Streaminganmeldelse
07. mar. 2021
Moxie
Den introverte Vivian (Hadley Robinson) distribuerer anonymt sit feministmagasin Moxie på skolens pigetoiletter. Det skaber røre i andedammen, da andrikkerne udfordres. Foto | Colleen E. Hayes

Moxie

Amy Poehler er blevet ramt af tidsånden og opildner den søde pige til kamp for en bedre verden med high school-filmens skabeloner.

Af Thea Torp

Nicecore-dronningen Amy Poehlers Moxie tager temperaturen på det amerikanske samfund og dømmer den alt for kold.

Teenagepigen Vivian (Hadley Robinson) går på en udkants-high school, der lige så godt kunne have været en angstfabrik, hvor pigerne er arbejdsmænd, der hver dag stempler ind for at producere så meget stresshormon som muligt.

På skolen rangeres pigerne online efter knaldbarhed. Den transkønnede pige anses af lærerne som en dreng og skolens pigefodboldhold for en amatørklub.

Piger gramses på, nedgøres og overhøres.

Chefen på angst-fabrikken er skolens quarterback Mitchell, spillet af Patrick Schwarzenegger, der med drenget og psykopatisk attitude er fremragende som skurk. Selv om Mitchell chikanerer klassens sorte pige, forholder skolens ledelse sig til det under devisen ”boys will be boys”.

Moxie er tydeligt politisk, og Amy Poehler – der tidligere har instrueret spillefilmen Wine Country og afsnit af Parks and Recreation – har en stærk, filmisk pen.

Hun tegner et tydeligt og genkendeligt billede af en kultur, der ringeagter kvinder, uden at det kammer over i insisterende vrede eller apati. Og de unge helte i filmen, der beslutter sig for at gøre noget ved det, er langt fra karikaturer.

Den introverte Vivian har siden børnehaven slynget sig om veninden (Lauren Tsai) som en bønnestage, og nu er de to vokset sammen, så man ikke længere kan kende den ene fra den anden.

Indtil hun bliver inspireret af klassens nye, sorte pige (Alycia Pascual-Pena med en enorm indre kraft) og indser, at uretfærdigheden er noget, man kan kæmpe imod. Vivian starter en feministklub, kopierer formen fra Rebel Grrl-feministernes zines fra 1990’erne, laver sit eget magasin med navnet Moxie og lægger eksemplarer på pigetoiletterne.

Det skaber samme røre på skolen, som The Burn Book gjorde i Mean Girls.

Mean Girls – skrevet af Poehlers samarbejdspartner Tina Fey – er filmens store inspirationskilde, men Poehler har nok også lyttet på replikker fra American Beauty og studeret scener fra Alle elsker Lloyd.

Filmens største styrke er dog, at den har hjertet på det rette sted. Ud over sin insisteren på en bedre verden kommer Poehler ind i pige-psyken og har et godt greb om realismen.

I det mest forsigtige og underspillede one-shot, jeg har set, bevæger de to introverte veninder sig gennem en abefest. Man kan mærke usikkerheden melde sig, mens pigerne går fra rum til rum uden at ane, hvad de skal gøre af sig selv.

Bedst er realismen i scenen, hvor manglen på konkrete resultater gør Vivian rasende og presser hende ud i røvhuls-aktivismen. Indtil teenageren med knusende sårbarhed ender med at stille sin mor spørgsmålet: ”Hvorfor vil far ikke holde jul med mig?”

I ungdommen skuer man fra barneværelsets dukkehuse ud over verden, som den faktisk tager sig ud i alt sin uretfærdighed. Man ser også over sin egen barndom og skimter alle de huller i sjælen, de voksne ikke formåede at fylde ud.

I Moxie er der plads til mørket.

I periferien bevæger skolens populære pige Emma (Josephine Langford) sig omkring den feministiske klub. Hun bærer sin skønhed som en byrde, og til sidst opsøger hun pigerne for at fortælle dem, at hun blev voldtaget. Hun håber, de kan hjælpe, for ingen andre vil.

Det er hård kost.

Desværre også for tung til, at filmen, der ellers tør se kvinde- og raceundertrykkelse direkte i øjnene, lykkedes med at slå lykkelige sløjfer på Vivians konflikter og forholde sig til voldtægtens ar på sjælen.

Da mine forældre var unge, kæmpede de for at slå hul på borgerskabets falske bevidsthed. Det endte ofte ud i formynderisk og nedgørende kulturradikalisme.

Amy Poehler vil gerne have os til at se verdens uretfærdighed og møde den med punkmusik, vrede og venindeskab. Den er også for de forsigtige piger, der helst smiler med i kulissen.

Den revolution vil jeg være med til. Hvornår mødes vi?

Titel:
Moxie

Land:
USA

År:
2021

Instruktør:
Amy Poehler

Manuskript:
Tamara Chestna, Dylan Meyer

Medvirkende:
Hadley Robinson, Lauren Tsai, Alycia Pascual-Pena

Spilletid:
111 minutter

Premiere:
3. marts på Netflix

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
11. juni 2024
Til verdens ende

Til verdens ende

Biografanmeldelse
28. maj 2024
Power Alley

Power Alley

Serieanmeldelse
28. mar. 2024
Ronja Røverdatter

Ronja Røverdatter

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten