Mors drenge

Først kom podcasten. Så kom bogen. Og nu får vi for tredje gang fortællingen om det empatiforladte afskedsbrev, som mor Jette Dreyer skrev til sine fem sønner. Heriblandt daværende DR-vært Adrian Lloyd Hughes, der stod bag de to første beretninger.

I podcasten Mors afskedsbrev blev det horrible brev brugt som katalysator for en medrivende undersøgelse af Adrian Lloyd Hughes’ egen familie og alle de skeletter, der var blevet proppet ind i herskabets fine mahogniskabe. Et overdådigt udstyrsstykke i lydform, hvor man blev sprogligt forført af Hughes’ ordekvilibrisme, imens man fik et kig bag salonernes gardiner.

Instruktør Jesper Dalgaard, der på fornemste vis åbnede vore øjne for Kandis-universet i Kandis for livet, fortsætter, hvor Hughes slap. Med brevet, der delte søskendeflokken i to. Man mærker hos moren kærligheden til de to yngste, hvorimod de tre ældste får en sviende svirper for ikke at have været gode sønner.

Skellet er tydeligt fra starten af dokumentaren Mors drenge, hvor de fem sønner skal beskrive deres mor. ”Løgner,” lyder det fra den ældste søn Ieuan, hvorimod den yngste Philip er sikker på, at moren indeholdt empati.

Med inspiration fra Joshua Oppenheimers The Act of Killing iscenesætter Dalgaard forskellige episoder fra de fem mænds barndom, hvor de skal agere instruktør på sidelinjen.

Jakob Cedergren og Asta August spiller henholdsvis far Hywel og mor Jette, mens Birthe Neumann tager sig af moren i en aldrende version. Ligesom i Oppenheimers mesterværk sker det i forskellige genrer, sværest fordøjeligt i en tragikomisk scene med dåselatter. Det toppes med et græsk spøgelseskor og et husorkester, der farver scenerne tonalt, ofte i uptempo og en spøjs jovialitet.

Man må tage hatten af for Jesper Dalgaards mod til at kaste sig ud i et potpourri af filmiske virkemidler, der skaber sit eget udstyrsstykke i samklang med Adrian Lloyd Hughes’.

Det ligner, at de to mestre i iscenesættelse har haft en fest. Mindre overbevisende er det, at de tre ældste sønner har haft det.

”Adrian er interessant at høre på, når han får lov til at udfolde sig, men når han vil udfolde sig familiemæssigt, så er vi sgu lidt trætte af at høre på ham,” siger storebror Ieuan. Han er også den første til tørt at ytre sig, da Adrian teatralsk har lagt sig op i en kiste, som var han til sin egen begravelse, og de fire brødre bliver gennet ind på settet: ”Hvad har du gang i?”

Det er et godt spørgsmål.

Jesper Dalgaard formår i Kandis for livet gennem stiliserede tableauer at destillere kærligheden til sin reneste form. Fordomme blev skrællet væk ved at ophøje et i manges øjne grimt univers til noget æstetisk smukt. Pludselig så vi kærligheden rent.

Det er ganske givet det, som Dalgaard også har villet med Mors drenge. At komme frem til smerten via æstetikken. Men det modsatte gør sig gældende, når man i forvejen har et overklassemiljø, der med Adrian Lloyd Hughes’ skarpe blik for æstetik skønmales med sproglige blomster.

Man har lyst til at skrabe al krølfedtet fra, så man kan se smerten, der oftest underkendes, når den kommer fra overklassen.

Faktum er, at drengenes mor, Jette Dreyer, var alkoholiker. Køkkenskabene var fyldt med vodkaflasker. Hun drak whisky fra morgen til aften, var dybt utilregnelig og kunne skrige, græde og udspy de værste forbandelser over sine børn. Og faren forlod børnene for at starte en ny tilværelse.

Drengene fik tæsk af begge forældre. Jette knækkede et bat i sin afstraffelse af en af sønnerne. En anden fik gentagne knytnæveslag. Der er så mange horrible detaljer i deres opvækst, at man i dag uden at blinke ville have tvangsfjernet dem.

Det eneste, som den 95-årige Hywel fortryder, er, at han på et tidspunkt i en slåskamp med Ieuan ville slynge sin søns hoved ind i væggen. Han stoppede sig selv, men det sidder i ham den dag i dag, ganske givet fordi at det jo altså kunne have dræbt drengen. De mange knytnæveslag, som han giver ham inden, fortryder han åbenbart ikke.

At introducere Hywel halvvejs inde i dokumentaren er tiltrængt. Endelig får vi en ægte konfrontation med barndommens traumer.

Det mest rørende og sande øjeblik kommer, da Philip lidt tøvende og med tydeligt ubehag spørger sin far, om han elsker ham. Den krumbøjede Hywel kigger oprigtigt forundret op på ham. Virrer med hovedet, tænker dybt og længe, inden han ytrer: ”Jeg tror ikke, jeg ved, hvad det er, at elske.”