Biografanmeldelse
07. dec. 2018
Mortal Engines
Bag det arrede ansigt på den lovløse Hester Shaw (islandske Hera Hilmer) gemmer sig en barsk fortid og et stort ønske om at hævne sin mors død. Foto | Mark Pokorny

Mortal Engines

Sci-fi-dystopi for det unge publikum er til tider medrivende, men de flotte scenerier kæmper med rustent forudsigelige personer.

Af Frederik Bakkerud

I Mortal Engines indfinder vi os tusind år ude i en postapokalyptisk fremtid. Verden, som vi kender den, er for længst smadret i atomkrige, og de nye herskere kører i tanks så store, at de huser hele nomadebyer.

De rullende byer fræser kontinentet tyndt og plyndrer mindre byer – også på hjul! – ved vitterligt at åbne kofangeren på fuld gab og sluge dem hele.

Sådan starter Mortal Engines med London som den største og mest magtfulde trækby på Jorden under ledelse af den magtsyge videnskabsentusiast Thaddeus Valentine, spillet af en veloplagt og bombastisk Hugo Weaving.

Han er dog ikke enehersker. Over ham finder vi byens borgmester, der bifalder den imperialistiske ånd uden dog at dele Valentines drømme om verdensherredømme.

I byen bor også den unge, blåøjede Tom, der arbejder som undertrykt historiker på det lokale museum. En dag forpurrer han heltemodigt et attentat på Valentine, men samtidig kommer det ham for øre, at Valentine ikke har rent mel i posen. Og da han konfronterer Valentine med sin viden, bliver han bogstavelig talt smidt ud med skraldet – ud i de golde rester af Europa.

Her møder Tom den lovløse Hester Shaw, der stod bag attentatforsøget. Hendes arrede ansigt dækker over en brutal fortid, og det vækker den excentriske historikers nysgerrighed.

Genremæssigt befinder vi os i en young adult sci-fi-dystopi med kvindelig hovedrolle og litterært forlæg, som vi kender det fra filmserier som Hunger Games og Divergent

Inden længe slutter Tom og Hester sig til en oprørsgruppe mod den konspirerende Valentine. Problemet er bare, at det selv for uindviede i forlægget er uhyre forudsigelige personer og problemer. Indimellem kører filmen endda så stærkt, at mellemregningerne forsvinder ud af vinduet, og man læner sig tilbage i sædet og tænker: ”Indrømmede oprøreren lige sine livsvigtige planer for skurkens datter?”

Ikke desto mindre er Mortal Engines faktisk ganske medrivende. Det er en prægtig og monstrøs industriel verden, der udfolder sig på lærredet, og Londons mekaniske lunger dundrer rasende, når byen fræser derudad.

Hugo Weaving som fascistisk leder veksler mellem det varme og det frygtindgydende. Hans karakter hæver sig over de andre, fordi han faktisk har folkets gunst, skønt han ingenlunde forsøger at dække over sine fascistiske tendenser.

Londons befolkning er nemlig svært begejstret over udsigterne til at udvide landegrænserne – eller hvad man siger, når det nu er rullende byer. I kampens hede står de stolte på byens åbne terrasser og hepper, når nok et chanceløst offer ædes op af den londonske tank.

På museet præsenteres vi for ”fortidens amerikanske guder” (læs: vores tid), som bare viser sig at være et par statuer af de populære minions (der vel snart må optages i den danske ordbog). Herefter panorerer kameraet over til et par iPhones, og det forklares, hvordan mennesket i sin tid mistede evnen til at læse og skrive.

Men rent faktisk har store dele af filmens publikum gaflet sig gennem bogforlæggets 400 sider, så filmen bliver ramt af sin egen satire, når den ikke selv har modet til bare at jonglere med en enkelt begavet tanke.

Imens London sluger sit første offer, viser Tom en museumsvideo for sin veninde. Den forestiller fortidens storbyer blive sprængt til atomer på et øjeblik, og det er ikke svært at gennemskue, at vi skal drage en parallel til nutidens politiske klima.

”Hvordan kunne en avanceret verden være så dum?” udbryder veninden chokeret.

Jo tak! Det samme spørgsmål stiller vi faktisk os selv hver dag, når Donald Trump og Kim Jong-Un mundhugges nok engang om atomvåben.

Titel:
Mortal Engines

Land:
New Zealand, USA

År:
2018

Instruktør:
Christian Rivers

Manuskript:
Fran Walsh, Philippa Boyens, Peter Jackson

Medvirkende:
Hugo Weaving, Hera Hilmar, Robert Sheehan, Jihae

Spilletid:
128 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
6. december

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
21. dec. 2018
Hunter Killer

Hunter Killer

Biografanmeldelse
27. sep. 2018
Peppermint

Peppermint

Biografanmeldelse
23. aug. 2018
Dommerens valg

Dommerens valg

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten