Mountainhead

Kan der virkelig koges mere suppe på onde rigmænd og deres forkvaklede følelsesliv?

Ja, mener skaberen af hitserien Succession, Jesse Armstrong, der springer ud som spillefilminstruktør med den dunkle komedie Mountainhead. Manuskriptet blev skrevet i vinter og færdigoptaget i april inden en lynhurtig premiere på Max.

Og man forstår, hvorfor Armstrong og kompagni har skyndt sig med filmen om en gruppe tech-milliardærer, der sætter verden i brand med ny teknologi og gør meget lidt for at slukke flammerne.

Verdenssituationen bevæger sig så hurtigt, at komediens tema om farlig AI samt Elon Musk- og Mark Zuckerberg-typer med uhyggelig politisk magt hurtigt kunne blive forældet. Eller for tæt på virkeligheden til, at nogen har lyst til at grine af det.

I kammerspillet mødes fire rige venner i et skriggrimt bjergpalæ for at komme væk fra den dekadente dagligdag og de mange ulidelige handler. Det er tid til at slappe af med ligesindede, selv om alle selvfølgelig har strategi med i bagagen.

Venis (Cory Michael Smith) håber, at Jeff (Ramy Youssef) vil sælge sin geniale fact-checker-AI til ham, så Venis selv kan redde ansigt. En katastrofal opdatering af Venis’ sociale medie er nemlig begyndt at sprøjte misinformation ud over verden med krig og ødelæggelse til følge.

Samtidig prøver den dødssyge milliardær Randall (Steve Carell) at få Venis til at give ham en plads i forrest i køen, når hans selskab opfinder en måde at leve evigt som en digital bevidsthed.

Hytteturens vært (Jason Schwartzman) – der bliver kaldt Soup Kitchen, fordi han ”kun” er god for en halv milliard – vil bare have nogen til at investere i sin ubrugelige meditationsapp.

Fra deres snedækkede elfenbenstårn følger de alle fire med i verdenens destruktion. Men frem for at lade sig overvinde af dårlig samvittighed sætter de gang i en række kup af kollapsede nationer, inden en nat fyldt med absurd forræderi udspiller sig.

I fremragende Succession blev de ækle rigmænd fra Logan-familien humaniseret, så vi følte med de tragiske børn af en psykopat. I Mountainhed er menneskeliggørelsen af de fire tech-bros kun foruroligende.

De fire karismatiske skuespillere har styr på timingen og holder det høje tempo. Men de tilføjer bevidst ikke skyggen af charme til de frygtelige figurer, som trods deres enorme magt udelukkende går op i at imponere og tryne hinanden.

Venis er nybagt far og desperat efter at tro på sin egen maskines løgne, så han ikke skal føle sig som et monster. Jeff holder modgiften i sin hånd og siger de rigtige ting, men vennernes respekt er vigtigere end at redde menneskeheden.

Normalt så bedårende Steve Carell er mere ulidelig, end man nogensinde har set ham som Randall, der føler sig gammel og ingen midler skyr for at slippe ud af sin døende menneskekrop. Soup Kitchen stiller sig tilfreds med at betale for alt på hytteturen i håbet om de store drenges brødkrummer.

Manuskriptet er fyldt med fantastisk forskruede replikker såsom: ”Tror du virkelig på, at andre mennesker findes? Alle otte milliarder?”

De to rigeste af vennerne, Venis og Randall, har for alvor forladt virkeligheden, og Venis når frem til, at konflikten i Mellemøsten nok skal blive løst, så snart en palæstinenser falder over noget tilstrækkeligt sjovt israelsk SoMe-indhold.

Filmens udveksling af nonsens føles som et skræmmende indblik i knolden på virkelighedens tech-milliardærer, som holder jordkloden i deres fedtede hænder.

Desværre spidder satirenpå en måde, der lammer, mere end den motiverer.

Billedet af verdenssituationen er så dystert og kynisk, at man højest får lyst til at lukke sin Facebook- og Instagram-konto, inden man hurtigt når frem til, at tech-bosserne nok skal få fingrene i én alligevel.

Og selv om replikkerne rammer plet, er de ikke sjove nok til at forhindre den trættende virkning, det har at tilbringe 108 minutter i så urimeligt dårligt selskab.

Det er svært at finde mening i bare at hade fire mennesker uden også at kunne holde bare lidt af dem, og her mangler det bankende hjerte, der gjorde Succession til så stærk en serie.

Alligevel er Mountainhead hårdtslående satire til tiden. Man må bare håbe, at nogen snart tager legetøjet fra de superrige pattebørn.