Mother

Det kan godt være, at corona er en torn øjet på biografejere, der fortsat må vente på for længst annoncerede blockbusters. Men for de cinefile er det en uventet gave. Det giver nemlig spillerum til drypvise repremierer og uventede forsinkede genopstandelser på stort lærred. 

Vi har set Bong Joon-hos mesterlige Memories of Murder og Wong Kar-wais overjordisk smukke In the Mood for Love. Nu er turen kommet til førstnævntes Mother (2009), der ligesom Memories of Murder gik glip af en dansk biografdistribution. 

Det er et krimidrama om en moden dame, der sælger helbredende urter og akupunktur. Hun hutler og hustler sig gennem livet i en mellemstor landsby og elsker sin mentalt udfordrede søn Do-joon betingelsesløst. 

Hun får sin sag for, da den nogle-og-tyveårige søn bliver anklaget for at have begået mord. En skolepige har fået smadret baghovedet og er blevet hængt til skue på toppen af et hus. En efterladt golfkugle med hans navn på er fundet på åstedet. 

Det er mere, end det lokale politi kunne drømme om, og som bonus får de nemt en tilståelse ud af den langsomt opfattende og glemsomme Do-joon. 

Sagen er lukket. 

Men de har gjort regning uden Mor. Hun sætter jagten ind på alternative mistænkte, og der skal mere end pengemangel og foragt til at stoppe hende. 

Bong Joon-ho laver samfundsskildringer, der nærmer sig det sardoniske. Alle er for meget: Golfklubbens forfængelige gæster, den dræbte piges sørgende familie, Do-joons kronisk aggressive ven, de amatøragtige strissere, ja, selv underklassens mest lidende repræsentanter fremstår dramatisk firskårne, selvretfærdige og brovtende. 

Hvis Bong Joon-ho er Sydkoreas bedste kulturelle visitkort i disse år, er det et visitkort med bussemænd og sædpletter på bagsiden. 

Der er en vittig pointe i at lade titelfiguren – hvis navn aldrig nævnes – inkarnere af skuespilleren Kim Hye-ja. Hun har i årtier været Sydkoreas moderskikkelse par excellence i tv-serier, og hendes blotte ansigt bringer forestillinger om godhed, opofrelse og dyb integritet frem – et miks af Moder Theresa fra Calcutta og Ingeborg Skjern fra Matador. 

Kim Hye-ja leverer sin figur med overbevisning, men det er et portræt med flere lag end ventet. Skyld, psykologisk overkompensation, desperation og selvbedrag er en del af den komplekse karakter. 

I Mother er hun et ekko af mor-arketyper, men især er hun måske en spejling af den selvforståelse, der avler dem. Det er en kulturkritik, der udstiller Sydkorea, men samtidig burde også vække genklang herhjemme. 

Timingen af repremieren kunne i hvert fald næppe være bedre, når man tænker på Louisianas udstilling om moderskildringer i billedkunsten og kunstmuseet Nivaagårds ditto. 

Bong Joon-ho nåede til tops, da hans sydkoreanske Parasite historisk vandt Oscar’en i 2020 foran de amerikanske favoritter. Mother er ikke hans mest tilgængelige film, men det er den mest raffinerede. 

Enfoldige Do-joon er med sine forhastede konklusioner en slags stand-in for publikum. Instruktøren kører os rundt i butikken med apoteker-agtige doseringer af viden, forhalinger og overraskende drejninger, der ville have gjort Hitchcock stolt. Også som én, der turde se på mødre og sønner i et andet end gyldent kristent lys. 

Filmens første time er dog så præget af opbygning af persongalleriet og sociale strata, at spændingen i selve krimiplottet er ved at fuse ud. Man skal over filmens midte, før man opdager, hvor meningsfulde de forskellige brikker i puslespillet er. 

Jeg kom undervejs også til at tænke på både François Ozons selvbevidste og sjove postmoderne krimier og M. Night Shyamalans ingeniøragtigt geniale plot twists. Det siger en del om Bong Joon-hos kvaliteter, at han bygger bro mellem så forskellige tonefald. 

Tilmed et helt årti, inden han blev hvermandseje.