Moonfall

Roland Emmerich, din vidunderlige tyske galning.

Bedst som man troede, at veteran-instruktøren ikke kunne finde på flere spektakulære måder at smadre Jorden, er manden bag 2012 og The Day After Tomorrow tilbage.

I Moonfall rykker Månen ud af sit kredsløb og begynder en dødsspiral, der vil kulminere med, at den smadrer ind i vores klode.

Men en trio bestående af den fallerede astronaut Brian Harper (Patrick Wilson), hans tidligere bedste ven og NASA-chef Jocinda Fowler (Halle Berry) og konspirationsteoretikeren KC Houseman (John Bradley) er klar til at redde verden fra undergang.

Umiddelbart lyder det som en ligefrem katastrofefilm a la dem, Emmerich tidligere har lavet. Denne gang tilføjer han dog et mystisk rumvæsen, der har fået Månen ud af sin bane.

I filmens åbningsscene – som er blevet lagt på YouTube af filmselskabet – ser man rumvæsnet i skikkelse af en sort masse ankomme til vores del af solsystemet.

Efter først af have skabt kaos for astronauterne på en rutinetur i rummet, der tæller Harper og Fowler, bevæger rumvæsenet sig videre over til Månen, som det begynder at bore sig ned i.

Det er en hæsblæsende sekvens fuld af medrivende bulder og brag. Emmerich har tidligere udvist evner for slagkraftig science fiction med rum-invasionsbraget Independence Day som det mest vellykkede eksempel.

Men mødet mellem instruktørens to hofgenrer i Moonfall fungerer ikke.

Der bliver ikke gjort meget for at invitere publikum ind i den langt ude historie, så man faktisk tror på, at et rumvæsen kunne have lyst til at styrte Månen ned i Jorden.

Filmen er øjensynligt mest tænkt som en sjov idé med vilde billeder for øje. Derfor er det svært at forestille sig, hvordan Roland Emmerich vil vride en hel trilogi ud af den tynde historie, som instruktøren har tilkendegivet.

Moonfall består mest af store ødelæggelsessekvenser omkranset af obligatorisk og storladen blockbuster-følelsesporno. Det er set bedre mange gange før, men filmen er heldigvis befriende ærlig om, at den er en undskyldning for at lade kaos herske.

En enorm tsunami skyller ind over New York, og Frihedsgudinden må nok engang lade livet.

Effekterne i første time af Moonfall er dog ikke på højde med nutidige film, så det kommer til at ligne genindspilninger af Emmerichs tidligere værker, hvor han også havde fokus på det berømte vartegn.

Filmen har dog et trumfkort i John Bradley.

Skuespilleren blev allemandseje i rollen som den tykke bogorm Samwell Tarly i Game of Thrones.

Han er i besiddelse af nogle fantastiske ansigtsudtryk. Hans barnlige glæde over at være ude i rummet står malet i ansigtet på KC Houseman, og det er svært ikke at grine, når han skal tage et billede i rummet med sin telefon.

Og man føler smerten, når han er på besøg hos sin demente mor, der efter et kort øjebliks snak pludselig ikke genkender sin søn. Det før så smilende ansigt fortrækker i en sørgmodig mine, som forsøger at kamuflere et knust hjerte.

John Bradley er det skuespilmæssige lyspunkt, mens Patrick Wilson, Halle Berry og alle de andre medvirkende spiller, som om de er med i en meget alvorlig film. Seriøsiteten kommer til at fremstå komisk, og Moonfall er bedst, når den omfavner sin løssluppenhed.

Det gør den desværre sjældent.