for den nu 71-årige Leigh.

Med en vis ret har han selv kaldt den ”en poetisk film” – næppe en betegnelse, mange ville bruge om hans tidligere, ætsende sædeskildringer af den lavere engelske middelklasse i al dens komisk-rørende gru.

Med en genial maler som centrumsfigur har Leigh forvandlet sit ellers mestendels funktionelle filmsprog til en udsøgt koloristisk nydelse. Ikke for at konkurrere med Turners egne originale lysvirkninger og specielle tågedamps-indhyllede motiver, men for at hensætte tilskueren i den tilstand af æstetisk behag, der (på godt og ondt) prægede disse årtiers kunstnerliv.

”De reneste og klogeste blandt os er dem, der elsker farven mest,” som datidens førende kunstkritiker John Ruskin sagde.

Netop Ruskin – der som syttenårig forsvarede den omstridte Turner i et essay! – gøres dog grusomt til grin som en ung, selvtilfreds pedant. Og mere end tidsbilledet er det personernes karakteregenskaber, der står i centrum for Leigh.

Timothy Spalls præstation som den excentriske Turner er allerede blevet løftet mod tinderne og fik skuespillerprisen i Cannes – en højst fortjent anerkendelse af en mange-facetteret skuespiller, der nægter at lade sig begrænse af sin specielle, rundbuede hverdagsfysik.

Hans Turner er en kunstner i hel figur – støt malende med en slags rolig, men indædt fanatisme, med det daglige arbejde som støttepillen i en tilværelse fuld af skyggesider og ikke mindst fortrængninger.

Den socialt og emotionelt hæmmede Turner lader helst penslen tale og vender alle konflikter og sjælesmerter indad, mens han fra sin beskedne oprindelse og trods sin personlige klodsethed målbevidst maler sig frem i verden. Der er en indre, maskulin energiladning i Timothy Spalls enegænger – en knudemand før sin tid, der trods sin evigt brummende knarvornhed flere gange bukker under for et indre følelsespres.

Kejtet i sine kønslige relationer finder han dog alligevel en kærlig kvinde og får opdyrket et harmonisk, men dog hemmeligholdt, forhold. Men kun på bekostning af svigt og udnyttelse af to andre kvinder. Den ene af dem har han to børn med, som han negligerer. Den anden er en kuet hushjælp, vind og skæv af lutter tjenstvillig underdanighed og genstand for husherrens kødelige interesse.

Turner fremstår på mange måder som en typisk kompleks Mike Leigh-figur. Alligevel fornemmes filmen som et nybrud for Leigh.

Tidligere tiders stikkende og replik-svidende dramatiker mærker man ikke meget til, hvor fortællingen skrider rendyrket episk frem med scene på scene lagt i forlængelse af hinanden, uden at der i den første time lægges stærke forbindelsestråde mellem de enkelte afsnit.

En traditionel filmdramaturg ville fortvivle over fremgangsmåden, som da også kræver et roligere åndedræt hos tilskueren end vanligt i biografen anno 2014.

Men lige så stille kryber filmen ind under huden, og man gribes af den bundne, usentimentale varme, som Leigh nu lægger i sine scener, både dem med malerens rørende hjælpsomme frisør-far og alle afsnit med hans skjulte livs-elskerinde ved kysten.

Jo, klichéen om, at man mildnes med årene, holder stik. Mike Leigh har fornyet sig, både i sin udtryksform og i sin generelt kærligere holdning til sine personer.