A Most Violent Year

J.C. Chandors A Most Violent Year er både en seriøst god film og en åndssvagt cool film, på samme tid og i samme bevægelse. Det er nemlig dens selvnydende coolness, der giver filmen en særlig, betændt indolent kvalitet.

Tag bare den allerførste scene, hvor hovedpersonen, den ambitiøse olieentreprenør Abel Morales, spillet af Oscar Isaac, jogger mellem forladte, nedbrudte huse i gyldent morgenskær til tonerne af Marvin Gayes Inner City Blues (”Inflation no chance/ To increase finance/ Bills pile up sky high/ Send that boy off to die/ Make me wanna holler/ The way they do my life”).

Det er umådeligt smukt og lækkert kreeret, men samtidig bristefærdigt med død og ulykke – scenen skriger til himlen med fløjlsstemme, nøjagtigt ligesom Gayes sang.

I den følgende korte, næsten endnu lækrere scene ser Abel og hans mere isende end cool hustru Anna (Jessica Chastain) hinanden an i deres dunkle gæsteværelse. Anna komplimenterer, cigaretrygende foran spejlet, Abel for hans påklædning – og man ved bare, uden at kunne forklare hvorfor, at der er ballade i vente.

Og ganske rigtigt: Filmen klipper direkte til en lastvognschauffør, der overfaldes af to mænd og får sin vogn stjålet.

Og så først toner tids- og stedangivelse frem på lærredet, ”New York City 1981”, og 1981 var rigtig nok et af de allermest voldelige år i New Yorks historie, som netop demonstreret.

Filmen får meget af sin spænding og sit raffinement af lige præcis ikke at blive en gangsterfilm. Den handler om en mand, der af alle kræfter nægter at blive gangster.

Abel har 30 dage til at skaffe penge til at købe et stort område ved havnen, hvor han kan få lagerplads og direkte adgang til olietankere. Han skal stampe de nødvendige dollars op af jorden, og samtidig forsøger anklagemyndigheden at få ram på ham for kreative regnskaber, og samtidig stjæler nogen hans olie, og samtidig lister nogen rundt om hans hus om natten med en pistol.

Det er alt sammen gode grunde til stresse ud og miste sin kølighed og kontakte sin svigerfar, gangsterbossen, som igen og igen bliver påkaldt, men aldrig viser sig.

Det gør i stedet alle mulige i forskellig grad pragmatiske, kyniske og måske faktisk skurkagtige medarbejdere og fagforeningsfolk og oliefolk og bankfolk og statsadvokater, som Abel skal gennemskue og manipulere og forsøge at eksplodere overfor.

Helt bevidst spiller fænomenale Oscar Isaac sig tæt op ad Al Pacinos og Robert De Niros klassiske wiseguy-manerer, vi kender tics’ene, vi kender gestikken, men Isaacs Abel er grundlæggende en helt anden slags karakter: ikke intenst skruppelløs eller psykopatisk, men intenst ordentlig og samvittighedsfuld, lige indtil han føler sin eksistens truet.

Man bekymrer sig for ham, men bliver aldrig bange for ham.

Helt anderledes skræmmende er Chastains brutale Anna. Et højdepunkt er scenen, hvor Abel tøver foran et nedkørt, levende rådyr – det gør Anna ikke.

Men nu har jeg allerede talt for meget om spillet og handlingen, som ikke skal overdøve looket.

Til tider føles det, som om hovedpersonen slet ikke er Abel, men den (dyre) kameluldsfrakke, han bærer i så godt som alle udendørsscener – i samspil med røde kjoler, orange bluser, blå jeans på Anna. Der udspiller sig i det hele taget gennem filmen en tvekamp mellem to primære, dekadente sen-70’er-farver, brun/beige versus orange/rød, med en nøgtern sireneblå på sidelinjen.

På et tidspunkt afløses en magtfuld bankdirektørs brune og tunge dollargrin af en ung, forslået slagsmands lille, fikse, orange sportsvogn. Det er så grusomt tjekket gjort. Og jeg hepper på kameluldsfrakken!