Mr. Robot – sæson 2

Det kom som et chok, da Mr. Robot (Christian Slater) viste sig at være hackeren Elliots (Rami Malek) anden personlighed visualiseret som hans afdøde far.

I anden sæson af serien følger vi Elliot og medlemmerne af hans hackergruppe F Society efter cyberangrebet på kapitalismens ondeste instans: kæmpevirksomheden Evil Corp. Og serien fortsætter sin pulserende suspense i et univers, hvor plottwists og cliffhangers konstant holder hjertet oppe i halsen.

Elliot bor nu hos sin mor og tager en kold tyrker fra internettet for at få styr på sit liv. Hans hoved er noget rod, og han har stadigvæk syner af sin afdøde far, som prøver at overbevise ham om, at han skal fortsætte hackerkampen.

Showrunneren Sam Esmail bruger adskillige stilistiske teknikker til at afbilde Elliots sind, for eksempel at åbne et afsnit med en titelsekvens, der ligner starten på en sitcom fra 90’erne.

Elliot kører med sin familie, inklusive sin afdøde far, i en bil med en falsk kulisse, og hver gang der siges nu, hører man til Elliots store forbavselse dåselatter i baggrunden. Søsteren sidder ved siden af og spiller Game Boy, men i spillet får Elliot tæsk af nogle skumle typer.

Her går det op for os, at det polerede 90’er-univers er et sted, som Elliots sind er søgt hen, fordi han i virkeligheden er i færd med at blive slået til plukfisk af et tæskehold, der vil have ham til at hacke for dem.

Sådan bliver vi konstant overrasket i Elliots fortælling, og halvvejs igennem sæsonen kommer et plottwist, som får kæben til at falde næsten lige så langt til jorden som i slutningen af første sæson.

Elliot prøver med stoffer og terapi at få styr på sit sind, men det er ikke engang her, at seriens spændingskurve svirper mest.

Sideløbende følger vi nemlig Elliots søster Darlene (Carly Chaikin) og resten F Society, som kæmper videre for at få Evil Corp ned med nakken.

Men de har selv FBI i hælene, og oven i hatten rører den mystiske organisation Dark Army også på sig i skyggerne. Det er hektisk, og anden sæson er markant blodigere end første sæson.

Danske Stephanie Corneliussen er tilbage som skurken Joanna, og hun gør det godt som smuk psykopat, men hendes historie føles ret ligegyldig i forhold til resten af handlingen.

Især brillerer Portia Doubleday i rollen som Evil Corp-medarbejderen Angela Moss. Hun er den unge kvinde, som stræber efter at kommer til tops på den kapitalistiske rangstige. Men under de professionelle ambitioner har hun et hjerte af guld og en samvittighed, som konstant banker under de kølige og mascarafyldte øjne.

Derfor bliver hun brugt af F Society til at infiltrere Evil Corp i en velskruet sekvens, hvor hun får brug for sin evne til at omgås mennesker i det regelrette og overfladiske kontormiljø.

Angelas historie understreger ensomheden, som ofte følger med i kampen for at blive rig og succesfuld, men også kvinders overlegenhed i forhold til tålmodighed, planlægning og manipulation.

Hendes karakter tilskriver sig de stærke kvinderoller som tv-serier for tiden byder på, som eksempelvis Julianna Margulies i The Good Wife og Kim Wexler i Better Call Saul.

Den kvindetype er mindst lige så interessant at følge som Elliots karakter, der med tiden kan virke lidt slidt, da Mr. Robot minder en del om Tyler Durden fra den atten år gamle Fight Club.

Anden sæson stimulerer stilistik på niveau med flotte serier som Fargo. Plottwisten er sjove, men måske også på grænsen til gimmicks, da de ikke altid har den store betydning for handlingen.

Til gengæld fortælles bi-karakterernes historier elegant videre i en nervepirrende og blodig fortælling, som kredser om hacking og bagsiden af kapitalisme. Men den er mest interessant, når vi gennem karaktererne får fortalt intime historier om ensomhed, angst og samvittighedskvaler.