Moonbase 8

Der er noget dybt tilfredsstillende i at se, hvordan vi på tværs af intelligens, klasse, farve og køn alle kan blive arrige over teknik, der driller. 

I seriernes verden kan frustrationen også bruges symbolsk. Det sker i den mesterlige Generation Kill, hvor lavpraktiske problemer med militærudstyr bliver en allegori over USA’s invasion af Irak. Herhjemme starter actionfilmen Shorta med problemer ved kaffemaskinen, hvilket indikerer, at ikke alt er tiptop i politistyrken.

I Moonbase 8 fungerer det fremragende som comic relief.

Moonbase 8 er navnet på en NASA-base i Arizonas ørken, hvor kommende astronauter forbereder sig på at skulle bo på Månen.

Robert ”Cap” Caputo, Dr. Michael ”Skip” Henai og Scott ”Rook” Sloan har boet der i hen ved 200 dage, men de er ikke nærmere på avancement. Det er en stående joke, at det fjerde medlem konstant udskiftes og hurtigt ryger videre i programmet, mens Cap, Skip og Rook efterhånden er ved at miste troen på, at de nogensinde kommer afsted.

Hvert afsnit starter med et simpelt problem inde i den hvide kuppel, som de tre astronauter ihærdigt forsøger at løse for at bevise deres værd. For det meste er det dem selv, der også har skabt det.

I første afsnit kommer de til at bruge en måneds vandration på en uge, og efter mange dage med tørst og forskellige løsningsmodeller ender de med at drikke sig pattestive i champagne.

Komikerne John C. Reilly, Fred Armisen og Tim Heidecker spiller de tre hovedroller, og de står også bag manuskriptet sammen med instruktør Jonathan Krisel (der arbejdede sammen med Armisen på Portlandia).

Man fornemmer, at de har haft det sjovt. De er simpelthen bare godt selskab.

Særligt Fred Armisen som Skip. Han er den mest intelligente i gruppen og kæmper med sin selvtillid og arven efter sin afdøde far, den berømte astronaut Henai, der revolutionerede rumdragtsdesignet.

I forsøget på at gentage farens succes opfinder Skip en måde, hvorpå de kan minimere tiden, det tager at hoppe i dragten ved hjælp af indiske dansetrin, klap og da-da-da-remse. Det er kosteligt, da de tre arytmiske astronauter tager opgaven yderst seriøst.

I modsætning til de to andre rumkomedier i år – de stort anlagte Space Force og Avenue 5 – fokuserer den lille serie over seks afsnit på isolationen og de små ting i hverdagen. Det føles helt rigtigt i en tid, hvor det meste af verden kan nikke genkendende til følelsen af at være indespærret.

Der er sågar et afsnit, som hedder ”Karantæne”.

NASA’s økonomiske problemer bliver også udstillet, da Elon Musks rumfartsvirksomhed SpaceX flytter ud i ørkenen, og et hold i lækre rumdragter kommer på besøg.

Man føler med de tre undermålere, når de forsøger at imponere højteknologiske SpaceX med et festmåltid bestående af den samme dehydrerede mad, som NASA har serveret siden 1950’erne. Og når der skal udskiftes sikringer, computeren driller, og raketten er en fuser.

Rook har hjemve, fordi han – en kristen far til tolv – langsomt er ved at blive erstattet af pastoren derhjemme. Imens er nyskilte Cap tilsyneladende ved at miste forstanden.

Vi føler med dem, fordi deres isolation er så genkendelig i disse tider. Af de tre komedier i år om rummet er Moonbase 8 med sin jordnærhed klart den sjoveste.

Der går rygter om en anden sæson, og her kunne det hjælpe, hvis man arbejdede på et mere overordnet plot. Første sæsons små tre timer mangler karakterudvikling, men er glimrende som adspredelse, særligt hvis man er i karantæne eller selvisolation.